Forfattermanual
Forfattermanualen er en guide til de forfattere og forskere, der er tilknyttet SBi, og som skriver SBi-anvisninger eller vil gøre det i fremtiden. Manualen indeholder retningslinjer for, hvordan manuskriptet til en anvisning skal udformes. Anvisningerne vil fremover blive udgivet via tre forskellige publiceringskanaler: bog, e-bog og webbaseret udgave. Det kræver en ensartet struktur for alle anvisninger. Dertil kommer, at den enkelte anvisnings elementer skal kunne fungere i alle tre publiceringskanaler. Man skal kunne finde det samme indhold, uanset om man vælger bogen, e-bogen eller den webbaserede anvisning.
Manualen er inddelt i følgende afsnit:
Anvisningens indhold og form:
Dette afsnit beskriver, hvordan anvisningerne skal opbygges. Derudover indeholder afsnittet retningslinjer for brugen af overskrifter, henvisninger og nummerering af anvisningens elementer.
Typografi:
I dette afsnit findes retningslinjer for brugen af typografiske virkemidler i anvisningsteksterne, fx ved fremhævning af vigtige udtryk eller lignende.
Sproget - specielt for SBi-anvisningerne:
Når SBi-avisningerne fremover vil være at finde i en elektronisk form på anvisninger.dk, er det vigtigt at sikre et ensartet sprog. Det gælder fx stavning, grammatik og forkortelser.
Sproget - almene regler:
Dette afsnit indeholder en oversigt over typiske problemer i forbindelse med dansk retstavning samt en guide vedr. søgning i sproget.dk's artikler og vejledninger om det danske sprog og retskrivning.
Illustrationer:
I dette afsnit findes retningslinjer for de hyppigst anvendte illustrationstyper i anvisningerne.
Produktion af anvisninger:
Endelig er der i dette sidste afsnit en beskrivelse af produktionsprocessen af en anvisning fra idé til udgivelse.