Der skal være plads til svært overvægtige personer

Ny vejledning i pladskrav og indretning i forbindelse med håndtering, forflytning, pleje og behandling af svært overvægtige personer på hospitaler og i hjemmeplejen.

Er man kommet op i 200-300 kiloklassen er det ikke kun overvægten og de tilknyttede følgesygdomme, der er et problem. De fysiske rammer i boligen, på plejehjemmet og hospitalet er ikke konstrueret og indrettet til at kunne klare den ekstra belastning eller imødekomme behovet for ekstra plads, så en svært overvægtig person kan håndteres, behandles og plejes hensigtsmæssigt og værdigt.

Personalet på landets pleje- og behandlingssteder står med problemer, som at rummene er for små, til at det ekstra personale, der er nødvendig for at kunne håndtere personen, kan være der. Loftet i rummet kan ikke klare vægten af en ekstra stor, personbelastet lift, gange og døråbninger er for smalle til den ekstra brede kørestol og seng, ligesom mange elevatorer ikke kan klare den samtidige vægt af person, hjælpemiddel og personale.

Problemet er stigende og påtrængende, og derfor er udarbejdet en ny vejledning: Pladskrav og indretning til svært overvægtige personer, som SBi har medvirket til at udarbejde sammen med Odense Universitetshospital, Nyborg Kommune, Videnscenter for Handicap, Hjælpemidler og Socialpsykiatri samt Plambech & Bøgedal.

Vejledningen tager udgangspunkt i arbejdsmiljøet for pleje- og behandlingspersonalet, så det skånes for overbelastning, nedslidning og arbejdsskader i arbejdet med svært overvægtige personer. Vejledningen giver anbefalinger til pladskrav og indretning, forflytning, pleje og behandling i soveværelse og sengestue samt toilet og badeværelse i hjemmeplejen og på hospitalet.

Som baggrund for anbefalingerne ligger mange og grundige studier af de forskellige situationer, personalet kommer ud for. Bl.a. byggede man en model i forholdet 1:1 af en sengestue/soveværelse, et badeværelse og en forbindelse mellem rummene. Ud fra optegnede tern på gulvet, kunne man efterfølgende, via fotos af forflytninger, kørsel og vending med relevante hjælpemidler med og uden personvægt, udregne det nødvendige pladsbehov. Derudover rummer vejledningen anbefalinger om bygningens konstruktive formåen, for at kunne klare den yderligere belastning.

”Det er vores opfattelse, at vejledningen med de præcise krav til både plads og belastning er noget, som arkitekter og bygherrer har efterspurgt, og noget som de i høj grad er villige til at tænke ind i fremtidige konstruktioner,” siger rådgiver på SBi Lone Sigbrand, der er medforfatter på vejledningen.

I tilknytning til vejledningen har SBi udarbejdet en tjekliste, der i kort form opsummerer de væsentligste anbefalinger om pladskrav og indretning for svært overvægte personer.

Se og download vejledningen Pladskrav og indretning til svært overvægtige personer, der er udgivet af Socialstyrelsen (09.2012)

Der skal være plads til svært overvægtige personer

En testsituation i en model af et soveværelse/sengestue, hvor repræsentanter fra både plejepersonale og person med overvægt deltog. (Foto: Videnscenter for Handicap, hjælpemidler og Socialpsykiatri).

Forskere

Lone Sigbrand

Sidst opdateret 27. september 2012