Professor i dagslys
Statens Byggeforskningsinstitut (SBI) har fået sin første professor. Det er svenskeren Staffan Hygge, der er udnævnt til forskningsprofessor på området dagslysrelateret perceptionspsykologi. Staffan Hygge skal i de kommende år stå i spidsen for en styrket indsats inden for forskning i dagslysets virkning på menneskers oplevelse af de indendørs omgivelser.
Professoratet er tilknyttet Afdelingen for Energi og Indeklima på SBI og finansieret af Villum Kann Rasmussen Fonden.
Staffan Hygge har en omfattende, international forskningserfaring som baggrund for professoratet, blandt andet som gæsteforsker ved Department of Medical Psychology, Uniformed Services University of the Health Sciences, Bethesda, Maryland, USA. Inden sin tiltræden på SBI varetog han stillingen som chef for Laboratoriet för tillämpad psykologi ved Kungl. Tekniska Högskolan, Gävle i Sverige.
Staffan Hygges forskningsindsats kommer primært til at bestå i at undersøge samspillet mellem de faktorer i indemiljøet, som påvirker menneskers komfort og kognition, fx hukommelse, sprog, problemløsning og beslutninger. Den praktiske anvendelighed ligger i at finde de kombinationer af niveauer og faktorer i indemiljøet, som er bedst til forskellige arbejdsopgaver og samtidig giver den bedste komfort. På den måde får byggesektoren et værktøj til at gøre indemiljøet bedre i boliger og kontorer.
Yderligere oplysninger kan fås hos forskningsprofessor Staffan Hygge.
Download foto i høj opløsning (1,73 MByte TIFF)
Læs mere om 'Pressemeddelelser'