Pressemøde om "Skimmelsvampe i bygninger"
Et stort tværfagligt forskningsprogram "Skimmelsvampe i bygninger" bliver nu sat i værk inden for en beløbsramme på 18 mio. kr. Beløbet er fremkommet dels ved offentlige dels ved private bidragsydere samt ved deltagernes egne midler. Alle involverede projektdeltagere er samlet til et ind- ledende seminar på Statens Byggeforskningsinstitut (SBI). Som led heri inviteres interesserede fra dag- og fagpresse til en orientering
fredag den 17. april 1998 kl. 14 på SBI i Hørsholm
Her fortæller forskningsprogrammets faglige leder, Finn Gyntelberg, om de enkelte projekter med udgangspunkt i aktuelle problemer på en række skoler og andre nyere bygninger. Herefter vil der være en særlig fremvisning af SBI's luftkvalitetslaboratorium med mulighed for uformelle faglige drøftelser med de øvrige projektdeltagere om forskningsprogrammets arbejdshypoteser, risikovurderinger og den skærpede sundhedsvinkel.
Sundhed, mikrobiologi og bygningsmæssige forhold Forskningsprogrammet "Skimmelsvampe i bygninger" skal bidrage med ny viden om sundhedsmæssige, mikrobiologiske og bygningsmæssige forhold til brug for udvikling af effektive og økonomisk forsvarlige foranstaltninger i eksisterende bygninger og forebyggelse af risiko for skimmelsvampevækst i nybyggeri.
Tværfagligt samarbejde
Forskningsprogrammet udføres af et konsortium bestående af 5
institutter med deltagelse af 13 videnskabelige institutioner og 7
private virksomheder. Arbejdet koordineres af Statens
Byggeforskningsinstitut (SBI) med professor, overlæge, dr.med. Finn
Gyntelberg, Arbejds- og Miljømedicinsk Klinik på Bispebjerg Hospital,
som faglig leder.
De øvrige konsortiedeltagere er Institut for Miljø- og Arbejdsmedicin
på Aarhus Universitet, Arbejdsmiljøinstituttet og Institut for
Bioteknologi på DTU. Forskningen støttes økonomisk af
Forskningsrådene.
Yderligere oplysninger om arrangementet fås hos seniorforskerne Suzanne Gravesen, Peter A. Nielsen og Ole Valbjørn, Statens Byggeforskningsinstitut (SBI).
Læs mere om 'Pressemeddelelser'