40 års jubilæum 1. april: Seniorforsker Klaus Hansen, Statens Byggeforskningsinstitut
Seniorforsker Klaus Hansen har 1. april 2007 været ansat i 40 år på Statens Byggeforskningsinstitut (SBi), nu en del af Aalborg Universitet.
Klaus Hansen blev efter endt uddannelse som civilingeniør ansat på SBi, hvor hans brede interesser og videlyst har bragt ham vidt omkring. I begyndelsen arbejdede han med bærende konstruktioner og betonelementbyggeri, men snart fulgte opgaver knyttet til byggeriets udvikling, byfornyelse og boligforbedring. Da miljødebatten for alvor slog igennem i 1990'erne, kastede Klaus Hansen sig over miljøindsatsen i byggeriet med genanvendelse af byggematerialer, miljøvurdering af bygninger og miljørigtig projektering. I dag er Klaus Hansen tilknyttet instituttets afdeling for Miljø og Energi, hvor forskningsemnerne både vedrører miljørigtigt og energirigtigt byggeri.
Med sit udadvendte og imødekommende væsen kombineret med en skarp og præcis iagttagelsesevne har Klaus Hansen været en positiv bidragsyder i mange samarbejdsrelationer. Han har administreret forsøgsmidler for det daværende Byggeriets Udviklingsråd (BUR) og medvirket i såvel dettes som i den daværende Boligstyrelses byfornyelsesudvalg, samt i Miljøstyrelsens koordineringsudvalg og produktpanel for byggeriet. Senest har han særligt deltaget i EU-projekter om miljøvurdering af bygninger og bidraget til internationale indsatser om livscyklusvurdering af byggevarer, bygningsdele og bygninger
Klaus Hansens interesse for arkitektur og hans gode formidlingsevner kom bl.a. til udtryk, da han i en årrække fungerede som medredaktør og -forfatter til artikler om aktuelle byggerier i bladet Byggeindustrien. I en periode var han medlem af indstillingsudvalget til Nykredits arkitekturpris, og gennem et par tiår nød de studerende på Kunstakademiets Arkitektskole godt af hans viden om bærende konstruktioner. I sin egenskab af forsker på SBi har Klaus Hansen bidraget til en lang række SBi-publikationer.
Yderligere oplysninger kan fås hos forskningschef Søren Aggerholm (telefon 45 86 55 33, e-post soa@sbi.dk)
Venstre-klik på billedet nedenfor for at downloade i stort format (500 kb, 1024 x 1536 pixels).
Læs mere om 'Pressemeddelelser'