Statens Byggeforskningsinstitut skal fremme tilgængelighed
Statens Byggeforskningsinstitut (SBi) skal forske i hvordan bygninger, udearealer og transportmidler gøres tilgængelige for flest mulige mennesker. Indtil nytår tilbød Dansk Center for Tilgængelighed rådgivning på området. Centeret er nu nedlagt, men SBi overtager en væsentlig del af centerets opgaver inden for byggeri, udearealer og transport. Centeret rådgav også om produktdesign og IT, men de områder føres ikke videre.
Flytningen giver SBi bedre mulighed for at integrere tilgængelighed i byggeforskningen. SBi arbejder i forvejen efter strategien Design for alle. Det betyder at de anbefalinger og løsninger som SBi udvikler, skal komme alle mennesker til gavn. Eksempelvis bidrager SBi's forskning i indeklima med at skabe byggeri som er tilgængeligt for allergikere, ligesom forskningen i byudvikling bidrager til at skabe byrum som er anvendelige og værdifulde for alle.
Forskningschef Niels-Jørgen Aagaard ser værdifulde synergier i en styrket indsats for tilgængelighed på SBi:
"Ved at have de førende eksperter inden for tilgængelighed kan vi over en bred vifte af områder give tilgængeligheden et løft. Det er væsentligt at opnå gode byggefaglige løsninger som indtænker en lang række hensyn såsom indeklima, dagslys, vejrbestandighed, styrke, økonomi o.s.v. Nu får vi bedre mulighed for at indarbejde tilgængelighed i løsningerne. Det vil kunne ses i vores udgivelser, især i nye SBi-anvisninger." Han forudser også effekter på vores viden om hvad tilgængelighed betyder: "Samlet vil forskningen i tilgængelighed i Danmark blive styrket af overtagelsen, da det større og bredere faglige miljø giver bedre mulighed for videndeling og synergi i forskningen."
I tillæg til forskningen i tilgængelighed af nye byggerier, udearealer og transportmidler vil SBi også forske i hvordan eksisterende byggeri, udearealer og transportmidler kan gøres mere tilgængelige.
Ud over SBi-anvisningerne, der er SBi's mest populære serie af bøger, vil formidlingen ske gennem pjecer og rapporter, på internettet og gennem kurser. Det vil også være muligt at købe rådgivning om tilgængelighed hos SBi.
Dansk Center for Tilgængelighed, der har haft hovedkontor i Århus og en lille afdeling i Taastrup, tilfører fire medarbejdere til SBi, og knyttes organisatorisk til afdelingen Byggeteknik og Design.
Yderligere oplysninger kan fås hos forskningschef Niels-Jørgen Aagaard, civilingeniør Søren Ginnerup eller arkitekt MAA Lone Sigbrand.