Ny adjungeret forsker i produktivitet
Ved præsentation af SBI's nyudgivne jubilæumsbog, Bellahøj,
Ballerup, Brøndby Strand - 25 år der industrialiserede byggeriet,
afslørede SBI's direktør Hans Jørgen Larsen samtidig "ansættelsen" af
en ny medarbejder.
- Arbejdet med jubilæumsbogen har inspireret os til at udbygge
samarbejdet med byggeriets praktiske udøvere, og instituttets
bestyrelse har støttet mig i at få indført en ny stillingskategori -
"adjungeret forsker".
Som den første ansatte med den nye titel har vi udnævnt
jubilæumsbogens forfatter direktør, civilingeniør Sven Bertelsen fra
Nellemann, Nielsen & Rauschenberger A/S, og han vil fremover indgå
i SBI's projektområde "Byggeriets produktivitet".
Formålet er at styrke forskningen i de højt prioriterede indsatsområder
ved at tilknytte erfarne praktikere til SBI's projektgrupper. De
adjungerede forskere skal virke som inspiratorer og bidrage med
konstruktiv kritik ved formulering af nye forskningsprojekter.
"Det er godt byggeindustrien ikke producerer
flyvemaskiner"
Sven Bertelsen takkede for det ærefulde hverv og så frem til en
funktion som ambassadør mellem forskning og praksis. Han så blandt
andet frem til at bidrage til en højnelse af det englænderne benævner
"buildability".
- I forbindelse med udarbejdelsen af jubilæumsbogen har studierne af
efterkrigstidens industrialisering af byggeriet bragt en masse uløste
spørgsmål frem i lyset fx: Hvordan opstår fejl i byggeriet? Hvordan kan
man - uden at ryste på hånden - acceptere at byggeriets
standardkontrakter indeholder formuleringer om "byggefejl"? Hvordan får
vi bygget det første "0-fejl-hus"? Hvordan forbedres byggeriets
logistik? Hvordan øges produktiviteten i al almindelighed?
I dagens byggeri køber bygherren summen af en række processer - summen
af fælles kunnen - og ikke et produkt. Og samtidig er der ingen der
tager ansvar for at helheden produceres rationelt.
Sven Bertelsens tese er, at huset skal udvikles til et industriprodukt.
Her ser han frem til at samarbejde med SBI-forskerne om, hvad
byggesektoren kan lære af japansk bilindustri.
- Bygningen skal kunne sammenlignes med andre komplekse produkter,
hvor der ikke arbejdes med fagopdelte processer. Som købere af fx
fjernsyn spørger vi ikke, hvordan det er produceret. Vi ved kun at det
kommer fra B&O, SONY eller hvem det nu er!
Yderligere oplysninger fås hos direktør Hans Jørgen Larsen, Statens Byggeforskningsinstitut.