Emnenavigation
Statens Byggeforskningsinstitut
Dr. Neergaards Vej 15
DK - 2970 Hørsholm
T +45 45 86 55 33
F +45 45 86 75 35
EAN 5798000019034
CVR 29102384
sbi@sbi.dk
Pressemeddelelse 14/12 2006

Seniorforsker Kresten Storgaard, Statens Byggeforskningsinstitut fylder 60 år 26. december

Seniorforsker, mag.scient.soc. Kresten Storgaard fra afdelingen Proces og Innovation på Statens Byggeforskningsinstitut fylder 60 år tirsdag den 26. december 2006.

      Fødselaren har gennem sine snart 25 år som forsker på SBi med stort engagement og iderigdom givet sig i kast med et bredt felt af emner. Hovedtemaerne har ligget indenfor informations- og kommunikationsteknologi, byudvikling, bypolitik og erhvervslokalisering. Hans meget omfattende publikationsvirksomhed vidner både om flid, stor spændvidde og en evne til løbende at videreudvikle de teoretiske og metodiske tilgange til forskningsfelterne og samtidig forankre arbejdet i løsningen af aktuelle praktiske problemer.

      Kresten Storgaard er uddannet mag.scient.soc fra Sociologisk Institut ved Københavns Universitet i 1974. Efter magisterkonferensen fortsatte han på Sociologisk Institut, først som kandidatstipendiat og senere som ekstern lektor frem til 1982. Samme år blev han fastansat som forsker på SBi, hvor han siden har virket; fra 1992 som seniorforsker.

      Takket være sit imødekommende væsen kombineret med faglig dygtighed har Kresten Storgaard været et værdsat medlem af mangfoldige danske og internationale evaluering- og udviklingsprojekter, ofte som projektleder. Udover aftagerne til hans forskningsopgaver, som spænder fra statsadministrationen over kommuner og forskningsråd til EU, har han også gode kontakter til universitetsverdenen. Han har også været aktiv som arrangør og bidragsyder til en lang række seminarer, konferencer m.v. Som mangeårig tillidsrepræsentant er hans utrættelighed tillige kommet kollegaerne på SBi til gavn.

      I de senere år har Kresten Storgaard særlig beskæftiget sig med samarbejdsprocesser og den nye teknologis muligheder i byggeriet, gerne med en brugersynsvinkel, bl.a. i forhold til strategiske partnerskaber i byggeriet – og i udvikingen af håndholdte it-værktøjer, der hjælper ordblinde på byggepladsen.

      I fritiden er Kresten Storgaard inkarneret sejler med egen båd nær hjemmet i Nivå. Når ikke de blå bølger frister, er det gerne Cajun-musikkens livsbekræftende toner, han dyrker som violinist,  guitarist, og scrubboardspiller i KDN Cajun Band, der spiller på festivaler og scener over det ganske land. Kresten Storgaard bidrager også til det lokale kulturliv som formand for Nivå Musiklaug.

 

Yderligere oplysninger kan fås hos forskningschef Kim Haugbølle (telefon 45 86 55 33, e-post khh@sbi.dk).

Seniorforsker Kresten Storgaard fylder 60 år 26. december
Seniorforsker Kresten Storgaard fylder 60 år 26. december

Læs mere om 'Afdelingen for Proces og Innovation'

Redigeret af Bo Amstrup Vestergaard