40 år 12. marts 2007: It-konsulent Lars Strüwing, Statens Byggeforskningsinstitut
Det skulle blot have været for en kort bemærkning da den unge svagstrømsingeniør Lars Strüwing blev midlertidigt ansat på Statens Byggeforskningsinstitut (SBi) i 1992. Men det blev ikke så kortvarigt endda: 1. marts 2007 havde Lars Strüwing været ansat på instituttet i 15 år, og 12. marts må han erkende at han ikke længere er nogen ung mand. For der fylder han 40 år.
Lars Strüwing blev oprindeligt ansat i kraft af sin baggrund som svagstrømsingeniør med speciale i digital billedbehandling, og i denne egenskab skulle han assistere i afgrænset omfang på et forskningsprojekt. Men efter et par forlængelser af den midlertidige ansættelse havde Lars Strüwing gjort sig så uundværlig at SBi måtte fastansætte ham.
I dag er Lars Strüwing ansat som it-konsulent, hvor han har ansvar for SBi's netværk. Hans speciale er ikke længere digital billedbehandling, men it-sikkerhed – et område som i disse år har stærkt stigende betydning for de fleste virksomheder, også i forskningsverdenen.
Ligesom mange andre midaldrende mænd realiserede Lars Strüwing for nylig drømmen om et motorcykelkørekort, og i øjeblikket går han derfor og drømmer om forår og tørre veje, så han atter kan svinge sig i sadlen på den solgule Suzuki SV650S.
Yderligere oplysninger: Kommunikationschef Jesper Kirkeskov.
Læs mere om 'Kommunikationsafdelingen'