25 års jubilæum: Seniorforsker Kirsten Engelund Thomsen, Statens Byggeforskningsinstitut
Til navneredaktionen
Seniorforsker Kirsten Engelund Thomsen har den 16. februar 2006 været ansat i staten i 25 år.
De seneste otte år har Kirsten Engelund Thomsen arbejdet som seniorforsker ved Statens Byggeforskningsinstitut (SBi) i Hørsholm inden for forskningsområdet lavenergibygninger. Kirsten Engelund Thomsens forskning har især fokuseret på analyse og måling af energiforbrug i bygninger og udvikling af metoder til energibesparelser. På det seneste har hun bl.a. været involveret i arbejdet med de nye energibestemmelser i Bygningsreglementet og den nye energimærkningsordning for bygninger, der er trådt i kraft pr. 1. januar 2006, og hun er netop ved at afslutte et større forskningsprogram om energieffektivt skolebyggeri, som hun har været projektleder for.
Kirsten Engelund Thomsen har gennem årene deltaget i en lang række internationale forsknings- og udviklingsprojekter i EU-regi og gennem det Internationale Energiargentur (IEA). Her har hun bl.a. beskæftiget sig med harmonisering af de europæiske energibestemmelser og fremme af vedvarende energi. Kirsten Engelund Thomsen bidrager desuden gennem en omfattende foredrags- og undervisningsvirksomhed til at formidle sin viden på energiområdet både i national og international sammenhæng.
Kirsten Engelund Thomsen kom til SBi i 1998 fra en stilling som forskningslektor ved Institut for Bygninger og Energi (nu BYG-DTU) ved Danmarks Tekniske Universitet (DTU). Her var hun ansat i perioden fra 1981 til 1998. Hun er uddannet som civilingeniør i 1981 fra samme institut (det daværende Laboratorium for Varmeisolering).
Kirsten Engelund Thomsen bor i Vedbæk med sin mand og sine to døtre.
Til redaktionen: Yderligere oplysninger kan fås hos forskningschef Søren Aggerholm. Du kan downloade fotoet herunder i høj opløsning ved at klikke på det. (Foto: Jan Carl Westphall).