Boligmarkedet får sin egen universitetsuddannelse
Med den nye toårige kandidatuddannelse i By Bolig og Bosætning på Aalborg Universitet har det vigtige samfundsmæssige område: boligområdet, endelig fået sin egen universitetsuddannelse. (Foto: Colourbox).
Der går næppe en dag, uden at boligforhold på en eller anden måde bliver behandlet i medierne. Det gælder i særdeleshed huspriserne, men også hele udkantsproblematikken og de boligsociale problemer i landets store almene boligbebyggelser trækker mange overskrifter i pressen. Det vidner om, at boligen og hele boligmarkedet er et væsentligt omdrejningspunktet for samfundsøkonomien og for den enkelte borger.
”Det er derfor meget paradoksalt, at der hidtil ikke har været nogen universitetsuddannelse, som specifikt handler om boligforhold, på trods af boligområdets meget store samfundsmæssige betydning”, siger forskningschef Hans Thor Andersen fra Statens Byggeforskningsinstitut (SBi) Aalborg Universitet.
SBi har set behovet for kandidater med forstand på boligforhold og boligøkonomi og slår derfor dørene op til en ny toårig kandidatuddannelse By, Bolig og Bosætning, der kan imødekomme behovet. Ansøgningsfristen til uddannelse er 1. april 2012 på Aalborg Universitet, København AAU-Cph.
Se hele pressemeddelelsen: 'Boligmarkedet får sin egen universitetsuddannelse' (23.03. 2012).
