Emnenavigation
Statens Byggeforskningsinstitut
Dr. Neergaards Vej 15
DK - 2970 Hørsholm
T +45 45 86 55 33
F +45 45 86 75 35
EAN 5798000019034
CVR 29102384
sbi@sbi.dk
Pressemeddelelse 08/06 2004

Tryghed og utryghed i boligområder under lup

By og Byg går sammen med TrygFonden om at undersøge, hvordan man bedst øger trygheden og sikkerheden i villa- og rækkehusbebyggelser.

Tryghed og sikkerhed spiller en afgørende rolle for, hvor vi vælger at bo. Forvisningen om at vi kan bo og færdes trygt og sikkert uden frygt for indbrud og overfald, betyder meget for boligvalget og følelsen af at høre hjemme.

Mange bekymrer sig om kriminalitet i boligområder. Men når det gælder en egentlig forskning om sammenhængen mellem kriminalitet og tryghed i boligområder, har indsatsen hidtil været ret beskeden. Forskningen har tidligere typisk fokuseret på en begrænset del af boligmarkedet: de store etageboligbebyggelser med almene boliger.

"Vi mangler en egentlig dokumenteret, forskningsbaseret viden om, hvilke mere præcise fysiske og sociale faktorer, der har betydning for følelsen af tryghed i boligområder", siger seniorforsker Thorkild Ærø fra By og Byg, "Og her er det især interessant at se på forhold i villaer- og rækkehuse, fordi det er danskernes foretrukne boligform".

Derfor er der nu sat en undersøgelse i gang om tryghed og sikkerhed i villaer, parcelhuse og rækkehusbebyggelser. Undersøgelsen skal give et billede af, hvad der gør beboerne i forskellige boligtyper utrygge, og om oplevelsen af utryghed står mål med den faktiske kriminalitet i områderne.

TrygFonden har finansieret undersøgelsen, der også vil kortlægge erfaringerne med de initiativer, der allerede er sat i gang for at øge trygheden i boligen og boligområdet. Det kan fx være sikring af hjemmet med alarm, aftaler om såkaldt nabohjælp, bedre belysning, mere udeliv og social omgang, særlige indsatser og fritidstilbud for børn og unge, der ellers hænger ud og chikanerer andre.

Undersøgelsens resultater skal bruges til at forbedre situationen i de boligområder, hvor der hersker utryghed. Det vil ske gennem anvisning af en række konkrete og handlingsorienterede værktøjer, der kan tages i brug, når man som beboer vil sætte handling bag ønsket om øget tryghed i boligområdet.

Til redaktionen: Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til seniorforsker, ph.d. Thorkild Ærø, By og Byg, seniorforsker, ph.d. Helle Nørgaard, By og Byg eller direktør Gurli Martinussen, TrygFonden, tlf. 44 20 38 99, e-post gurli.martinussen@trygfonden.dk.

Illustrationstekst: For at forbedre tryghed og sikkerhed i villaer, parcelhuse og rækkehusbebyggelser går By og Byg sammen med TrygFonden om at undersøge, hvad det er for situationer og forhold, der gør os trygge og utrygge i og omkring vores bolig.

De viste illustrationer kan hentes i høj opløsning (selvudpakkende fil, ca. 3,0 MB) ved at klikke på billederne.

Rækkehus

Villa

Parcelhus

Læs mere om 'Afdelingen for Boliger og Byfornyelse'

Kontakt Thorkild Ærø, Helle Nørgaard, Gurli Martinussen
Redigeret af Hanne Brix