Forskningschef Thorkild Ærø fylder 40 år
Forskningschefen for Boliger og Byfornyelse på Statens Byggeforskningsinstitut (SBi), Thorkild Ærø fylder 40 år onsdag 15. februar 2006.
Thorkild Ærø er uddannet landinspektør fra Aalborg Universitet i 1992, og året efter blev han ansat som boligforsker på SBi. Han blev i 2002 tildelt ph.d.-graden med afhandlingen 'Boligpræferencer, boligvalg og livsstil' fra Institut for Arkitektur og Design, Aalborg Universitet. Efter en periode som seniorforsker blev han i foråret 2005 udnævnt til forskningschef med ansvar for afdelingen Boliger og Byfornyelse, der omfatter 14 medarbejdere.
Det er i særlig grad boligpræferencer, Thorkild Ærø har forsket i. Hans ph.d.-afhandling kortlægger, hvad vi lægger vægt på, når vi søger bolig, og de dispositioner vi foretager i forhold til boligen og boligområdet. Emnets aktualitet er siden vokset betydeligt i kraft af den betydning, boligen har for vores selvforståelse og som middel til at signalere til omverden, hvem vi er, og hvilke værdier og kvaliteter vi står for. Emnet har samtidig fået en øget politisk bevågenhed. Thorkild Ærø er da også en hyppig gæst i tv, radio, aviser og magasiner, hvor han flittigt øser af sin viden om sammenhængen mellem livsstil og boligvalg.
Men også migration, regional boligpolitik samt tryghed, normbrud og kriminalitet i boligområder er emner i Thorkild Ærøs forskningsproduktion.
Thorkild Ærø er friluftsmenneske. Transportmidlet fra hjemmet i Birkerød til SBi i Hørsholm er cyklen, og når der er sne til det, så foregår turen på ski. Kun i sjældne tilfælde bliver familiens orange folkevognsrugbrød luftet. Bilen bliver til gengæld brugt flittigt til ferier i sydeuropæiske bjerglandskaber med familien, der består af ægtefælle, landinspektør Helle Witt, og to døtre.
Til redaktionen: Yderligere oplysninger kan fås hos kommunikationschef Jesper Kirkeskov Statens Byggeforskningsinstitut. Foto af Thorkild Ærø kan downloades i høj opløsning ved at klikke på det.
Læs mere om 'Afdelingen for Boliger og Byfornyelse'