Mindeord for Michael Varming
Af seniorforsker Hedvig Vestergaard, Statens Byggeforskningsinstitut, SBi
Mindeord i anledning af arkitekt og forsker Michael Varmings død den 8. januar 2008. Michael blev 68 år. Med Michael Varmings død har dansk byplanlægning mistet en stor personlighed. Michael
var i en inspirerende arkitekt, en vidende byplanlægger og han har på
enestående vis bidraget til forbedring af det byggede miljø: fra trygge
byområder til smukke veje.
Michael var i en menneskealder
forsker og skattet kollega på Statens Byggeforskningsinstitut, hvor han
særligt deltog i forskningsprojekter om udvikling af boligbyggeriet.
Michael brændte for det byggede miljø og for arkitektonisk kvalitet og
havde et omfattende kendskab til praksis, som han med stort engagement
delte med sine forskerkolleger. Han var ofte guiden og stifinderen
inden forskningsprojekterne blev formuleret. Det gjaldt særligt
satsninger omkring udvikling af tæt-lav boligbyggeri og
forbedringsinitiativer i de store boligplaner fra 60'erne og 70'erne.
Michael
var en dygtig kommunikator, der med stor varme, kreativitet og
originalitet kunne inspirere og motivere os til at se nye sammenhænge
og arbejde for at bidrage til et bedre by- og bomiljø i Danmark. Han
hentede ofte sine ideer og inspiration ude i verden. Den sidste hilsen
fra Michael til os på SBi var julekortet 2007: en opmåling af et 140 år
gammelt modulprojekteret hus i Kyoto, som er et eksempel på en kilde
til det formsprog, som har inspireret nyere dansk arkitektur.
Michael
havde en særlig kærlighed for sin egen by, København. Han brændte for
at bevare og sikre skønheden, menneskeligheden og ånden i København.
Han savnede sporvognene og var stærkt kritisk over for nye højhuse i
København. Michael var engageret – både i detaljen og i store sager.
Æret være Michaels minde og engagement
