Emnenavigation
Statens Byggeforskningsinstitut
Dr. Neergaards Vej 15
DK - 2970 Hørsholm
T +45 45 86 55 33
F +45 45 86 75 35
EAN 5798000019034
CVR 29102384
sbi@sbi.dk

Forslag til fremme af vedvarende energi

Build-on-Res projektet har følgende seks forslag til, hvad EU-landene kan gøre for at fremme anvendelsen af vedvarende energi:

  1. Tilgængelige og enkle beregningsmetoder
  2. Synliggørelse af vedvarende energi i energiberegningen
  3. Energimærke for vedvarende energi
  4. Tilskud til vedvarende energikilder
  5. Afgifter
  6. Myndighedskrav

Tilgængelige og enkle beregningsmetoder

Når man vil fremme anvendelsen af vedvarende energi, må man først og fremmest sørge for, at tilskuddet fra vedvarende energikilder kan indgå i de beregningsmetoder, som anvendes til beregning af bygningers energiforbrug. Hidtil har dette ikke været tilfældet i ret mange EU-lande.

Build-On-Res projektet anbefaler en integreret beregningsmodel, hvor de forskellige løsninger til anvendelse af vedvarende energi indgår på lige fod med andre installationstyper. Det er vigtigt, at beregningen af tilskuddet fra de vedvarende energikilder ikke er mere kompliceret end for andre installationer, da komplekse beregningsmetoder i sig selv kan begrænse brugen af vedvarende energikilder.

Energiberegningerne bør belønne brugen af solvarme- og solcelleanlæg, og det bør også være muligt at beregne tilskuddet fra nye vedvarende energiløsninger, som fx biobrændselsanlæg og vindmøller, der er direkte tilknyttet en bygning.

Synliggørelse af vedvarende energi i energiberegningen

Man kan ret enkelt fremme anvendelsen af vedvarende energi ved at sørge for, at energiberegningerne giver et output, som klart viser, hvor stor en andel af energiforbruget som stammer fra vedvarende energikilder. Det kunne fx være et beregningsresultat som viste, at vedvarende energikilder giver et tilskud på X W/m2, hvilket svarer til X % af bygningens totale estimerede energiforbrug

Energimærke for vedvarende energi

En anden enkel måde at fremme anvendelsen af vedvarende energi er ved at indføre et energimærke for vedvarende energi, som knyttes sammen med resultatet af energiberegningen og/eller den alm. energimærkning. Energimærket for vedvarende energi gives til bygninger, som lever op til nærmere bestemte energikrav, fx at X % af bygningens totale estimerede energiforbrug stammer fra vedvarende energikilder.

Tilskud til vedvarende energikilder

Når man indfører tilskud til vedvarende energikilder, bør man undgå komplicerede administrative procedurer. Fx kan tilskudsordningen administrativt kobles sammen proceduren for godkendelse af byggetilladelser. Tilskudsordningen kan også integreres mere direkte i energibestemmelserne, således at tilskuddets størrelse beregnes ud fra, hvor stor en del af bygningens totale estimerede energiforbrug, som stammer fra vedvarende energikilder.

Afgifter

Afgifter, som indføres for at fremme anvendelsen af vedvarende energi, bør gradueres for at undgå social ulighed. En mulighed er at nedsætte energiskatten på forbruget af ’hjemmeproduceret’ energi. En anden mulighed er at indføre en progressiv beskatning af forbruget af ikke-vedvarende energi.

Myndighedskrav

Påbud kan være et meget effektivt middel, når man ønsker at fremme anvendelse af vedvarende energi. Det kan fx være et påbud om, at vedvarende energi skal udgøre en vis procentdel af bygningers totale estimerede energiforbrug, eller et påbud om, at der altid skal anvendes solcelleanlæg, når bygningen har et køleanlæg. En anden lovende mulighed er at favorisere brugen af vedvarende energi fremfor andre energikilder i forbindelse med energiberegningen. Dette kan fx gøres ved at indføre en korrektionsfaktor, som favoriserer brugen af vedvarende energi.

Tilbage til Vedvarende energi i energibestemmelserne

Lagt på nettet 19/04 2005
Siden er senest redigeret 17/02 2006 af Hanne Brix