Solgården, En beboelsesejendom i Kolding
Med sin svungne form er Solgården fra 1939-40 atypisk for 1930'ernes parkbebyggelser, men bebyggelsen er med sin favnende gestus mod solen (sydøst) helt i overensstemmelse med funktionalismens soldyrkelse.
Renovering med solceller
Solgårdens solcelleanlæg blev etableret i forbindelse med en gennemgribende renovering af ejendommen i 1998. Anlægget er Danmarks hidtil største anlæg, der er integreret i en beboelsesejendom.
Ved renoveringen fik boligerne på indersiden af byggeriets store krumning glasinddækkede altaner, hvor solceller er integreret i brystningerne. Disse
solcellepaneler har ikke ændret bygningens arkitektur radikalt, idet de svarer til de oprindelige, lodrette altannicher. Detaljeringen er enkel og omhyggelig.
Panelerne på taget er placeret på stativer, som tillader fri luftpassage langs bagsiden – og dermed optimal køling. Tagpanelerne er et nyt element, der kan ses viden om, og som i sit design adskiller sig fra bygningen. På afstand opleves de som en svævende, krum skærm, der er helt frigjort fra bygningen.
Anlægget består således både af en integreret del, der føjer sig historisk og arkitektonisk efter bygningen, og af en del, der er en tydelig tilføjelse, og som giver bygningen en aktuel dimension. Derved bliver også den store tilføjelse på taget acceptabel.
Af andre interessante danske eksempler på byggeri med solceller kan nævnes Lærkelængen i Albertslund og Brundtland Centret i Toftlund.
Fakta om Solgården
Solgården ligger på adressen: Sønder Havnegade 2-12, Kongebrogade 1-13 og 19, 6000 Kolding
Om solcelleanlægget
- Der er anvendt monokrystallinske solceller både på taget og i altanernes brystninger.
- Alle solceller er indbygget i paneler, hvor 72 celler er lamineret mellem to lag klart glas.
- Solcelleanlægget har et samlet areal på 932 m2, heraf 757 m2 på taget.
- Den installerede effekt er 106 kWp, heraf 90 kWp på taget.
- Solcelleanlæggets produktionen er beregnet til 106 MWh pr. år, heraf 89,5 MWh fra taget.
- Hele anlægget er opdelt i fire delanlæg, som kan levere strøm til det lokale el-net via i alt 104 vekselrettere. Vekselrettene er placeret i otte teknikhuse på taget.
- Anlægget kan levere evt. overskudsstrøm til det offentlige el-net.
Økonomi
- Udgifterne til solcelleanlægget er ifølge byggeregnskabet opgjort til 14,6 mio. kr. for anlægget på taget og 7,7 mio. kr. for solcellerne i altanbrystningerne (begge uden moms).
- Af omkostningerne for anlægget på taget udgør moduler og el-tilbehør 7,6 mio. kr. og resten er gået til ekstra fundering, stativer osv.
- Omkostningerne til anlægget på altanbrystningerne dækker primært renovering, inddækning og udvidelse af altanerne, hvorimod solcellemoduler og el-tilbehør udgør 1,5 mio. kr.
- Der er opstillet et drift- og vedligeholdelsesbudget for solcelleanlægget på 53.000 kr. pr. år, over de første 20 år af anlæggets levetid. Budgettet er fordelt med 24.000 kr. til forsikring, 15.000 kr. til administration og tilsyn og 14.000 kr. til vedligeholdelse.
Andre fakta
- Arkitekt:: Kjær & Richter A/S
- Ingeniør: C. J. Kjærby, rådgivende El-ing., Haderslevvej 40, 6000 Kolding
- Installatør: El-Con Elinstallationer A/S
Tilbage til Syv gode eksempler på byggerier med solceller
Tilbage til Solceller i arkitekturen