Artikel i Forsk26: PCB-holdige byggematerialer er sundhedsskadelige
I 1976 blev det forbudt at bruge PCB (polychlorerede bifenyler) i byggematerialer, fordi man fandt ud af, at det ved længerevarende påvirkning havde sundhedsskadelige effekter på mennesker, ligesom det er kræftfremkaldende og hormonforstyrrende. PCB er en blødgører, der bl.a. blev brugt til elastiske fugemasser mellem bygningsdele og særligt vægge og vinduer i alle typer bygninger i perioden 1950 til 1976.
Seniorforsker Lars Gunnarsen fra SBi har været projektleder på undersøgelsen 'Sundhedsmæssig vurdering af PCB-holdige bygningsfuger', hvor han sammen med andre forskere har undersøgt, hvordan det ser ud med de gamle inden- og udendørs fuger, der stadig sidder i bygninger i hele landet.
Undersøgelsen viser, at der er en tydelig sammenhæng mellem koncentrationerne af PCB i de indendørs fuger, indeluften og overfladestøvet i rummet. I en enkelt af de 10 undersøgte bygninger var Sundhedsstyrelsens grænseværdi overskredet.
På baggrund af undersøgelsens resultater har Erhvervs- og Byggestyrelsen sammen med Miljøstyrelsen og Sundhedsstyrelsen besluttet at iværksætte en mere omfattende undersøgelse, der i detaljer skal afdække problemets omfang og på det grundlag se, om der skal gøres en særlig indsats på området.
Sundhedsstyrelsen har udsendt vejledende grænseværdier for indeluftens indhold af PCB, der kan findes på styrelsens hjemmeside.
For at sikre en korrekt håndtering af byggeaffald, der indeholder PCB, har Miljøstyrelsen udarbejdet et faktaark, der præciserer de gældende regler. Faktaarket kan ses på styrelsens hjemmeside.
pkd