Miljøbelastningen som faktor i projektering af bygninger
Statens Byggeforskningsinstitut (SBI) udviklede for et par år siden et pc-program til de projekterende og rådgivende arkitekter og ingeniører til brug for miljørigtig projektering. Som supplement til programmets beskrivelse og brugervejledning er nu udgivet en SBI-rapport, der beskriver pc-programmet anvendt på tre bygninger: et parcelhus, en administrationsbygning og et etagehus. I SBI-rapport 313: "Livscyklusbaseret bygningsprojektering" videregives desuden et rådgivende ingeniørfirmas erfaringer med pc-programmet i forbindelse med projektering af et alment byggeri.
En bygnings livscyklus
Pc-programmet bruges i forbindelse med beregning af en bygnings bruttoenergiforbrug, brug af de fossile brændsler kul, olie og naturgas samt de energirelaterede emissioner til atmosfæren, CO2, SO2 og NOx i hele bygningens livscyklus - det vil sige fra fremstilling af råmaterialer og byggevarer til opførelse, drift og nedrivning.
Tre bygningers miljøprofiler
Som eksempler er der i SBI-rapporten vist miljøbelastningen fra tre bygningstyper: et parcelhus, en administrationsbygning og et etagehus.
Først er bygningernes energirelaterede miljøpåvirkninger beregnet. Resultaterne heraf bliver derefter brugt til at optegne miljøprofiler i form af diagrammer over forbruget af fossile brændsler og den medfølgende emission til atmosfæren.
Beregningsresultaterne kan også bruges til sammenligning med resultaterne for alternative bygningsudformninger eller andre valg af materialer - eller til sammenligning med en referencebygning af samme karakter.
I SBI-rapporten gives endvidere forslag til energirelaterede miljøprofiler for bygningsdele og byggematerialer.
Programmets udbygning
Pc-programmet er anvendt af det rådgivende ingeniørfirma Birch og Krogboe i forbindelse med projekteringen af et alment byggeri. Firmaet uddeler både ris og ros. Der vil blive taget hensyn til de foreslåede forbedringer i en kommende udgave af pc-værktøjet.
Livscyklusbaseret bygningsprojektering. Eksempler på anvendelse af beregningsværktøjet LCACALC. SBI-rapport 313. Steen Traberg-Borup og Jørn Dinesen. Statens Byggeforskningsinstitut. 1999. Kr. 155,00 inkl. moms. Bogen kan bestilles her eller købes i Byggecentrum Boghandel, tlf. 70 12 06 00 eller fax 70 12 08 00.
En detaljeret beskrivelse af pc-programmet med tilhørende data for hyppigt anvendte byggematerialer findes i SBI-rapport 279: 'Livscyklusbaseret bygningsprojektering. Opgørelse af bygningers energiforbrug og energirelaterede miljøpåvirkninger. 1997' - og i brugervejledningen: 'Livscyklusbaseret bygningsprojektering. Pc-program til beregning af energiforbrug og energirelaterede emissioner'.
Til redaktionen:
Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til akademiingeniør, seniorforsker Steen Traberg-Borup eller civilingeniør, seniorforsker Jørn Dinesen, Statens Byggeforskningsinstitut.
Læs mere om 'Energi- og miljøanalyse af bygninger'