Sammenfatning

I afhandlingen argumenteres for, at det kapitalistiske samfund opstiller en identitetsmodel centreret omkring materielt forbrug. Den enkelte oplever imidlertid i et eksistentielt perspektiv den materielle selvrealisering som meningsløs. Forbrugs- og vækstideologien i Vesten har skabt en høj materiel standard, men skaber ikke mening i den enkeltes tilværelse. Forbrugsideologien opfattes i rapporten som en væsentlig årsag til globale og lokale miljøproblemer. Den enkelte vil opleve miljøproblemerne som ubehagelige og fundamentale spørgsmålstegn ved deres daglige adfærd og dermed indirekte ved deres identitet.

En kernemekanisme i det kapitalistiske samfund er den teknisk-økonomiske rationalitet, der over mange generationer har etableret økonomi og forbrug som det "normale". Det er blevet en grundlæggende rationalitet i den enkeltes liv, der ikke stilles spørgsmål ved. Det betyder, at grundmekanismerne i det kapitalistiske samfund, rammerne om den enkeltes tilværelse, er usynlige - de italesættes eller bevidstgøres ikke.

Teorier om læring og identitet peger på, at konkret erfaringsdannelse er en læringstilgang, som bør prioriteres højere, når nye tanke- og handlingsstrukturer i hverdagen – i en mere bæredygtig retning – skal etableres. Konkret deltagelse i fælles miljøprojekter og afprøvning af forskellige former for miljøhensyn, f.eks. affaldssortering, medfører personlig erfaringsdannelse, der er en væsentlig form for læring for den enkelte.

Interview med ni børnefamilier og miljøudvalgsformanden i Albertslund Kommune viser, at konkret deltagelse og personlig erfaringsdannelse har givet gode resultater. Det ses f.eks. i Hyldespjældets mange miljøprojekter, hvor deltagerne italesætter og forhandler miljøhensyn som det "normale", ved at engagere sig i fælles miljøprojekter.

Den enkeltes identitet og evne til at tilegne sig ny adfærd er kraftigt påvirket af det "normale" i omgangskredsen. Først når den enkelte oplever, at miljøhensyn er etableret som det "normale" i omgivelserne, vil vedkommende være tilbøjelig til at tilegne sig nye dagligdags praksisser. Kollektiv læring går forud for individuel læring.

Af interviewene ses, at over en årrække sker der kontinuerligt små ændringer i dagligdagens adfærdsmønster. En fortsat omstilling i en miljøvenlig retning vil fordre, at miljøproblematikken kontinuerligt italesættes, forhandles og iværksættes som det "normale" eller "sund fornuft" i den enkeltes socio-kulturelle fællesskaber. Det vil derfor ikke primært handle om, hvad den enkelte familie gør, men mere om hvad socio-kulturelle fællesskaber på alle niveauer, f.eks. lokale myndigheder, den danske stat og medierne, etablerer som fælles opfattelser af det "normale". I den udstrækning disse mellemmenneskelige forhandlinger på forskellige niveauer peger i samme retning, vil sandsynligheden for, at kulturelle normer og værdier kan drejes i en mere bæredygtig retning, vokse, afspejlende det der etableres som "sund fornuft".

Læring er imidlertid flere ting. Alle har forskellige tilgange til læring. Med Kolbs læringsmodel, som centralt omdrejningspunkt, redegøres for to grundlæggende forskellige former for læring: tilføjende (assimilativ) læring og overskridende (akkomodativ) læring. Både den tilføjende og overskridende læring kan gå i retning af enten det konvergente eller det divergente. Miljøformidling har hovedsaligt været praktiseret fra et konvergent perspektiv i form af ekspertbaseret envejs-kommunikation.

Konvergent erkendelse bygger på abstrakt begrebsliggørelse. Den konvergente læring er den "normale" formidlingsform i den teknisk-økonomiske rationalitet, i form af formidlingsformen 'information'. Information er konvergent læring som tendentielt modvirker personlig erfaringsdannelse.

Divergent læring er det mangetydige, følelsesbetonede og kreative. Hvis myndigheder, politikere og eksperter formidlede miljøhensyn ud fra et divergent perspektiv, ville de i højere grad skabe en dialog og kommunikere i et sprog, som mere ligner den enkeltes komplekse hverdag og hverdagssprog. Divergent læring er procesorienteret, og det betyder, at formidlingsprocessen vil være mere i fokus. Den vil modsat konvergent læring lægge op til, at det er den enkelte, som selv skal gøre sine erfaringer, og at der skal være en dialog, når det gælder miljøhensyn i dagligdagen.

Myndigheder, råd og centre bør nytænke, reformulere og opprioritere formidlings-aspektet i deres arbejde, og dreje kommunikationen i retning af et divergent perspektiv.

Tilbage til publikationen 'Miljøproblematikken i et identitets- og læringsperspektiv'