Artikel i Forsk20: El-forbruget i sommerhuse stiger
El-forbruget i danske sommerhuse var i 2005 på 725 GWh, hvilket svarer til 7 pct. af det samlede danske elforbrug i husholdninger. Forbruget er steget med 50 pct. gennem de seneste 20 år, og det er især bemærkelsesværdigt fordi elforbruget i helårsboliger i samme periode har ligget stort set konstant.
Seniorforsker Ole Michael Jensen fra SBi har sammen med forskere fra Risø og Esbensen Rådgivende Ingeniører A/S set nærmere på hvad forklaringen kan være på den voldsomme stigning. Forskerne konkluderer at stort set hele stigningen kan forklares med at danskerne har fået flere penge mellem hænderne og mere ferie. Mange sommerhusejere udnytter øjensynlig deres gode økonomi til at udstyre sommerhuset med opvaskemaskine, tv og andre el-apparater, og den ekstra ferieuge som mange har fået, har medført at sommerhusene bliver brugt mere intensivt – også uden for sæsonen, hvor elforbruget til opvarmning er stort.
Prognose: Stigningen fortsætter
Men hvordan ser det ud om 10 år? Forskerne har ikke kun set tilbage i tiden, de har også udviklet en model som gør det muligt at lave en prognose for hvordan elforbruget i sommerhuse vil udvikle sig fremover.
Prognosen viser at hvis den nuværende udvikling fortsætter, vil el-forbruget om 10 år være steget med over 30 pct. Og endnu værre går det hvis danskerne i fremtiden får mere ferie, eller der bliver flere pensionister som udnytter muligheden for at bo i deres sommerhus hele året.
Hvis der skal dæmmes op for den uheldige udvikling, må der gøres en stor indsats for at lave el-besparende foranstaltninger i de danske sommerhuse. I sommerhuse der bruges om vinteren, vil efterisolering og installering af varmepumpe eller træpillefyr være en god idé. Mens solfangere til fremstilling af varmt vand vil være en god idé i sommerhuse der primært bruges om sommeren.
gsc
Besparelsesforslag | El-besparelse |
Installering af varmepumpe | 3-14 % |
Installering af træpillefyr | 9-31 % |
Efterisolering (de dårligst isolerede huse) | 20-44 % |
Opsætning af solfanger (varmt vand) | 14-31 % |
Opsætning af solcelleanlæg | 2-10 % |