Emnenavigation
Statens Byggeforskningsinstitut
Dr. Neergaards Vej 15
DK - 2970 Hørsholm
T +45 45 86 55 33
F +45 45 86 75 35
EAN 5798000019034
CVR 29102384
sbi@sbi.dk
Apropos

Om anvisningen Energieffektive skoler

Vigtigheden af helhedsplanlægning

Hvis fremtidens skoler skal blive sunde og velfungerende, er det vigtigt, at det enkelte skolebyggeri bliver baseret på en helhedsforståelse, så hensynet til energiforbrug og miljøforhold bliver afbalanceret fornuftigt med hensynet til arkitektur, indretning og indeklima.

    Ethvert skolebyggeri kræver derfor en helhedsplanlægning, som gør det muligt på én gang:

-     At opfylde folkeskolelovens intentioner.

-     At spare på udgifterne til drift og vedligeholdelse.

-     At fremme skolens værdier gennem den valgte arkitektur og indretning.

Samtidig er det vigtigt, at man vælger løsninger, som er lette at implementere og enkle at bruge og vedligeholde i praksis, hvis de også på lang sigt skal fungere optimalt.

    Og endelig skal skolen være fleksibel, så den kan forandres over tid. En skole er nemlig ikke en statisk størrelse. Skolebygningen skal kunne tilpasse sig de skiftende krav, som det omgivende samfund stiller til folkeskolen.


Anvisningens formål

Denne anvisning er tænkt som en vejledning til brug ved planlægning og projektering af energieffektive skoler med gode fysiske rammer. Anvisningen giver en helhedsforståelse for nogle af de mange emner, som kommer i spil ved projektering af en skole. 

    Anvisningen retter sig mod beslutningstagere, skoleledere, medarbejdere og de rådgivere/projekterende, som i samarbejde skal planlægge og projektere en større ombygning eller nybygning ved en skole.

    Hensigten med anvisningen er at give deltagerne i denne proces en bred og fælles baggrund for at forstå helheden, kommunikere indbyrdes og træffe beslutninger. De enkelte afsnit indeholder derfor ikke en detaljeret projekteringsvejledning, men derimod en overordnet beskrivelse af de emner, som det er vigtigt at parterne diskuterer og forholder sig til i et godt samarbejde.

    Det er således ikke meningen, at ”ventilationseksperten” kun skal læse ventilationsafsnittet – han/hun bør måske derimod især koncentrere sig om de øvrige afsnit, for eksempel belysning eller det indledende afsnit om kravene til skolens bygninger.

Anvisningens indhold

Fokus i anvisningen er lagt på de emner, som erfaringsmæssigt giver problemer eller unødvendigt stort energiforbrug – ofte på grund af manglende koordinering mellem forskellige hensyn, eller brugerrepræsentanternes manglende indsigt i baggrunden for beslutninger.

    Tilsvarende er anvisningen koncentreret om normalklasserum – dels på grund af omfanget og dels fordi erfaringer og beslutninger herfra kan overføres til de fleste andre rumtyper på skolerne, fx lærerrum og kontorer.

    Til gengæld indeholder anvisningen ikke de emner, som erfaringsmæssigt ikke giver de store problemer i projekteringen eller udførelsen, for eksempel radiatoranlæg.

    Der er gjort en særlig indsats for at beskrive løsninger, som gør det muligt at nedsætte energiforbruget til belysning og ventilation og samtidig skabe et sundt indeklima. I anvisningen er der desuden et kapitel der beskriver, hvordan man kan opnå bedre og mere tidssvarende lydforhold i skoler.   

Modstridende hensyn 

I bestræbelserne på at projektere en god skole vil man ofte støde på modstridende hensyn. Under planlægningen og projekteringen er det derfor afgørende, at man er i stand til at afveje sådanne modstridende hensyn, således at helhedsoplevelsen af lyd, lys og luft i det færdige skolebyggeri kommer til at understøtte skolens aktiviteter, samtidig med at skolens energiforbrug er lavt. For at gøre det lettere for den projekterende at overskue overensstemmelser og konflikter i projekteringen, er der i anvisningens afsluttende kapitel foretaget en sammenstilling af modstridende hensyn i projekteringen.


Oprettet 13/09 2006
Siden er senest redigeret 13/09 2006