Nem indføring i bygningers varmebehov
Hovedelementerne i en bygnings varmebalance. Varmebalancen er forholdet mellem varmetabet fra bygningen og varmetilskuddet til bygningen. Illustration fra SBI-anvisning 190: 'Bygningsudformning og varmebehov'.
Det er ofte meget tidligt i et projekteringsforløb, at der træffes væsentlige beslutninger om for eksempel en bygnings orientering og form - og om vinduernes placering og størrelse. Disse beslutninger har afgørende indflydelse på bygningens varmebehov og udnyttelse af solvarmetilskuddet.
Med den nye SBI-anvisning 190: `Bygningsudformning og varmebehov' får projekterende arkitekter og ingeniører nu et nemt værktøj til at inddrage hensynet til varmebehovet på et tidspunkt i projekteringsforløbet, hvor det ofte kan være nødvendigt at træffe beslutninger på grundlag af generel viden, erfaringer og overslag - uden at foretage egentlige beregninger.
Energirammen
Både i Bygningsreglementet fra 1995 og det nye Småhusreglement, der endnu ikke er udkommet, opereres med en ny mulighed for at opfylde varmeisoleringskravene: energirammen.
Energirammen angiver det maksimalt tilladte årlige varmebehov til opvarmning og ventilation pr. m2 etageareal.
I anvisningen beskrives grundlaget for en overordnet vurdering af bygningens udformning i relation til varmebehovet og energirammebestemmelserne.
Større fleksibilitet i arealet af vinduer og yderdøre
Ved at bruge energirammen kan der normalt opnås større fleksibilitet med hensyn til arealet af vinduer og yderdøre. Her kan man fx sænke U-værdien for vinduer og yderdøre samtidig med at U-værdien hæves for ydervægge - og derved opnå et større vindues- og yderdørsareal end de 22 pct. der er bestemmende, hvis der projekteres ud fra U-værdikrav.
Uopvarmede glasrum
En måde at gøre bygningen mere attraktiv og spændende på kan være at etablere uopvarmede glasrum.
Glasrum reducerer samtidig bygningens varmebehov. Reduktionen afhænger blandt andet af glasrummets udformning og solindfaldet i glasrummet samt til de bagvedliggende rum.
Nem at gå til
Den nye anvisning er rigt illustreret og et let tilgængelig supplement til den tidligere udsendte SBI-anvisning 184: Bygningers energibehov, hvor grundlaget for egentlige beregninger beskrives.
I den nye anvisning behandles:
- Bygningers varmebalance
- Bygningsreglementernes krav
- Bygningens geometri og orientering
- Vinduers varmebalance
- Muligt vinduesareal
- Skygger, vindueskonstruktion og rudetype
- Udnyttelse af varmetilskud
- Uopvarmede glasrum
- Ventilation og varmegenvinding.
Anvisningen runder af med et eksempel på projektering af et etagehus.
TIL REDAKTIONEN:
Yderligere oplysninger om bogen kan fås ved at kontakte akademiingeniør, ph.d., seniorforsker Søren Aggerholm, Afdelingen for Energi og Indeklima, Statens Byggeforskningsinstitut (SBI).
Læs mere om 'Bygningers energibehov: Be10 beregningsprogrammet'