Skole sparer på energien med naturlig ventilation
På Enghøjskolen fjernede man den mekaniske ventilation og gav elever og lærere ansvar for at lufte ud ved at åbne vinduerne. Samtidig installerede man timerstyret åbning af vinduerne i frikvartererne. Det medførte store energibesparelser og bedre luftkvalitet i klasseværelserne
Det kan være både bedre og billigere at ventilere en skole på gammeldags maner, hvor elever og lærere åbner vinduerne efter behov. Det viser en undersøgelse, som seniorforsker Lars Gunnarsen fra By og Byg har foretaget i forbindelse med en omfattende renovering af Enghøjskolen i Hvidovre.
I forbindelse med renoveringen fjernede man den mekaniske ventilation fra klasselokalerne. Man forbedrede i stedet mulighederne for at lufte ud gennem vinduerne og kombinerede dette med en timerstyring, så vinduerne automatisk åbner, når det ringer ud til frikvarter. Der er fortsat mekanisk ventilation i faglokaler, kantine, fritidshjem og toiletter.
Efter renoveringen er skolens udgifter til energi reduceret betydeligt, hvilket blandt andet skyldes, at den mekaniske ventilation er fjernet i klasselokalerne. Desuden er brugerne blevet mere tilfredse med indeluften. Også målinger viser, at luftkvaliteten er forbedret.
Dét skal der til
Lars Gunnarsen konkluderer, at flere forhold er afgørende, når man ønsker at forbedre indeklimaet og reducere energiforbruget i en skole:
- Man skal forøge rumhøjden. På Enghøjskolen flyttede man klasselokalerne fra stuen til første sal, tagene fik rejsning og tagrummet blev inddraget i klasselokalerne.
- Brugerne skal være indstillede på at påtage sig en del af ansvaret for kvaliteten af indeklimaet. På Enghøjskolen blev eleverne opfordret til at gå ud i frikvartererne, og for at støtte dette blev der indrettet flere nye forbindelser mellem undervisningslokaler og skolegården.
- Man skal stille forståelige og kraftfulde virkemidler til rådighed for brugerne. Der blev på Enghøjskolen sat større vinduer i facader og i de skrå tagflader. Der blev installeret timerstyring knyttet til ringetiderne.
En pædagogisk udfordring
I de kommende år vil børnetallet stige. Det vil medføre, at der skal bygges nye folkeskoler, og det vil blive nødvendigt at ombygge eksisterende skoler. Samtidig er der voksende opmærksomhed omkring indeklimaet på folkeskolerne. For Enghøjskolens vedkommende var udbredt forekomst af skimmelsvamp en afgørende faktor bag renoveringen.
"I forbindelse med nybygninger og renoveringer af folkeskoler vil det være naturligt at stille krav om høj kvalitet af indeluften i klasselokalerne. Et godt indeklima har betydning for elevernes trivsel og indlæring. Samtidig skal der spares mest muligt på energien. Ventilation og opvarmning er de mest energikrævende aktiviteter på skolerne," siger seniorforsker Lars Gunnersen, der har gennemført undersøgelsen.
"Flere internationale projekter viser, at mekanisk ventilation byder på store udfordringer, når det gælder vedligeholdelse og behovstilpasning. Erfaringerne fra Enghøjskolen peger på, at det er muligt at opnå såvel større tilfredshed som energibesparelse ved at kombinere naturlig og mekanisk ventilation, men undersøgelsen viser også, at den helt store udfordring er at lære brugerne at tage ansvar for udluftningen".
By og Byg har udgivet en rapport om undersøgelsen af Enghøjskolen: By og Byg Resultater 004: Reduceret energiforbrug til skoleventilation – En interventionsundersøgelse.
Til redaktionen: Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til seniorforsker Lars Gunnarsen, By og Byg.
Den viste illustration kan til fri afbenyttelse hentes i høj opløsning (ligger i en selvudpakkende fil, 955 KB) ved at klikke på billedet.
Enghøjskolen efter renoveringen. Klasselokalerne er blevet flyttet til første sal og har fået større rumhøjde og volumen ved at give taget rejsning og inddrage tagrummet i klasselokalerne.
Læs mere om 'Reduceret energiforbrug til skoleventilation'