Elforbruget til ventilation kan halveres
Forskere fra By og Byg anslår, at man uden større ekstraomkostninger kan halvere elforbruget til ventilation i kontorbygninger.
Over 10 pct. af Danmarks samlede elforbrug går til drift af ventilatorer, heraf bruges hovedparten i erhvervsbyggeri.
Forskere fra By og Byg anslår, at man kan halvere elforbruget til ventilation af kontorbygninger, dels ved at optimere ventilationsanlæggene og dels ved at designe nye kontorbygninger, så de bruger mindre el til belysning, køling og ventilation.
Og da det ikke nødvendigvis er dyrere at bygge energieffektive bygninger, kan den del af besparelsen på elforbruget opnås stort set uden ekstraomkostninger for bygherren. Ekstraomkostningerne til optimering af ventilationsanlægget vil kunne tjene sig ind relativt hurtigt – formentlig i løbet af et par år – som følge af besparelsen på elforbruget.
Stort set samme elforbrug med og uden mekanisk køling
Seniorforskerne Niels Christian Bergsøe og Lennart Jagemar har gennemført en undersøgelse af elforbruget i 25 ventilationsanlæg i nyere kontorbyggeri. Forskerne kan på den baggrund pege på en række muligheder for at opnå betydelige elbesparelser ved at reducere den del af elforbruget, der er forbundet med transport af luften i ventilationsanlægget. De gode råd er opsummeret i faktaboksen på næste side.Der er derimod ikke noget, der tyder på, at man kan opnå en elbesparelse alene ved at vælge anlæg uden mekanisk køling. En teoretisk analyse af elforbruget i anlæg med og uden mekanisk køling viser nemlig, at det totale elforbrug til ventilatorer og kølemaskiner bliver næsten det samme i de to typer anlæg, hvis man skal opnå det samme termiske indeklima i bygningens kontorer. I anlæg uden mekanisk køling anvendes elforbruget blot ikke direkte til køling men i stedet til at øge volumenstrømmen i anlægget.
Gode råd om projektering af ventilationsanlæg med lavt elforbrug
Der kan spares på elforbruget til transport af luft i ventilationsanlægget ved at reducere system- og tryktabet i anlægget. Det kan ske ved at:
- Undgå kanaludvidelser ved ventilatorens ind- og udløb.
- Undgå at placere lyddæmpere, spjæld og andre enkeltmodstande for tæt på ventilationsaggregatets udløb.
- Begrænse antallet af enkeltmodstande.
- Udforme bøjninger i kanalsystemet, så bøjningens radius mindst er lig med kanalens diameter, og afgreninger højst er i 45° vinkel med hovedkanalen.
- Udforme kanalsystemet i runde kanaler fremfor rektangulære og i rigelig dimension med henblik på at begrænse lufthastigheden i lige kanalstrækninger.
- Anvende spareventilator® og sparemotor® (se www.spareventilator.dk. og www.sparemotor.com).
- Optimere transmissionen mellem motor og ventilator, fx ved at dimensionere remtrækket korrekt. Det anbefales at anvende større remskiver og færre remme fremfor mindre skiver og flere remme.
- Vælge optimal aggregatstørrelse under hensyntagen til ventilationsanlæggets specifikke elforbrug til lufttransport (SEL).
By og Byg har udgivet en vejledning med gode råd om projektering af ventilationsanlæg med lavt elforbrug. Vejledningen hedder 'By og Byg Resultater 026: Lavt elforbrug til ventilation'.
Til redaktionen: Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til seniorforsker Niels Christian Bergsøe By og Byg, telefon 4574 2383.
Læs mere om 'Lavt elforbrug til ventilation'