Partikelfiltre i boliger gavner sundheden
Allerede efter to døgn med partikelfiltre i ældre menneskers lejligheder kan man se forbedring af elasticiteten i deres blodårer. Og netop denne elasticitet spiller en væsentlig rolle for at forhindre udvikling af åreforkalkning og blodpropper.
Det viser et forskningsprojekt, som seniorforsker Lars Gunnarsen fra Statens Byggeforskningsinstitut (SBi) ved Aalborg Universitet har gennemført sammen med en række andre forskere. Undersøgelsen skulle vise, om det havde en effekt på sundhedstilstanden hos ældre personer, hvis de i dagligdagen i deres bolig blev fri for at indåndede trafikos og andre partikelforureninger, der kommer både udefra og indefra.
Undersøgelsen blev gennemført hos 41 raske ikke-rygende personer over 60 år, som bor nær en trafikeret vej. De blev bedt om at have en almindelig adfærd i deres bolig over en periode på en uge, hvor man henholdsvis indsatte og fjernede filtrene. Personerne var ikke klar over, hvornår filtrene var slået til eller fra, og de vidste derfor ikke, om de indåndede renset luft eller den normale, partikelfyldte luft.
Se hele pressemeddelelsen: 'Partikelfiltre i boliger gavner sundheden' (17.02. 2009).