Artikel i Forsk25: Spar op til 50 pct. med lysstyring
Forbruget af elektrisk lys i bygninger kan i gunstige tilfælde reduceres med op til 50 pct. hvis man bruger automatisk lysstyring.
Det fremgår af en ny SBi-anvisning om lysstyring, der viser hvordan man ved hjælp af lysstyringssystemer skaber arbejdspladser med gode lysforhold og behagelige temperaturer, samtidig med at elforbruget i bygningerne nedsættes.
Ofte er indførelsen af lysstyring blevet mødt med suk: "Åh nej, ikke lysstyring. Det virker jo ikke".
Dårlig kommunikation i processen fra behovsanalysen til leveringen af det færdige lyssystem har ofte ført til at systemet ikke passede til kundernes behov, eller kunderne ikke var ordentligt instruerede i hvordan anlæggene fungerede. Resultatet var ofte at systemet blev slået fra med unødvendigt elforbrug til følge.
Men sådan behøver det ikke at være, siger seniorforsker Jens Christoffersen:
"Vi fandt ud af at det var nødvendigt at gøre meget mere ud af kommunikationen mellem hvert led i processen. Den skal overvejende være skriftlig eller skemalagt med fyldestgørende oplysninger om økonomi, energi og brugerkomfort, og den skal pege på fordele og ulemper ved de forskellige typer systemer. På den måde lykkes det at kunden får et anlæg der passer til behovet, og som er let at forstå og vedligeholde".
Enerigrammen kan opfyldes med lysstyring
Det vil sandsynligvis være sådan at de fleste bygninger ikke kan opfylde kravene i energirammen fra 2006 uden at have et eller flere belysningssystemer. Forfatterne bag anvisningen forudser derfor en stigende efterspørgsel på velfungerede anlæg.
SBi-anvisningen er udformet som en håndbog, der beskriver alle led i processen. Bl.a. vejledning i hvordan de valgte systemer skal beskrives, så kommunikationen mellem alle involverede parter bliver så god som mulig. Anvisningen giver også råd om indregulering og afprøvning af systemerne samt den efterfølgende instruktion af brugerne.
Anvisningen indeholder et gennemarbejdet eksempel på hvordan en proces fra bestilling til levering kan forløbe. Bagest i anvisningen findes en række appendikser der dels beskriver de mest anvendte begreber, dels supplerer håndbogen med erfaringer fra brug i praksis.
SBi-anvisning 220, 'Lysstyring', kan bestilles i trykt form eller som e-bog på sbi.dk/anvisninger eller hos Byggecentrum.
pkd