Emnenavigation
Statens Byggeforskningsinstitut
Dr. Neergaards Vej 15
DK - 2970 Hørsholm
T +45 45 86 55 33
F +45 45 86 75 35
EAN 5798000019034
CVR 29102384
sbi@sbi.dk

Artikel Forsk26: Ny kontorlampe sparer en fjerdedel af el-udgiften

Sammenlignet med et nyt, typisk belysningsanlæg kan en nyudviklet arbejdslampe spare en fjerdedel af elforbruget i kontor- og servicebygninger. Lampen har et lavt energiforbrug, den giver et højt lysudbytte og bidrager til almenbelysningen i rummet, som dermed kan reduceres.

SBi har sammen med Henning Larsen Architects A/S, Esbensen Rådgivende Ingeniører A/S og Højager Belysning A/S udviklet det nye lysarmatur.

Personlige arbejdslamper er kommet for at blive

I Danmark har vi et langt lavere forbrug af almenbelysning i kontor- og servicebygninger end næsten alle andre lande, fordi vi foretrækker individuelle lamper til at opfylde vores lysbehov. Men når man beregner energirammen i nye bygninger, er det kun almenbelysningen, der indgår i regnskabet. Det betyder, at det beregnede energiforbrug langt fra afspejler det efterfølgende virkelige forbrug. For ud over almenbelysninger bruges nemlig arbejdslamper, der ofte er meget energikrævende og uden nogen form for automatisk styring.

Fremtidssikret lampe med lidt børnesygdomme

Lyskilden i den nye lampe er et dæmpbart lysstofrør, der er billigt og har lang levetid. Man fravalgte LED som lyskilde, primært fordi farvegengivelsen og prisen ikke opfyldte de ønskede mål, men også fordi den teknologiske udvikling på LED-området går så stærkt i disse år, at mulighederne ville ændre sig i udviklingsperioden. Lampen er derimod udviklet så fleksibel, at lyskilden vil kunne erstattes med dioder.

Lampen kan flyttes i alle retninger, den blænder ikke brugeren og kan nemt placeres sådan, at den ikke giver generende reflekser i bordet. En del af lyset kastes opad, hvorved lampen kan bidrage til rummets almenbelysning. Men det vil dog være nødvendigt at supplere almenlyset, f.eks. med lys på de nærmeste vægge eller gangarealer.

”Lampen opfylder næsten alle de opstillede krav, især kravet om energieffektivitet. Med denne lampe er der fokuseret på behovet for lys på de enkelte arbejdspladser, i stedet for som traditionelt at lave et ensartet, monotont lys i hele kontoret. Derfor er konceptet meget lovende”, siger Kjeld Johnsen, der er seniorforsker på SBi og medudvikler af lampen, og han fortsætter:

”Men lampen skal forbedres i designet, bl.a. gøres mindre, før den sættes i egentlig produktion. Derfor overvejer vi nu, om forskerteamet skal gå i samarbejde med en dansk lampeproducent, så de gode egenskaber kan indbygges i en LED-baseret arbejdslampe”.

Projektet er støttet af Elnetselskabernes F&U-program for effektiv elanvendelse.

pkd

sbi.dk/indeklima/lys

Brugerundersøgelse

Som led i afprøvningen af den udviklede prototype på arbejdslampen blev der gennemført en brugerundersøgelse i den gruppe, som havde lampen til afprøvning i ca. fem uger. De seks brugere blev bedt om at besvare et spørgeskema vedrørende den eksisterende belysning samt for de tre forskellige nye belysningssituationer, som forekom i perioden:

Belysningssituationen som den så ud, inden forsøget gik i gang. Foto: Steen Traberg-Borup.

Belysningssituationen som den så ud, inden forsøget gik i gang. Foto: Steen Traberg-Borup.

I rummet er monteret hvide plader i loftet. Kun de nye arbejdslamper er tændt. Foto: Steen Traberg-Borup.

I rummet er monteret hvide plader i loftet. Kun de nye arbejdslamper er tændt. Foto: Steen Traberg-Borup.

Her er arbejdslamperne suppleret med fire eksisterende loftsarmaturer. Foto: Steen Traberg-Borup.

Her er arbejdslamperne suppleret med fire eksisterende loftsarmaturer. Foto: Steen Traberg-Borup.

Arbejdslamperne er her suppleret med en uplight-lampe i midten af rummet. Foto: Steen Traberg-Borup.

Arbejdslamperne er her suppleret med en uplight-lampe i midten af rummet. Foto: Steen Traberg-Borup.

Kontakt Kjeld Johnsen
Lagt på nettet 03/11 2009
Siden er senest redigeret 04/11 2009 af Hanne Brix