God udnyttelse af dagslyset i bygninger
Dagslyset spiller en væsentlig rolle for personers rumoplevelse, trivsel og velvære i en bygning - hvad enten bygningen er arbejdsplads eller bolig. Udnyttelse af dagslyset har også betydning for energiforbruget - specielt elektriciteten til den kunstige belysning.
Når arkitekter og ingeniører i deres projektering skal tilgodese en god udnyttelse af dagslyset i nye bygninger, har de mulighed for at benytte forskellige beregningsværktøjer - der spænder over de meget simple beregningsmetoder til de meget avancerede.
For at de projekterende kan få et overblik over og en sammenligning af de forskellige metoder - f.eks. hvor enkle eller komplicerede de er at bruge, og hvor brugbare resultaterne er - har Statens Byggeforskningsinstitut (SBI) udgivet SBI-rapport 277: "Beregningsværktøjer til analyse af dagslysforhold i bygninger". I rapporten gennemgås et stort antal beregningsmetoder, og hovedkonklusionen er, at de alle er anvendelige til de mest grundlæggende beregninger og giver kun små forskelle i beregningsresultaterne.
God udnyttelse af dagslyset - lavere energiforbrug
Det kan siges enkelt : hvis dagslyset udnyttes bedre i bygninger, kan der spares meget på el-forbruget - til gavn for det samlede energiforbrug og til glæde for miljøet.
Hidtil har der i Danmark ikke været tradition for, at der blev udført dagslysberegninger i projekteringsfasen. Men med en større opmærksomhed på dagslys og el-forbrug til belysning, er der udviklet forskellige avancerede beregningsværktøjer, der kan give et billede af bygningernes dagslysforhold - alt efter den arkitektoniske udformning af facader og vinduer.
Beregningsmetoderne kan desuden bruges til eftervisning af myndighedernes krav vedrørende dagslystilgang og belysningsforhold i arbejdslokaler og boliger.
Mange gode beregningsmetoder
Det kan i praksis være et problem for de projekterende at vælge mellem de mange analysemetoder - der strækker sig fra simple håndberegningsmetoder til mere komplicerede edb-beregninger.
Af SBI-rapport 277 fremgår det, at alle de afprøvede metoder er anvendelige til de mest grundlæggende beregninger, og de giver kun små forskelle i beregningsresultaterne.
For det mest avancerede edb-beregningsprogram er det desuden vist, hvordan belysningsforholdene kan visualiseres i form af et næsten foto-realistisk billede - genereret af programmet.
Metoderne afprøvet i et traditionelt kontorlokale
Beregningsmetoderne er afprøvet i et traditionelt udformet kontorlokale med dagslysindfald gennem en almindelig 2-lags rude. Denne rumtype er valgt, fordi den forekommer hyppigst i praksis.
Hvis rummene har vinduesåbninger med særlige lysdirigerende foranstaltninger, der fordeler dagslyset anderledes i rummet, er det dog nødvendigt at anvende en af de mere avancerede metoder.
Beregningsværktøjer til analyse af dagslysforhold i bygninger
SBI-rapport 277. Statens Byggeforskningsinstitut. Jens Christoffersen, Erwin Petersen og Kjeld Johnsen. 1999. 104 sider. Kr. 230,00. Bogen kan bestilles her eller købes i Byggecentrum Boghandel, tlf. 70 12 06 00 eller fax 70 12 08 00.
Sammenligning af forholdet mellem belysningsstyrken i rummet og i det fri - også kaldet dagslysfaktoren - målt og beregnet med en række forskellige metoder. Illustration fra SBI-rapport 277: "Beregningsværktøjer til analyse af dagslysforhold i bygninger".
TIL REDAKTIONEN:
Yderligere oplysninger kan fås hos civilingeniør, ph.d., seniorforsker Jens Christoffersen, civilingeniør, ph.d., seniorforsker Erwin Petersen eller civilingeniør, seniorforsker Kjeld Johnsen, Statens Byggeforskningsinstitut.
Læs mere om 'Beregning af dagslys i bygninger'