Artikel i FORSK11: 'Hver fjerde føler sig generet af dårligt indeklima i boligen'
Mere end hver fjerde voksne dansker føler sig generet af en eller flere miljøfaktorer i boligen. Samtidig tilbringer danskerne rigtig mange timer dagligt i deres bolig. Halvdelen af alle voksne tilbringer således mere end 16 timer i deres bolig på et hverdagsdøgn.
Støj og os fra trafik ser ud til at være den væsentligste årsag til gener i boligen. Andre gener er fodkulde, for høje eller for lave temperaturer, lugtgener fra tobaksrøg samt støj og lugt fra naboens aktiviteter.
Oplysningerne stammer fra en stor undersøgelse som er gennemført af Statens Institut for Folkesundhed i samarbejde med By og Byg. Det er den første brede undersøgelse der beskriver miljøet i og nær boligen på grundlag af oplysninger fra et repræsentativt udsnit af voksne danskere. Undersøgelsen omfatter en lang række miljøfaktorer i boligen, f.eks. rengøringsadfærd, udluftningsmuligheder, kæledyr, tæpper i soveværelset og brug af kemiske bekæmpelsesmidler i og omkring boligen.
Undersøgelsen viser at langt de fleste danskere har en god boligadfærd. Mere end 90 pct. lufter ud dagligt, bruger emhætte el.lign. under madlavning, sørger for udluftning efter bad, og støvsuger eller vasker gulv mindst én gang om ugen. Og ca. hver fjerde lufter dyner dagligt. Der findes dog også eksempler på mere uheldig adfærd, f.eks. har mere end halvdelen store tæpper i soveværelset, hvilket kan give anledning til øget forekomst af husstøvmider. Desuden oplever hver tiende at støj, luftforurening og risikoen for indbrud er en barriere for at få luftet tilstrækkeligt godt ud.
Fugtige boliger
På trods af de gode udluftningsvaner viser undersøgelsen at der
øjensynlig er problemer med fugt i mange danske boliger. Om vinteren
har næsten halvdelen dug på ruderne i soveværelset, hvilket kan være
tegn på at fugtkilderne er store i forhold til udluftningen. Næsten
hver femte dansker døjer med fugtskjolder eller mugpletter på vægge,
gulve eller lofter, og omtrent lige så mange har haft fugtskader inden
for de sidste fem år.
Der er tilsyneladende ikke sket nogen ændringer i omfanget af fugt-
og mugpletter i danske boliger siden begyndelsen af 1980'erne, hvor man
fandt et lignende omfang.
Fakta om danskernes boligforhold:
-
Det gennemsnitlige boligareal er 124 kvm.
-
En gennemsnitlig husstand er på 2,5 personer
-
54 pct. tilbringer mere end 16 timer i døgnet i deres bolig på en hverdag
-
92 pct. lufter ud dagligt
-
18 pct. har fugtskjolder eller mugpletter i deres bolig
-
40 pct. har kæledyr, heraf langt hovedparten hund eller kat
gsc