Artikel i Forsk23: Gåden om astma og allergi skal løses
Gennem de seneste 20 år er flere og flere mennesker i den vestlige verden blevet ramt af astma og allergi. De præcise årsager til sygdommene er ikke fundet, men noget tyder på at de skal findes i den ‘vestlige livsstil’. Især indeklimaet i vores huse og andre bygninger er under mistanke.
En omfattende forskningsindsats på området skal gøre det muligt at forebygge de nye folkesygdomme mere effektivt. Det vil spare samfundet for store udgifter til sygedage, medicin og hospitalsindlæggelser, og det vil reducere de menneskelige omkostninger for patienterne.
Mange bække små …
Tidligere undersøgelser af mange forskellige faktorer har kun kunnet forklare en mindre del af hvorfor så mange både børn og voksne udvikler astma og allergi. Men nu indikerer nye indeklimastudier af vores huse, lejligheder og arbejdspladser at man skal søge årsagerne i den samlede virkning af fugt og skimmelvækst, partikler og anden forurening af indeklimaet, bl.a. blødgørere (de såkaldte phtalater) i husstøv. Det er de mange små bidrag der tilsammen skaber den store virkning.
Derfor har en gruppe forskere formuleret et stort, tværvidenskabeligt forskningsprogram, Danskernes Boliger og Sundhed, hvor danskerne og deres boliger skal undersøges for at løse gåden om astma og allergi. Programmet koordineres af seniorforsker Lars Gunnarsen fra SBi og afdelingslæge Harald Meyer fra Nordsjællands Hospital i Hillerød.
Forskerne vil følge 3.000 nyfødte børn med gentagne lægeundersøgelser, og 120.000 voksne i registre i seks år for bl.a. at se hvornår sygdommene opstår. Desuden bliver alle forsøgspersonernes boliger undersøgt.
Forskerne har store forventninger til undersøgelsens resultater og håber at kunne opnå både offentlig og privat støtte til at medfinansiere den store befolkningsundersøgelse.
pkd
Mere om Danskernes Boliger og Sundhed
Foto: Scanpix