Skimmelsvampe og sundhedsrisici i stærkt vandskadede bygninger
En dansk forskergruppe har for første gang påvist, at der kan forekomme sundhedsskadelige stoffer fra skimmelsvampe, der vokser på byggematerialer. I en ny rapport, Skimmelsvampe i vandskadede bygninger (SBI-rapport 282) fra Statens Byggeforskningsinstitut (SBI) beskrives undersøgelser af skimmelsvampevækst på forskellige materialer, der er udtaget fra 23 bygninger.
Undersøgelsen har primært omfattet offentlige bygninger, fx skoler og daginstitutioner med længerevarende vandskader.
Øget behov for sundhedsfaglige vurderinger
Forfatterne oplyser, at det især er tre svampe, der typisk optræder på de undersøgte vandskadede byggematerialer. Fra to af disse svampe er der fundet mykotoksiner, der er kendt fra andre fagområder for at være sundhedsskadelige.
Seniorforskerne Suzanne Gravesen og Peter A. Nielsen fra Statens Byggeforskningsinstitut understreger derfor nødvendigheden af, at der sættes yderligere forskning igang for at få skabt en større biologisk, byggeteknisk og toksikologisk viden.
Der mangler stadig grundlag for at kunne anvise metoder til at fjerne eller forhindre skimmelsvampevækst og for at kunne belyse det nødvendige omfang af renovering af inficerede bygninger.
Årsager til skimmelsvampevækst
Ud over en detaljeret gennemgang af undersøgelsesmetoder og -resultater beskriver SBI-rapport 282 en række årsager til vandskader. Desuden belyses sammenhænge mellem mikroorganismer, materialer og indeklimaforhold samt gunstige vækstbetingelser for skimmelsvampe og deres biologisk aktive komponenter, fx allergener, mykotoksiner og glukaner.
Skulderklap til SBI's indeklimaforskning
Fortsættelsen af forskningsarbejdet er netop blevet muliggjort, idet SBI mandag den 26. maj 1997 modtog en donation på kr. 600.000 fra Birch & Krogboe Fonden til forskning indenfor skimmelsvampevækst i bygninger.
Skimmelsvampe i vandskadede bygninger. SBI-rapport 282. Suzanne Gravesen, Peter A. Nielsen og Kristian Fog Nielsen. Statens Byggeforskningsinstitut (SBI), 1997, 50 sider, kr. 125,00.
Publikationen kan bestilles i boghandelen eller købes direkte hos Byggecentrum Boghandel, tlf. 70 12 06 00 eller fax 70 12 08 00.
Læs mere om 'Skimmelsvampe i bygninger'