Introduktion til 'Den mangfoldige by'

Indledning

Hans Skifter Andersen og hans Thor Andersen

Der er gennem de senere tiår sket store ændringer af vilkår og problemstillinger for danske byer. Det er en udvikling, som blandt andet har at gøre med den påvirkning, som den såkaldte globalisering har for det danske samfund og for byerne, men også med konsekvenserne af, at forbedrede trafik- og kommunikationsmidler ændrer byernes rolle og indhold, at udviklingen i erhvervsstrukturen ændrer erhvervenes krav til og muligheder for lokalisering, og at der er sket ændringer i ønskerne til hvor og hvordan, man vil bo og bruge sine omgivelser. Byerne er således blevet mere præget af hurtig forandring og af indbyrdes konkurrence om erhverv og bosætning. Der er i det senmoderne samfund kommet en øget mangfoldighed i livsstile og ønsker til omgivelserne, som afspejles i nye og mere differentierede krav til livet i byen både fra beboere og fra erhverv. Samtidig er der tendenser til en ulige udvikling i byerne, således at mennesker med få ressourcer i stigende grad koncentreres i mindre attraktive byområder, der ofte, som en følge heraf, kommer ind i en negativ udviklingsspiral.

Det er på denne baggrund, at vi har givet bogen undertitlen: Opløsning, oplevelse og opsplitning.

De opløste byer

Den traditionelle by var en geografisk koncentration af økonomisk aktivitet med erhverv, handel og beskæftigede i disse erhverv samlet i samme område. I dag er denne sammenhæng i vid udstrækning opløst. Erhvervenes afsætning og samarbejdspartnere er spredt til hele kloden, og de ansatte er ofte bosat langt uden for bygrænsen. Der er stærke økonomiske bånd og arbejdsdeling på tværs af større byer, mindre byer og landområder, som betyder, at byerne reelt er reduceret til en samling af bygninger - ikke funktioner. Byen kan ikke længere meningsfuldt defineres ved dens fysiske grænser.

Oplevelsernes byer

Alligevel er der en konkurrence mellem byer - eller mellem forskellige steder i det nationale bylandskab - om at tiltrække skatteborgere og erhverv. Denne konkurrence går i stigende omfang på, at byerne skal være attraktive både at bo og arbejde i. Denne attraktivitet er ikke kun betinget af forhold som bymiljø, transportmuligheder, servicetilbud mv., men også af at der skal være oplevelser af byliv, kultur og natur. Byerne skal kunne danne en ramme om bosætning og erhverv, som kan give tilbud om meningsfuldhed og oplevelser for mange forskellige mennesker og virksomheder. Der er behov for en multikulturel og værdiplural by.

De opsplittede byer

Udviklingen mod en social og økonomisk opsplitning af byerne kan imidlertid være en trussel mod deres fremtid. De fatale konsekvenser af en vidtgående opsplitning kan ses især i amerikanske byer, hvor man finder større byområder i det, der svarer til brokvartererne, som er ophørt med at fungere med mange tomme bygninger og ubebyggede grunde. I de værste tilfælde er disse byer på randen af sammenbrud, og byudviklingen er flyttet ud til en ring i omegnen. De europæiske byer har gode forudsætninger for at undgå en sådan drastisk udvikling, men i mange lande er der enkelte byområder, hvor det har været nødvendig at rydde al bebyggelse af vejen og opbygge området på ny. I Danmark har vi set tendenser mod segregation og dannelse af "problemområder", men en omfattende statslig og kommunal indsats har hidtil kunnet holde problemerne i ave.

Bogens indhold

Bogen består af en del, der handler om byernes udvikling, og en del der ser på bypolitikken - nogle af de instrumenter og initiativer som stat og kommuner har brugt til at styre byudviklingen. Artiklerne i den første del af bogen er delt op efter de tre hovedemner i undertitlen.

I afsnittet Byernes udvikling - den opløste by er der først en artikel om globa-liseringen og dens betydning for danske byer. Dernæst beskrives byernes udvikling mod en stærkere koncentration i de største byområder og en opløsning af bystrukturen. Endelig beskrives tendenser i erhvervsstrukturens geografiske udvikling med København som eksempel.

Afsnittet Den oplevede by indeholder to artikler. Den ene beskæftiger sig både med erhvervenes krav til de byer, hvor de lokaliserer sig, og med den betydning som erhverv har for livet i byen og byområders udvikling. I den anden artikel gøres op med traditionelle forståelser af byen og af bylivet i det senmoderne samfund. I artiklen gives et bidrag til nye måder at forstå den multikulturelle og værdiplurale by.

I afsnittet Den opsplittede by er der først en artikel, som belyser årsagerne til segregation og ulige udvikling i byerne og de mulige konsekvenser heraf. Segregation har en sammenhæng med stedsforståelse, som kan være afgørende for, hvor forskellige grupper vælger at bosætte sig i byen, og om de ressourcestærke fravælger bestemte byområder. Den anden artikel handler om stedsforståelse i stigmatiserede byområder og påviser, hvordan denne er meget forskellig afhængig af, om man selv bor i området, eller ikke gør det. Endelig behandles i den sidste artikel spørgsmålet om, i hvor høj grad beboerne i de såkaldte problemramte byområder i Danmark har relativt dårligere levevilkår.

I den første artikel i afsnittet Strategier for den mangfoldige bys udvikling gives der en hård kritik af den traditionelle byplanlægnings fastlåste værdigrundlag og indhold, og der peges på behovet for at inddrage en større forståelse for det komplekse byliv i et samarbejde med borgerne om byens udvikling. I den næste artikler diskuteres erfaringerne fra nogle af de mere omfattende indsatser over for problemområder, som er foregået i det såkaldte Byudvalgs regi i slutningen af 90erne. De sidste to artikler handler om vigtige delelementer i denne indsats, nemlig mod hhv. lokal kriminalitet og problemer med misbrugere. I begge artikler opbygges en teoretisk ramme for forståelsen af disse fænomener som grundlag for en diskussion af erfaringerne med de gjorte indsatser.

Byernes udvikling - den opløste by

Byudviklingen i Danmark viser to tydelige spring inden for de seneste årtier: Omkring 1970 afløstes den daværende koncentrerende byvækst, der kom storbyerne til gode, af en geografisk spredning til fordel for mindre byer. Denne udvikling fortsatte gennem de næste årtier til omkring 1990, hvor en fornyet bølge af koncentration kan iagttages: De store byers vækst overgår atter de mindre og små byers vækst, hvoraf mange i den regionale periferi er i direkte tilbagegang.

Byspredningen var i god overensstemmelse med bestræbelserne på at rette ’det skæve Danmark’ op, som skiftende regeringer frem til 1980ernes slutning proklamerede gennem årlige landsplanredegørelser. Byvæksten reduceredes generelt fra 1960erne til 1990'ernes begyndelse (Illeris, 1992), og der syntes at være etableret en mere ligelig, stabil regional balance. 1990'erne blev et udfordringens årti for byerne, hvor globaliseringen nedbrød regionale markeder og stabilitet. Ikke alle byer og regioner har vist sig lige konkurrencedygtige på de internationale markeder. Det har ført til en hastig forandring af erhvervsstrukturen med nedlæggelse eller reduktion af traditionelle virksomheder i stort omfang. Dette strukturskift og efterfølgende større vægt på videnstunge og kreative erhverv påvirker både bysystemet (fra mindre og mellemstore byer til storbyerne) og bystrukturen, det vil sige byernes indre organisering, hvor central beliggenhed atter er blevet attraktiv for erhvervslivet.

Globalisering – glokalisering

Globalisering er blevet et samlebegreb for en række forskellige forandringer af samfundet: Mere end noget andet forstås globalisering som et rammebegreb vedrørende de forhold, der er bestemmende for de enkelte staters, erhvervs, regioner og byers samt individers muligheder. Rammeforhold, der gennem det seneste årti er blevet stadigt mere nærværende selv for almindelige borgere. Globaliseringen indgår direkte eller indirekte i flere af bogens bidrag (Andersen & Nørgaard; Andersen & Engelstoft, Winther, Storgaard); dens effekter gør sig indirekte gældende i forbindelse med marginalisering og udviklingen af socialt belastede bydele.

Forståelsen af globaliseringen er fortsat flertydig; globaliseringen opfattes på en gang både som en trussel mod, og forudsætning for, velfærdsstaten og den enkeltes velfærd. Dette er til dels materielt betinget, eftersom der både er positive og negative erfaringer med globaliseringens effekter. Som helhed har de fleste vestlige lande haft flest fordele ved de forandringer, der har fundet sted som led i globaliseringen: Men det er ikke alle lande, og det er hverken alle dele af de vestlige lande eller deres borgere, der har haft fordel af globaliseringen. En række erhverv, der hidtil har været beskyttet af importrestriktioner og toldsatser, er blevet tvunget til at konkurrere på ver-densmarkedets betingelser uden statslige støtteordninger. Det gælder især en række industrierhverv, hvor arbejdskraftsintensive brancher som stålværker og skibsværfter i stort tal forsvandt i Vesteuropa og Nordamerika fra sidst i 1970'erne, efterhånden som staterne opgav at yde driftsstøtte. De nye, velbetalte servicejob blev oprettet i andre regioner end i de tidligere industriområder. Den hurtige vækst i nye brancher som computer- og mobiltelefonibrancherne gav samtidig anledning til store indkomststigninger og dermed en større indkomstulighed. Regionalt kan den forskellige vækstrate aflæses i den forskellige udvikling i bl.a. ejendomspriserne og flyttemønstret.

Globaliseringen forstås som hovedregel som noget udefra kommende, uafhængigt af den enkelte lokalitet - by, region eller land. Men en central pointe hos Andersen & Nørgaard er netop globaliseringens indlejrede eksistens: Globaliseringen er ikke en mystisk sfære, men en konkret realitet på et utal af lokaliteter. Af samme grund anvender Swyngedow (1997) betegnelsen glokalisering; det globale sker gennem lokaliteterne og det sker gennem handlinger og beslutninger på mange lokaliteter. Reskaleringen har muliggjort og tildels tvunget regioner og byer til at føre en aktiv politik på områder, der for få årtier siden alene styredes af staten, eksempelvis erhvervs- og beskæftigelsespolitikken. Reskaleringen betyder også, at politikken skal tænkes ud over hidtidige grænser.

Erhvervene og byudviklingen

Storgaards artikel ’Erhvervene i byen – Byens erhverv?’ beskæftiger sig med erhverv i byen, men ikke ud fra en traditionel synsvinkel med vægt på hvilke forhold ved byen, der er stimulerende for erhvervslivet, eller hvor megen økonomisk aktivitet og beskæftigelse, de eventuelt bidrager med: Hos Storgaard er problemstillingen ’vendt på hovedet’. Det er erhvervenes betydning for byernes udvikling, navnlig deres kvaliteter for lokalområdet, der er i fokus. Glokaliseringen giver virksomhederne en anden og videre markedshorisont end tidligere; deres konkurrenceevne er ikke kun et spørgsmål om pris pr. produktenhed, men også om at skabe det rigtige produkt med det rette design. Og forudsætningen for at identificere og skabe det rigtige design på det rigtige tidspunkt, eller den kundetilpassede løsning, er en betydelig indføling med markedet. Byen som rum for oplevelse har stor betydning for, hvor den kreative klasse, som Florida (2002) benævner den, vælger at bosætte sig. Den kreative klasse har samtidig afgørende betydning for den videre udvikling af byen og dens oplevelsesværdi, se senere.

Den kreative klasse udgør netop de personer, der sikrer erhvervslivets nytænkning og fornyelse. Deres lokalisering afhænger ikke af lav virksomhedsskat eller højklassificerede motorveje, der kan sikre en hurtig og billig varetransport. For den kreative klasse er det bykvaliteten, der er afgørende for deres valg af lokalitet. De lokaliteter, der kan kombinere høj bykvalitet og ubesværet, global interaktion, har dermed forudsætningerne for at videreudvikle vidensøkonomien. Det sker lettest der, hvor kunderne er koncentreret - i den globalt orienterede metropol som Sassen (1991) anførte. Virksomhederne er som nævnt også med til at skabe det liv, bymiljø, som gør byerne til interessante steder at bo og opholde sig (se Storgaards artikel). Mens industribyen formedes gennem funktionsadskillelse, så synes den servicebase-rede by at fremme nogle typer af funktionsintegration. Parallelt med udnyttelsen af ældre bykvarterer til integrerede byrum lokaliseres visse servicefunktioner, navnlig mere standardiserede typer som detailhandel, administration og visse typer af forlystelser, i nye, ekspanderende bebyggelser i byernes periferi.

Globaliseringen har ligeledes været et centralt omdrejningspunkt for regi-onalgeografien og især den del, der er knyttet til storbyernes erhvervsudvikling. Lars Winther tager i sin artikel afsæt i en ny retning i forskningen, nyregionalismen, der indebærer en forstærket interesse i regionen som økonomisk omdrejningspunkt. Størstedelen af litteraturen vedrørende den regionale økonomi fokuserer på den dynamiske, innovative eller kreative del af serviceerhvervene. Det er sjældent, at den øvrige del af servicesektoren medtages, herved mistes bl.a. forbindelsen til såvel den private som den offentlige velfærdsservice og dermed velfærdsdimensionen, der er i en dynamisk fase i disse år.

Den økonomisk geografiforskning skiftede fra begyndelsen af 1990'erne fra at klarlægge omfanget og baggrunden for den økonomiske omstrukturering, afindustrialisering og udviklingen af en ny geografisk arbejdsdeling til at forsøge en indkredsnings af lokal og regional konkurrenceevne på baggrund af innovation, videnskabelse og læring med virksomheden som det centrale udgangspunkt. Det er denne regionalindgangsvinkel, der er blevet betegnet nyregionalismen, og som har haft markant indflydelse på udformningen af erhvervs- og regionalpolitikken gennem 1990'erne. Specielt har diskussionen om storbykonkurrence, regional udvikling og ændret geografisk skala i forlængelse af globaliseringsdiskussionen været omfattende. Et af dens po-stulater er, at nationalstaterne opløses til fordel for regionerne, et synspunkt, der er blevet næret af den europæiske udvikling og diskussion.

Den danske forskning i serviceøkonomien har taget udgangspunkt i forretnings- eller virksomhedsservice og dens voksende betydning for beskæftigelse og økonomi. Traditionelt er dette sket gennem empiriske studier af virksomhedernes lokalisering. Et andet tema er betydningen af virksomhedsservice for den regionale og lokale udvikling, og endelig har et tredje tema været forholdet mellem virksomheder og erhvervsstrukturen generelt.

Erhvervsstrukturen i Vesteuropas storbyer har ændret sig afgørende i ef-terkrigstiden fra at være industricentre til bredt sammensatte servicecentre gennem omfattende strukturforandringer i 1970'erne og 1980erne (afindustrialisering). I Københavns tilfælde var afindustrialiseringen af de centrale bydele hovedårsag til beskæftigelsestilbagegangen og den høje ledighed i 1980erne. Medvirkende hertil var den strukturelt betingede lavvækst gennem især anden halvdel af 1980erne og starten af 1990'erne. Da først den økonomiske vækst satte i gang i midten af 1990'erne oplevede København en kraftig beskæftigelsesfremgang og et tilsvarende fald i den samlede ledighed. Denne fremgang skyldtes så godt som udelukkende servicesektoren, såvel den offentlige som den private.

Fra 1992 til 1997 oplevede Hovedstadsregionen en betydelig vækst, nemlig 4 % årligt mod kun 2 % i det øvrige Danmark. I den følgende periode, 1997 - 2000, øgedes væksten til 5,6 % årligt, en anelse mindre end væksten i det øvrige land (6,2 %). Alligevel oplevede en række serviceerhverv tilbagegang med hensyn til beskæftigelse, det gælder fx. offentlig administration, bankvirksomhed, forsvar, politi og retsvæsen samt forsikringsvirksomhed. Omvendt fandt beskæftigelsesfremgangen sted i erhverv som bygge- og anlæg, restaurantions- og forlystelsesbrancherne, men også forretningsservice, børneinstitutioner og visse sociale institutioner, databehandling samt rengøring. Det antyder, at den økonomiske vækst er bredt funderet og netop vækstbrancherne er klart overrepræsenteret i Hovedstadsregionen. Den brede erhvervssammensætning bevirker, at storbyregionernes økonomi ud-gøres af en række overlejrende netværk: Det er derfor umuligt at konkludere, at bestemte erhvervstyper har specifikke lokaliseringsmønstre som fx tidligere, hvor det antoges, at nogle erhverv var cityorienterede. Snarere er lokaliseringen resultatet af udviklingen i en række uafhængige faktorer som arbejdskraft, kundekontakt, transportforhold, ejendomspriser, leverandørrelationer - forhold, der alle er under konstant udvikling og derfor kan have modsatrettede effekter på lokaliseringspræferencerne over selv relativ kort tid.

Fra byer til bylandskaber

I artiklen ’Fra bymønster til bylandskab’ diskuterer Andersen & Engelstoft Danmarks nyere byudvikling. Byvæksten reduceredes generelt fra 1960erne til 1990'ernes begyndelse (Illeris, 1992) og der syntes at være etableret en mere ligelig regional balance. Men med etableringen af det indre marked i EU, globaliseringen og den fortsatte europæiske integration samt Østeuropas overgang til markedsøkonomi, fik storbyerne pludselig tildelt en rolle som nationale dynamoer - ikke kun økonomisk, men også kulturelt, politisk og socialt. Og da landets eneste storby af betydning, København, led af lavvækst og høj ledighed, greb regeringen ind med flere initiativer. Blandt disse var den nye metro, Øresundsbroen, fornyelser af regionaltog, s-tog, udbygning af motorveje, en større kultursatsning, intensiveret byforbedring gennem byfornyelse og et nyt program (kvarterløft) samt en generel satsning på forskning og uddannelse. Det gav samlet set hovedstaden en markant fremgang fra 1994 og gav anledning til fornyet debat om regional koncentration.

Det er imidlertid diskutabelt, om der reelt er sket et skifte mellem decentralisering og centralisering gennem de seneste årtier. En af grundene til, at det tager sig sådan ud, er den statistiske definition af byen. Ved at definere den som den sammenhængende fysiske bebyggelse kan statistikken opretholde den enkelte by som en selvstændig kategori uden at betragte dens relationer til andre byer. Planlæggerne tager naturligt udgangspunkt i bystatistikken og etablerer et størrelsesbetinget hierarki kaldet bymønstret eller bysystemet. Forståelsen af byen har været baseret på en samfundsmæssig selvstændig kategori, der kunne afgrænses fra det omgivende landskab som en meningsfuld helhed: Lokal arbejdskraft producerede for et lokalt, evt. regionalt publikum, og de nødvendige institutioner havde deres lokale udgangspunkt. Administrativt er denne opfattelse udtrykt i kommunalreformens princip om, at det som funktionelt og fysisk udgør et sammenhængende byområde også administrativt skal høre sammen.

Denne direkte kobling mellem funktioner og geografi er imidlertid ikke gældende mere som følge af udviklingen i transport og kommunikation; de fleste virksomheder kan betjene et internationalt (globalt) marked, og arbejdskraften kommer ofte langvejs fra. Derved har skellet mellem by og land mistet sin betydning. Det kan derfor virke mere misvisende end afklarende at opretholde bystørrelser og byinddelinger. I relation til en reform af den administrative inddeling af landet (kommunalreformen) betyder det, at det ikke bare er et spørgsmål om at finde en skala, der rummer samfundets funktioner og processer bedre end en anden. Når økonomien, kulturen, politikken, miljøet og meget andet er orienteret internationalt, og globalt i nogle tilfælde, så vil selv ikke nok så store kommunale enheder kunne fungere som sam-menhængende ramme for produktion og forbrug.

Andersen & Engelstoft konkluderer på den baggrund, at det er mere reelt, og giver en bedre forståelse, at opfatte byerne og deres udvikling som et sammenhængende bylandskab, jf diskussionen om metropolisering hos Aschér (2002). Samtidig kan byernes udvikling ses i sammenhæng med den region, de er placeret i. Eksempelvist demonstreres hvordan en analyse af tilgængeligheden til arbejdspladser er i overensstemmelse med befolkningsudviklingen i langt de fleste byer i landet - den såkaldte ’Danmarksby’, en båndstruktur, der strækker sig tværs over Danmark fra København til Århus via Odense og Trekantsområdet. Herved fremhæves nødvendigheden af, at landsplanlægningen tager afsæt i en regionalisering og ikke i byernes størrelseskategorier. Desuden viser analysen, at regionernes relevans for både planlægning og den praktiske politik er stigende i kraft af nationalstatens de-centralisering af beskæftigelses- og erhvervspolitikken.

Den oplevede by

Det er karakteristisk for det, man har kaldt det senmoderne menneske (Gid-dens, 1994), at det i vid udstrækning har frigjort sig fra snærende bånd af klasser og traditioner. Med frigørelsen er kommet en større refleksivitet hos den enkelte, som betyder, at man selv kan skabe sin identitet og selv vælge de værdier og normer, man lægger vægt på. Dette har ført til en mangfoldighed af såkaldte ’livsstile’, der på forskellig måde søger at udtrykke sit særpræg gennem sit forbrug og sin levevis (Ærø 2001). Denne forskellighed kommer især til udtryk i det senmoderne menneskes forhold til boligen og byen. Menneskers brug af boligen og af byen, og deres ønsker til den, er blevet meget mere specifikke og mangesidige samtidigt med, at de er blevet meget forskellige. Mangfoldige livsstile og behov kræver en mangfoldige by, der kan leve op til mange forskellige behov og ønsker.

John Pløger beskriver i sin artikel 'Senmoderne byliv - byen som levet og forestillet', hvordan denne udvikling skaber et øget behov for nye måder at forstå og beskrive byen på, hvis vi skal kunne udvikle den positivt. I den 'videnskabelige' planteori har man altid fokuseret på den 'strukturfunktionelle by' - byens fysiske strukturer og funktioner, og deres evne til at opfylde almenmenneskelige behov for de, der bor og færdes i byen. Byforskningen har desuden været domineret af teorier, der først og fremmest anskuer bylivet som et produkt af rumligheden, dvs. det forhold at mennesket befinder sig i byen under specifikke rumlige forhold.

Pløger mener, at det, man overser i den traditionelle forståelse af byen, er, at den socialt set ikke alene kan forståes som et 'system' af handlinger og strukturer, men må betragtes som en kompleksitet produceret af forskelligheden i det sociale felt. Bylivet indebærer, at man mødes med andre mennesker. Man konfronteres med og lærer at kende og leve sammen med en social og kulturel variation og forskellighed. Rummets sociale betydning er et resultat af samspillet mellem komplekse rumlige repræsentationer og deres betydning formet gennem den menneskelige sansning, oplevelse og begrebsliggørelse. Den meningsfulde forståelse og betydning af byen er et resultat af individuel tolkning og erkendelse, hvor signaler og tegn gives social meningsfuldhed gennem en dekodning, 'oversættelse' eller tolkning af hændelser, arkitektur, rumorganisering, praksiser eller brug af rummet. Byens rum former sociale felter, skaber en samtidighed i de sociale handlinger, og må generelt set ses som 'et felt af forhold'.

Pløger peger på mindst tre forskellige bylivstypologier:

– Det liv som er formet af det rutinemæssige hverdagsliv, hvor 'hverdagslivets hverdagsagtighed' fremstår med en tyngde, der ofte passiviserer folk i forhold til et aktivt by- og nærmiljøliv. Det er det liv, som er fyldt op med sociale pligter som f.eks. det at hente børn i institutionerne efter arbejde, familie og organiserede fritidsaktiviteter (som f.eks. sport eller foreningsarbejde). Det rutinemæssige hverdagsliv former også livet for de mange (mere eller mindre immobile) 24-timers beboere.

– Det bo- og nærmiljøforpligtede hverdagsliv, dvs. det liv som føres af de, som føler et behov for et forpligtet engagement i deres bo- og nærmiljø f.eks. gennem foreningsarbejde, deltagelse i fælles aktiviteter, gennem naboskab eller gennem lokalpolitisk arbejde.

– Urbaniteten, dvs. det nydelses- og oplevelsesorienterede byliv. Det er det byliv, hvor oplevelser, valgmuligheder, caféernes nydelsesrum er i centrum for oplevelseskvaliteteten og følelsen af det 'gode' byliv.

Pløger mener, at det især er den sidste typologi, der har manglet i forståelsen af og planlægningen af byen.

Manglerne i den traditionelle forståelse er især kommet til udtryk i de gennemplanlagte forstæder, som kritiseres for mangelen på 'urbane' oplevelser. Men selv i nogle af de mest funktionelt ensidige byområder findes der et konkret liv, som indeholder diversitet, forandring og kompleksitet. Forstadsbeboerne er imidlertid ofte orienteret mod andre typer af hverdagsliv og lægger vægt på andre kvaliteter ved byen end de, der bor i de centrale bydele.

Et af de elementer, som i varierende omfang indgår i bylivet, er erhvervenes aktivitet og deres bygninger. I den traditionelle byplanlægning har er-hverv været set som en generende faktor, der så vidt muligt bør adskilles fra de områder af byen, hvor man bor og færdes. Dette skyldes, at fremstillingsvirksomhed, som tidligere var det vigtigste erhverv, ofte medførte fysiske gener for omgivelserne. Den nærhed mellem boliger og erhverv, som man fandt i nye byområder langt op i det tyvende århundrede blev skiftet ud med en funktionsopdeling af byen, hvor erhverv og boliger blev skarpt adskilte. Der kom desuden et pres for at få erhvervene ud af de ældre byområder. I forbindelse med byfornyelsen er mange baggårdserhverv således blevet flyttet ud af byen.

Med det generelle skift i erhvervsstrukturen fra fremstillingserhverv til ser-viceerhverv er der ikke de samme gener ved erhverv i byen som tidligere, og man kan derfor genoverveje erhvervenes placering i byen. Kresten Storgaard beskriver i sin artikel, hvilken rolle erhvervene - og ændringer i disse - spiller i ældre byområder. På grundlag af studier af tre ældre nedslidte byområder, der har gennemgået en revitalisering mere eller mindre på privat basis, konkluderer han, at gamle og især nye erhverv i områderne har haft en stor betydning for en positiv udvikling af kvartererne. Nye typer af byerhverv bidrager i høj grad med at skabe liv og oplevelse i kvartererne. Storgaard skelner her mellem 'rammeskabende' og 'rammeforbrugende' erhverv. Den første gruppe er de mest synlige i gadebilledet med tilbud om services og oplevelser. Det er specialbutikker, kultur, cafeer mv. Den anden gruppe er virksomheder, hvis medarbejdere er tiltrukket af og forbruger de ydelser, som skabes af de andre erhverv. Det kan være forretningsservice, reklame og IT virksomheder. De to erhvervstyper støtter og komplementerer hinanden og skaber dermed liv i kvarteret og oplevelser, som tiltrækker nye typer af beboere.

Den opsplittede by

Bagsiden af udviklingen mod den mangfoldige og oplevelsesrige by er, at denne i stigende omfang opdeles efter sociale og etniske skillelinier. Der er sket en øget segregation mellem de forskellige dele af det danske boligmarked, som også har haft en geografisk effekt - de fattige og de etniske minoriteter samles i stigende omfang i almene boligbebyggelser og i bestemte nedslidte og mindre attraktive byområder. I nogle af disse områder ser man en lang række problemer som øget fysisk nedslidning, synlig asocial opførsel og kriminalitet, stigmatisering, økonomiske problemer for ejendomsejere og forringet privat og offentlig service. Man kan tale om, at der i større eller mindre udstrækning er sket en forslumning af kvartererne.

Dette er en udvikling, som er sket i de fleste vesteuropæiske lande. I Danmark og mange andre lande er der sket en øget social og etnisk segregation i slutningen af 90erne samtidigt med, at der har været økonomisk vækst og faldende arbejdsløshed. Der er således stærke tegn på, at segregation og koncentration af fattigdom i byerne ikke er en simpel konsekvens af en negativ økonomisk og social udvikling i de europæiske samfund og deres byer, men også har andre væsentlige årsager.

I Hans Skifter Andersens artikel, 'Når byerne splittes ad. Om mekanismerne bag ulige byudvikling og forslumning af byområder', beskrives de processer, som har ført til en øget opsplitning af amerikanske og europæiske byer og en forslumning af visse byområder. En pointe i artiklen er, at segregation er et produkt af både en social differentiering af befolkningen og en rumlig differentiering af byen - det at den har en social, fysisk og funktionel struktur. Denne rumlige differentiering har en betydning for, hvor og hvordan forskellige befolkningsgrupper bosætter sig i byen. Jo større forskel der er på attraktiviteten af forskellige byområder, jo større bliver segregationen, fordi de mest ressourcestærke vil have større incitamenter til at søge væk fra de mindre attraktive dele af byen.

Men segregation har desuden en selvstændig påvirkning af udviklingen i byens differentiering, fordi denne sker som et samspil mellem sociale, økonomiske og fysiske ændringer. Dette er blevet kaldt byens rumligtsociale dialektik - en fortløbende gensidig proces, i hvilket mennesker påvirker og ændrer urbane rum, mens de selv på forskellige måder får fastlagt deres egne muligheder ved disse ændringer. De steder, som mennesker foretrækker at bo og arbejde på eller have adgang til, ændres løbende, samtidig med at deres egne økonomiske ressourcer, og deres præferencer for og tilknytning til steder skifter. Dette medfører ændringer i, hvem der bor i og bruger forskellige dele af byen, og at der som en følge heraf i forskelligt omfang inve-steres i vedligeholdelse og forbedringer af boliger og byrum m.m. i forskellige bydele afhængigt af, om de bruges af ressourcestærke grupper eller de socialt svage. Som følge heraf er der i tidens løb sket dybtgående ændringer i den sociale og fysiske struktur af byerne. Samtidigt med at byerne er blevet udvidet med nye bebyggelser i deres udkanter, så er der sket store ændringer i mange eksisterende byområder. Et eksempel fra København er Kongens Enghave, der ved sin opførelse blev anset for et af de mest attraktive områder i byen - kaldet 'Arbejderklassens Hellerup' - men som i dag har den laveste gennemsnitsindkomst i Københavns Kommune.

Artiklen beskriver nogle selvforstærkende processer, hvor segregation og øget rumlig differentiering og ulighed gensidigt forstærker hinanden. En væsentlig årsag til dette er særlige forslumningsprocesser, som især er set i engelske og amerikanske byområder med en koncentration af fattigdom og sociale problemer. Der skelnes her mellem interne negativer processer, som betyder, at problemerne i kvartererne optrappes, og eksterne processer, som medfører et flow af menneskelige og økonomiske ressourcer ud af områderne og en øget koncentration af fattigdom og sociale problemer. Det er en udvikling, som betyder, at områderne i stigende grad stigmatiseres og afviger fra den øvrige by.

Af afgørende betydning for, om beboere ønsker at flytte væk fra et kvarter, om boligsøgende flytter til området, om ejendomsejere investerer, og om private virksomheder og service slår sig ned i området eller forlader det, er, hvordan disse aktører opfatter og vurderer kvarteret. Denne stedsforståelse har en vis sammenhæng med konkrete fysiske, økonomiske og sociale forhold i byområdet, men er stærkt påvirket af mindre håndgribelige forestillinger af social og symbolsk karakter. Stedsforståelse er ikke entydig og må desuden antages at være personlig, dvs. afhængig af den enkelte aktørs forudsætninger, interesser, normer og værdier. Der er desuden væsentlige forskelle på stedsforståelsen hos beboere i kvarteret og hos uden forstående (Rijpers og Smeets 1998, Knox 1995).

I Birgitte Mazantis artikel 'Stedsidentitet og bypolitik' er beskrevet forskellige teoretiske tilgange til stedsforståelse. Der skelnes mellem en ude fra og en inde fra forståelse. Ude fra forståelsen er i Mazantis diskussion repræsenteret ved den opfattelse, som findes hos planlæggere, eksperter og poli-tikere i bypolitikken. Inde fra forståelsen baserer sig på de individuelle erfaringsbaserede oplevelser, beboere opnår ved at bo i og bruge et kvarter. På baggrund af en undersøgelse i et såkaldt problemramt boligområde identificeres tre former for brug af kvarteret, der har betydning for stedsopfattelsen, - en 'stedbundet', en 'stedubundet og en 'mixet' brug.

Den stedbundne brug indebærer, at det primært er den lokale kontekst i kvarteret, som opfylder beboernes hverdagslige behov for aktiviteter og socialt samvær. Den indebærer, at beboerne bruger det meste af deres fritid i kvarteret, og at deres sociale relationer ofte er lokaliseret her, men ikke nødvendigvis at de ikke har relationer ud af kvarteret. Det er oftest beboere, som har boet længere tid i området eller er uden for arbejdsmarkedet.

Den stedubundne brug er kendetegnet ved, at beboerens netværk og aktiviteter er lokaliseret helt uden for kvarteret. Stedet opleves primært som et sted, man har sin bolig, og ikke et sted der skal opfylde behov for socialt samvær og aktiviteter. Der er tit tale om enlige og mobile husstande, som ikke er rodfæstet i kvarteret.

Den mixede brug findes hos beboere, som godt kan engagere sig i og bruge kvarteret, men som samtidigt har en væsentligt del af sine sociale relationer og aktiviteter uden for. De kan vælge at deltage i lokale aktiviteter eller lade være afhængig af aktuelle behov og ønsker. Det er ofte erhvervsaktive og mere ressourcestærke personer.

Det er en hovedpointe i Mazantis artikel, at der er en væsentlig modstrid mellem planlæggernes ude fra forståelse og beboernes egen stedsopfattelse. Mange af de problemer, som man har lagt vægt på at løse fra statslig og kommunalt hold, opleves således ikke altid som betydningsfulde af beboerne. Dermed kan de løsningsstrategier for problemramte byområder, som fastlægges ovenfra, også i en vis udstrækning gå galt i byen. Der er derfor brug for en nytænkning af bypolitikken, som i højere grad inddrager viden om hverdagslivet i belastede byområder og respekterer, at menneskers for-hold til og forståelse af deres kvarter er meget forskellig.

I Even Nilssen og Anders Munks artikel diskuteres segregationens konsekvenser i Danmark for de befolkningsgrupper, som bor i de såkaldte belastede byområder. Der refereres til en skelnen i forskningslitteraturen mellem to forskellige idealtypiske former for boligområder - 'places', som er karakteriseret ved en stærk social integration af beboerne, stærk identificering med området og social tryghed, og 'spaces' præget af individualisering, margina-isering, utryghed, fattigdom og mangel på geografisk identitet.

I artiklen undersøges på grundlag af forskelligt foreliggende empirisk materiale i hvor høj grad, der, som i andre lande, findes 'spaces' i Danmark. For det første konkluderes, at selv om der i mange byområder er en høj koncentration af marginaliserede fra arbejdsmarkedet, så findes der ikke i Danmark områder, der svarer til de 'fattigdomslommer', man har set andre steder. Takket være vores velfærdssystem er der ikke den samme materielle forarmelse blandt beboerne i danske belastede boligområder.

For det andet viser et foreliggende datamateriale fra nogle af de boligom-åder, som var udvalgt til en indsats af Byudvalget, at sociale netværk og sociale relationer i disse områder ikke var særligt svage og svarede næsten til andre boligområder. Dette gjaldt også de etniske minoriteter. Der var også en rimelig høj deltagelse i lokale aktiviteter. Det må dog bemærkes, at Byud-algets indsat i områderne kan have medvirket til en forøgelse af aktivitetsniveauet og de sociale kontakter.

Konklusionen er, at der ikke er tegn på, at byområder i Danmark er blevet så ekskluderede, at man kan karakterisere dem som 'spaces'. Der er sket en stærkt øget segregation, men indtil nu er det tilsyneladende lykkedes med velfærds- og bypolitikken at hindre en udvikling, som er set i andre lande, hvor problemramte byområder er endt som 'sår i byen' (Skifter Andersen, 2003) med forslummede og halvtomme bygninger, social opløsning, høj kriminalitet og fattigdom.

Bypolitikken - hvad gør vi ved byerne og deres problemer?

I Andersen og Nørgårds artikel er, som ovenfor nævnt, beskrevet, hvordan byerne i stadigt større omfang er kommet ind i en indbyrdes konkurrence om at tiltrække investeringer og arbejdspladser. I artiklen sammenfattes forskellige 'vækststrategier', som byerne kan anlægge.

Et væsentlig led i sådanne strategier er, at gøre byerne mere attraktive for både virksomheder og borgere, dvs. forbedre boliger og bykvarterer, natur og omgivelser, service og arbejdsmarked. Der er hos virksomhederne kommet langt mere opmærksomhed om, at byen skal kunne tilbyde gode forhold for deres medarbejdere - ikke kun i forhold til arbejdslivet, men i høj grad i forhold til livet uden for arbejdspladsen. Derfor bliver boligforhold - og byens tilbud på kultur- og fritidsområdet - af større betydning. Det er vigtigt at kunne tilbyde boliger, der afspejler forskellige livsstiles - og aldersgruppers - behov. Kvarteret, nærhed til byliv, service og naturområder spiller en væsentlig rolle. Desuden er oplevelse - hvad enten det er i forhold til sport, kultur eller byliv - blevet en væsentlig parameter hos den enkelte borger og hos de kommercielle udbydere (Storgaard, 2001). Hvis en virksomhed eller by vil skille sig ud fra sine konkurrenter, må den benytte sig af, at deres kunder eller borgere har et øget behov for oplevelser.

Byernes styring har i løbet af en årrække ændret karakter fra en regulering gennemført af regionale og lokale offentlige myndigheder, baseret på en rationalistisk planlægning (kaldet 'Government'), til nye styringsformer (kaldet 'Governance' eller netværksstyring (se fx Rhodes, 1997) baseret på samarbejde mellem offentlige og private aktører (partnerskaber mv.). Hvordan denne udvikling har udmøntet sig i Danmark er ikke behandlet i denne bog, men i en anden antologi fra centeret med titlen 'Bypolitik mellem hierarki og netværk' (Sehested (red.) 2003).

I John Pløgers artikel 'Planlægning i en kompleks og plural verden - og den meningsfulde by' diskuteres imidlertid, hvad der er byplanlægningens rolle og indhold i dag, og hvad denne bør være i fremtiden.

Med udgangspunkt i en analyse af planlægningsbegrebet gives der en kritik af den nuværende planlægningspraksis, som den bl.a. kommer til udtryk i nogle af de mest avancerede planlægningseksempler i Danmark - nemlig kvarterløftindsatsen. Pløger anerkender, at kvarterløftindsatsen er kommet langt med at inddrage lokale borgere og andre aktører i kvarterløftene, men peger på en række problemer. Grundlaget for planlægningen og borgerinddragelsen i kvarterløftene er baseret på, hvad han kalder 'traditio-nelle planlægningsdiskurser' - der indeholder cementerede opfattelser af normer for det gode byliv, og af hvad der skal til for at forbedre det.

Et af problemerne er, hvad Pløger kalder 'Den spatiale tænkning' hos mange planlæggere. Det vil sige ikke-holdbare forestillinger om, at man kan skabe et godt socialt liv og sociale normer gennem at forme byens fysiske rum. Ved at skabe fysiske muligheder for social interaktion forudsættes det, at man automatisk kan skabe social interaktion og sociale relationer og fællesskaber, som igen virker integrerende og styrker lokalsamfundet. Det er ikke en antagelse, som støttes af forskningsresultater. Fysiske rammer kan forhindre social interaktion og integration, men kan i sig selv ikke skabe den (Schjerup Hansen 1987, Pløger 2002).

Et andet problem er ifølge Pløger, at byplanlægningen tager udgangspunkt i en forsimplet opfattelse af byen og det liv der leves i den. De herskende diskurser har her været de samme i 40 år. Byplanlægningen handler primært om den funktionelle by, dvs. at byen skal fungere teknisk, æstetisk og socialt. Der mangler for det første en forståelse blandt planlæggerne for det komplekse byliv (som beskrevet i Pløgers anden artikel i denne bog). Og for det andet er der blandt byens beboere mange forskellige opfattelser og fortolkninger af, hvad der er væsentligt i byen. Dette betyder, at planlæggerne ikke kan bringe det gode liv i byen på en entydig form, og at man nødvendigvis må inddrage de berørte borgere i formulering af et værdigrundlag for planlægningen. Pløger mener, at kvarterløftindsatsen var for meget styret af forudfattede meninger blandt politikere og planlæggere og derfor blev til en 'top-down styret bottom-up proces'.

En fornyelse af byplanlægningen er således ikke kun et spørgsmål om ændrede fremgangsmåder og mere inddragelse af borgerne og andre aktører. Pløger henviser til Patsy Healeys teorier om den kommunikative planlægning og hendes opfattelse af, at man, ved at fokusere på byens mening og kvaliteter sammen med borgerne og ved at arbejde med at beskrive 'den imaginære by', kan udvikle en kollektiv planfaglig kapacitet til at gennemføre en bedre bypolitik. Et bud på indholdet af en sådan planlægning refereres fra Aschérs teorier (Aschér, 2002) om en metabyplanlægning - en slags ny strategisk urban management.

På baggrund af Pløgers argumentation kan man spørge sig selv om begreberne byplanlægning og planlægger ikke er forældede og misvisende. I fremtiden bør man måske i stedet tale om byudviklingsprocesser og byudviklingskonsulenter.

Bypolitikken har også en anden side end vækststrategierne. I mange lande er begrebet bypolitik først blevet lanceret i forbindelse med en politik overfor de socialt problemramte byområder (se UGIS 2002 og Skifter Andersens artikel i denne antologi). Denne politik har ikke primært været vækstori-enteret, men været rettet mod at bremse forslumningsprocesser i afgrænse-de byområder. Den har primært haft et social indhold og er kommet nogle af de svageste grupper i byen tilgode. Nogen (se Andersen et. al., 1999) har ment, at der er en konflikt mellem denne bypolitik og vækstpolitikken - dels at de konkurrerer om byens ressourcer, og dels at vækstpolitikken tenderer at forringe vilkårene i de udsatte byområder. Andre derimod (fx Storgaard og Skovdahl 2001) mener, at byfornyelsespolitikken og vækstpolitikken kan kombineres, og at det er frugtbart at sammentænke dem.

Byfornyelsen var helt frem til 1990 primært tænkt som et rent fysisk ind-greb og var meget boligorienteret. Det var først og fremmest dårlige boliger og deres friarealer, der skulle fjernes eller opgraderes. I firserne begyndte de første problemer at vise sig i de store almene betonbyggerier opført i perioden 1960-75, og der blev også her igangsat en fysisk indsats for at gøre områderne mere attraktive. I Hedvig Vestergaards artikel beskrives indledningsvis, hvordan bl.a. erfaringerne fra denne indsats førte til et skift i opfattelsen af problemerne i disse områder. Evalueringen af indsatsen viste nemlig, at rent fysiske tiltag kun havde en begrænset effekt.

Dette var en af grundene til, at den bypolitik, som blev igangsat af det af regeringen nedsatte Byudvalg i 1993, havde et meget bredere spektrum af virkemidler, som var rettet mod mange forskellige fysiske, økonomiske og sociale problemer - herunder problemer med integration af etniske minorite-er.

Hovedkonklusionen på evalueringen af den samlede byudvalgsindsats i almene boligområder var, at en negativ udvikling i de støttede boligområder var standset. Indsatsen havde forhindret, at mange af problemerne i områderne var blevet værre, og havde betydet at nogle af dem var mindsket. Men indsatsen havde ikke fjernet problemerne. Endvidere blev det konkluderet, at de bedste resultater var nået i de boligområder, hvor der havde været tale om en integreret indsats omfattende både huslejenedsættelser, fysiske forbedringer og sociale indsatser. Sammenlignet med lignende indsatser i andre lande har den danske byudvalgsindsats været relativt mere succesfuld, hvilket især kan henføres til, at det i højere grad er lykkes i Danmark at inddrage og mobilisere beboerne.

Erfaringerne fra evalueringen af byudvalgsindsatsen var, at det nytter at lave boligsocialt arbejde i de belastede boligområder, og dermed at man ofte for små midler kan standse en negativ udvikling. Men erfaringerne tydede også på, at der var brug for mere tid og flere ressourcer for at forankre udviklingen og på længere sigt skabe socialt bæredygtige boligområder - en tidshorisont på fem år var alt for snæver.

Vestergaard mener, at det burde overvejes, om ansvaret for at inddrage og etablere aktiviteter for såkaldt 'svage' beboergrupper ikke i højere grad burde være et kommunalt ansvar. Der er således gode erfaringer med at etablere en 'arbejdsdeling' mellem lokale beboerrådgivere og kommunen, således at kommunen varetog aktiviteter for de svage grupper, og beboerrådgiverne varetog de mere brede aktiviteter for 'alle' beboere. Bypolitikken kunne potentielt bruges som en ny socialpolitik, der målrettet kunne sættes ind i de områder, hvor behovet for sociale indsatser er størst, idet de svage, der er socialpolitikkens vigtigste målgruppe, stort set er koncentreret i de belastede byområder, dvs. i en meget lille del af den almene sektor.

I Danmark startede de første syv kvarterløft i 1997 og er nu afsluttet, mens fem nye blev sat i gang i 2001. Statens Byggeforskningsinstitut gennemførte i 2002-03 en evaluering af de syv første indsatser (Norvig Larsen, Skifter Andersen og Kielgast 2003), der på dette relativt tidlige tidspunkt konkluderede, at

"Udviklingen i kvarterne har været meget forskellig, men som helhed er det lykkedes med indsatsen at skabe ændringer, som har gjort kvarterne mere attraktive og beboerne mere positive. Disse holdningsændringer blandt beboerne er delvist slået igennem i ændringer i til- og fraflytningen, men har, med en enkelt undtagelse, endnu ikke - på den korte tid indsatsen har været i gang - ført til en mere blandet beboersammensætning i kvarterne."

Når danskerne vælger bolig er deres forestillinger om tryghed og sikkerhed i boligområdet af afgørende betydning for valget. By- og boligområder, der har ry for at være mindre trygge bliver derfor ofte på forhånd fravalgt af en stor del af de boligsøgende, hvilket kan have afgørende betydning for beboerudviklingen i disse områder. Omfanget af kriminalitet har en stærk betydning for, om folk føler sig utrygge, men Thorkild Ærø påviser i sin artikel "Forebyggelse af normbrud og konflikter i boligområder", at der også er dybere lag i årsagerne til utryghed, som har at gøre med uenighed og konflikter om uskrevne normer mellem beboerne i et boligområde. Der kan dels være konflikter mellem beboerne og de formelle, institutionaliserede regler og normer for boligområdet, og dels indbyrdes mellem beboere som følge af forskelle i tradition og normer, der bl.a. kan have en kulturel baggrund.

Det er derfor en vigtig del af indsatser i problemramte by- og boligområder at fjerne årsager til utryghed og deraf følgende stigmatisering af områ-derne. Thorkild Ærø beskriver erfaringerne fra særlige indsatser med henblik på at forebygge kriminalitet og utryghed i forbindelse med Byudvalgsindsatsen. Erfaringerne viser, at indsatser med henblik på at forebygge kriminalitet nytter og har øget trygheden i boligbebyggelser. Det gælder især bebyggelser, hvor problemerne ikke er for store, og hvor der har været tale om en flersidet indsats.

Ærø påviser, at kriminalitet ikke kan betragtes som et isoleret fænomen, men må ses i sammenhæng med den generelle boligsociale situation i området og med beboernes egne og andres, ofte negative, forventninger til boligområdet. Problemernes omfang havde ofte sammenhæng med konflikter mellem børn og unge eller mellem dem og andre beboere i området. Disse konflikter kan bygge på manglende empati og accept af børns og unges adfærd, der af nogle betragtes som normbrydende. Denne vurdering kan forstærkes af den høje udskiftning af beboere, der gør, at man konstant skal forholde sig til nye, ukendte ansigter og normer. Det skaber uro og ustabilitet.

Hvis graden af tryghedsfølelse er lav, skal årsagen sjældent findes i omfanget af den faktiske kriminalitet, men derimod i myter og personlige forhold. Også af denne grund kan det virke imod hensigten, hvis man i tilgangen til en kriminalpræventiv indsats fokuserer for snævert på problemer, mens en generel tilgang kan virke afdramatiserende og åbne for nye løsninger. Samtidig undgår man at kæde grupper sammen med bestemte problemer og stigmatisering af disse beboere.

Et vigtigt led i en kriminalpræventiv indsats er derfor at søge at reducere konflikter, der opstår, fordi nogle krænker forhold, andre opfatter som "uskrevne regler". At bekæmpe konflikter, der kan skyldes interessemodsætninger og manglende forståelse beboerne imellem. Og endelig kan kriminalprævention handle om at sætte en proces i gang, der blandt andet bygger bro til det omgivende samfund og mobiliserer beboerne i en socialt inkluderende retning – både indad- og udadtil. Det sidste fx ved hjælp af fælles aktiviteter i boligområdet, som øger kendskabet blandt beboerne i området, men også andres kendskab til det og dermed til de mange sociale og fysiske kvaliteter og ressourcer, der er indeholdt og kan manifesteres i denne type områder.

Jørgen Elm Larsens artikel "De marginale rums politik" indeholder en nyfortolkende analyse af den del af de sociale indsatser i bypolitikken, som er rettet mod nogle af de mest marginaliserede i samfundet som fx misbrugere og psykisk syge.

Socialpolitikkens hovedsigte har de sidste 25 år været normalisering og integration, som sigter på at gøre de marginaliserede bedre egnet til at begå sig i og deltage i normalsamfundet og det danske hverdagsliv. Det er imidlertid et stort problem for mange af de mest marginaliserede, at de aldrig har fået greb om det sociale spil og de koder, der kendetegner normalitetens verden. De er ofte bærere af andre normer og en anden hverdagskultur. Det er svært for dem at begå sig i normalsamfundet, og blandt andet derfor er et 'normalt' liv ikke nødvendigvis efterstræbelsesværdigt for dem. Det er grupper, som er territorialt relativt fastlåste, og som er meget synlige i gadebilledet, hvilket i høj grad medvirker til at give ikke-marginaliserede beboere en negativ holdning til bykvarteret.

Med de marginale rums politik menes de indsatser, der har været set i kvarterløftprojekter og i de boligsociale arbejde med at etablere særlige mø-de- og væresteder for de mest marginaliserede. Denne politik mener Elm Larsen står i modsætning til den normale socialpolitiks normaliseringsbe-stræbelser. I disse marginale rum har de socialt udstødte mulighed for at opholde sig på deres egne præmisser, der afviger fra det normale. Væresteder tager således i princippet ikke sigte på at udrydde det marginale og afvigende, men på at øge de marginaliseredes livskvalitet.

En kritik af de marginale rum kunne være, at de kan være med til at ska-be og fastholde afvigende og marginale kulturer, fremfor at integrere dem i lokalsamfundet, og dermed lede til disintegration. Der kan være tale om en ny type af 'indespærring' af afvigerne, som risikerer at forstærke nogle 'ulighedskulturer'.

Der er en stigende erkendelse blandt socialarbejdere af, at det ikke er muligt at normalisere alle mennesker. Elm Larsen mener, at de marginale rum med dette udgangspunkt har en række positive effekter. Netop det at de marginaliserede kan fungere på egne præmisser i væresteder giver dem mulighed for at styrke deres identitet og øge deres menneskelige ressourcer, hvilket igen gør dem stærkere i forhold til udfordringerne i det omgivende samfund. Marginale rum kan, ifølge Elm Larsen, spille en central og unik rolle i håndtering af marginale mennesker i lokale fællesskaber ved på forskellig måde at kollektivisere deres marginalitet fremfor at gøre dem til genstand for behandling. Dette medvirker til, at de marginaliserede og deres afvigende adfærd bliver mindre synlige i gadebilledet i lokalsamfundet og er dermed med til forbedre kvarterets image og status.

Selvom rummene skaber mening og identitet for mange marginale mennesker, kan man dog omvendt også anskue væresteder og steder-at-være som en relativt billig måde at opbevare, underholde og adfærdspåvirke marginale mennesker i lokalsamfundet fremfor at udvikle mere omfattende og sammenhængende politikker til at bekæmpe marginaliseringen og skabe social integration. De marginale rums politik kan således være med til at sikre differentielle sameksisterende rum med store indbyrdes uligheder inden for det lokale 'fællesskab'.

Tilbage til 'Den mangfoldige by'