Emnenavigation
Statens Byggeforskningsinstitut
Dr. Neergaards Vej 15
DK - 2970 Hørsholm
T +45 45 86 55 33
F +45 45 86 75 35
EAN 5798000019034
CVR 29102384
sbi@sbi.dk
Apropos
Pressemeddelelse 14/12 2004

Den moderne by i opløsning

Der er sket meget med vores byer de sidste 20 år. Det skyldes globalisering, ændringer i erhvervsstrukturen, nye livsstile, nye kommunikationsmidler og udviklingen i trafikken. Tilsammen har ændringerne givet de danske byer stærkt ændrede vilkår med nye kulturer, udtryk og konflikter. I en ny antologi med titlen Den mangfoldige by fra SBi (Statens Byggeforskningsinstitut) kortlægger en række byforskere byernes nye roller og indhold.

Byerne kan ikke længere defineres ved deres fysiske grænser

De moderne byer blev, groft set, udviklet i perioden fra 1850 til 1980. De var kendetegnet ved en koncentration af erhverv, handel, beskæftigelse og boliger inden for samme område. Borgernes tilknytning til deres by var stærk, for det var her man både boede, arbejdede, handlede, dyrkede sport og kultur, betalte sin skat og gjorde sin indflydelse gældende. Man var sin by, så at sige.

Denne form for by blev udfordret fra omkring 1980 og frem, da borgerne i stigende grad neddroslede bindingerne til deres by. Det blev nu mere almindeligt at arbejdet, indkøb og fritidsinteresser lige så godt kunne foregå i andre byer end i ens hjemby. I samme takt skete der en betragtelig stigning i erhvervenes internationale og globale relationer.

"Nutidens byer er derfor ikke længere byer i traditionel forstand. De er ikke lukkede systemer, og det er ikke længere meningsfuldt at definere dem ved deres fysiske grænser", siger seniorforsker Hans Skifter Andersen, én af antologiens redaktører.

Han underbygger det ved at pege på en analyse i bogen, hvor sammenhængen mellem folks bopæl og arbejdsstedernes placering viser, at der i dag eksisterer et mere eller mindre sammenhængende bybånd fra København til Århus.

Byboerne kræver attraktivt by- og kulturliv

Det mere opløste og flygtige forhold til byerne medfører en skærpet konkurrence byerne imellem om befolkning, arbejdspladser, vækst og status. Byen skal være attraktiv, ikke kun med hensyn til en god byplan og velfungerende faciliteter, fx børnehaver, skoler og fritidsordninger. Der skal også oplevelser til. Og gerne en mangfoldighed af oplevelsestilbud inden for byliv, kultur og natur, så der er noget for enhver smag og livsstil – både for beboere og erhvervsvirksomheder.

Attraktivitet er dermed kommet på den bypolitiske dagsorden, for kravet om oplevelse og fleksibilitet betyder skærpede krav til byerne, der konstant skal være parate med stadig nye og anderledes oplevelser.

Ulige udvikling af byerne

Samtidig med opløsningstendenserne og kravet om oplevelser er der også tegn på en ulige udvikling af byerne. Det giver sig udslag i, at mennesker med få ressourcer i stigende grad koncentreres i mindre attraktive byområder, og de mere velstående borgere bor i de attraktive områder.

En sådan social opsplitning har vi set eksempler på i bl.a. amerikanske byer, hvor hele byområder udvikler sig i negativ retning med tomme bygninger og ubebyggede grunde. I de værste tilfælde er disse byer på randen af sammenbrud, og byudviklingen er flyttet ud til en ring i omegnen.

"De europæiske byer har dog gode forudsætninger for at undgå en så drastisk udvikling, fordi vi her har mindre økonomisk ulighed og desuden har gjort en stor indsats for at forbedre nedslidte byområder inden en decideret forslumning. Alligevel har mange lande udviklet byområder, hvor det har været nødvendig at rydde al bebyggelse af vejen og bygge området op på ny", siger Hans Skifter Andersen.

I Danmark oplever vi også, at der opstår såkaldte problemområder i nogle byer, men en omfattende statslig og kommunal indsats har hidtil kunnet holde problemerne nede.

Antologien sætter punktum på arbejdet i den særlige pulje til byforskning under Det Samfundsvidenskabelige Forskningsråds velfærdsforskningsprogram fra 1990’erne.

Til redaktionen: Flere oplysninger om antologien kan fås hos seniorforsker Hans Skifter Andersen, telefon 45 74 22 95).

Klik på illustrationen for at downloade billedet i høj opløsning (selvudpakkende ZIP-fil, 5 MB):

Bymiljø

(Foto: Thorkild Ærø).

Læs mere om 'Den mangfoldige by'

Redigeret af Hanne Brix