Emnenavigation
Statens Byggeforskningsinstitut
Dr. Neergaards Vej 15
DK - 2970 Hørsholm
T +45 45 86 55 33
F +45 45 86 75 35
EAN 5798000019034
CVR 29102384
sbi@sbi.dk
Pressemeddelelse 29/04 2004

Skolers udearealer skal gøres attraktive

Pressemeddelelse

Udearealerne på skolerne i de nordiske lande har lidt en krank skæbne de seneste 50 år. I takt med stigende elevtal og nye pædagogiske tanker har skolehaver, træer, hække, kroge og bænke på mange ældre skoler måttet vige pladsen til fordel for udvidelse af bygningerne. Det har indskrænket børnenes muligheder for et aktivt udeliv på skolen, og de mange års nedprioritering betyder, at udearealerne ofte er nedslidte og uinspirerende.

Meget anderledes er det ikke på de nyere skoler, hvor de grønne områder typisk kun bliver brugt til idræt i sommerhalvåret, og rummene mellem bygningerne er kedelige belagte flader med få udfordringer til andet end boldspil. Ikke så sært, at sofakrogen bliver et attraktivt opholdssted i frikvartererne.

Inspiration fra andre nordiske lande

"Men situationen er ved at vende", siger seniorforsker Karen Attwell, der er koordinator på et projekt, som har til formål at kortlægge og formidle eksempler på gode udemiljøer ved skoler i Danmark, Finland, Norge og Sverige.

"I alle de nordiske lande er man de seneste år så småt begyndt at prioritere skolens udemiljø til både til leg og læring. Arealer bliver istandsat - i flere tilfælde med et stort naturindhold som fx udeværksteder, bålplads og naturlegepladser. Det stimulerer til fysisk aktivitet i det fri i både undervisning og frikvarterer og også efter skoletid, hvor skolens udearealer kan være et vigtigt fritidstilbud til børn og voksne".

Sverige er det af de nordiske lande, der først begyndte at sætte fokus på skolernes udearealer. Og det har ført til en række gode resultater.

Vårfruskolan (opført 1868 og senest udbygget i 1993) ligger midt i den gamle middelalderby i Lund. Igennem de seneste 10 år har en gruppe lærere stået for udbygning og udvikling af skolens udearealer. Den oprindelige asfaltjungle er nu omdannet til et spændende skolegårdsmiljø med masser af grønt og mange forskellige pladser og rum til forskellige aktiviteter.

En af børnenes favoritpladser er en labyrint bygget af mursten og omkranset af en grøn hæk. Labyrinten er anlagt af lærere, børn og forældre og formgivet af en kunstner.

Ved udbygningen af skolen i 1993 blev udearealerne tilgodeset med to små skyggefulde kirsebærlunde med siddesten under træerne og et højbed med blomster og planter. Der blev også plads til en talerstol, ’Spearkers Corner’, og et drivhus til brug for undervisningen.

Da en busterminal beliggende meget tæt på skolen blev revet ned og erstattet af en midlertidig park, blev noget af parkarealet inddraget til skolegård. Her findes skolens eneste græsområde, der er omgivet af en busk- og træbeplantning til afskærmning mod det offentlige rum. På græsområdet har lærere og forældre, med hjælp fra kommunen, anlagt en bakke og en lille dam, og en klasse har med deres sløjdlærer bygget en hvælvet træbro over dammen. Stedet er et af børnenes mest elskede opholdssteder.

Rige muligheder

De fire lande bidrager til eksempelsamlingen med hver fire eksempler på gode, velfungerende og inspirerende udemiljøer. De i alt 16 eksempler indeholder alle en variation af udfordringer og tilbud til leg og læring, som de nordiske lande på grund af det kulturelle fællesskab kan lade sig inspirere af i fornyelse af deres udeanlæg.

I præsentationen af eksemplerne indgår også den vigtige vedligeholdelse af anlæggene.

Bogen ’Gode udemiljøer ved nordiske skoler. 16 eksempler fra Danmark, Finland, Norge og Sverige’ kan bestilles eller downloades på www.by-og-byg.dk

Til redaktionen: Flere oplysninger kan fås hos seniorforsker Karen M. Attwell, telefon 45 86 55 33.


Skolernes udearealer har lidt en krank skæbne de seneste 50 år. Men bl.a. på Vårfruskolan i Lund kan der hentes inspiration til bedre udearealer. (Foto: Pia Schmidtbauer)

Læs mere om 'Gode udemiljøer ved nordiske skoler'

Redigeret af Hanne Brix