Sammenfatning
Denne rapport indgår i afrapporteringen af en undersøgelse af friarealindsatsen i de syv første danske kvarterløft. Rapporten omfatter den detaljerede beskrivelse og evaluering af de enkelte projekter i byens grønne og urbane uderum i de syv områder. Den danner således baggrund for evaluering af den samlede friarealindsats, som beskrevet i SBi 2005:07, Byens Frirum - et fælles anliggende
Friarealundersøgelsen er udarbejdet for Erhvervs- og Byggestyrelsen og udgør et supplement til Byudvalgets generelle evaluering af kvarterløftene Kvarterløft i Danmark og De syv første kvarterløft (2003). Undersøgelsens hovedformål har været at kortlægge friarealindsatsen og dens betydning i kvarterløftsammenhæng, samt at uddrage viden til brug for fremtidige områdebaserede byfornyelsesindsatser.
Undersøgelsen omfatter de syv første byområder, som blev udpeget til kvarterløft: Avedøre Stationsby i Hvidovre, Sydvest Kvarteret i Kolding, Tøjhushavekvarteret i Randers og bydelen Aalborg Øst samt i København: Femkanten i Nordvestkvarteret, Holmbladsgadekvarteret og Kgs. Enghavekvarteret.
Kvarterløftindsatsen bygger som noget særligt på aktiv inddragelse af lokale beboere, som herved får en reel mulighed for at være med til at præge udviklingen i deres kvarter. Kvarterløftindsatsen rummer desuden mulighed for et grundlæggende arbejde med byens friarealer, herunder med de rekreative muligheder, i de omfattede byområder. Dette er nyt i byfornyelsen, hvor friarealindsatsen typisk har været begrænset til istandsættelse af urbane byrum og bolignære friarealer uden afsæt i kvarterets samlede friarealsituation og en indledningsvis formulering af beboernes ønsker.
Undersøgelsen har omhandlet projekter om byens friarealer i bred forstand, dvs. såvel grønne anlæg som urbane byrum. De omfattede projekter rækker således fra parker, legepladser, grønne stier og boligtilknyttede, rekreative anlæg til mere urbane pladser og stier samt friarealrelaterede projekter som f.eks. beplantning langs veje og gader, grøn rådgivning og uddannelse.
Disse frirumsprojekter er en integreret del af kvarterløftindsatsen, men er her taget ud til en særskilt undersøgelse. Formålet har været at tegne et billede af et emneområde, der i byfornyelsen ofte har været lavt prioriteret, men som i planerne for de første syv kvarterløft viste sig at ville omfatte op til halvdelen af de budgetterede økonomiske midler, dvs. at være højt prioriteret af kvarterløftenes aktører, herunder beboerne. Det antydede en modsætning mellem byfornyelsens hidtidige fokus og beboernes aktuelle ønsker og rejste dermed et behov for at undersøge, hvordan disse projekter blev håndteret, og hvad de kom til at betyde for de berørte kvarterer. Ydermere var undersøgelsen begrundet i, at der ikke hidtil har eksisteret en praksis for vurdering af en indsats i byens friarealer på tværs af sektorer og ejerforhold.
I den afsluttende undersøgelse, som er udført i kvarterløftenes afslutningsfase, er friarealprojekterne blevet evalueret ud fra det efterhånden omfattende skriftlige materiale, fra kvarterløftsekretariaternes og kommunernes opfattelse og vurdering af indsatsen, som udtrykt i bl.a. interviews, og fra det fysiske resultat. I modsætning til forundersøgelsens indhold er processen, herunder borgerinddragelsen, inddraget.
Alle friarealrelaterede projekter, der har været i spil undervejs, er blevet beskrevet og evalueret, uanset om de primo 2003 var gennemført, sat i gang, bevilget, forventet gennemført eller opgivet. På den måde er det synliggjort, hvilke projekter der har båret igennem, og hvilke der ikke har. Desuden viser det, hvordan friarealindsatsen kom til at se ud i forhold til kvarterløftets målsætning og idégrundlag og til kvarterernes oprindelige, fysiske udgangspunkt, herunder det grønne indhold. Hvert kvarterløftafsnit afsluttes med et oversigtskort samt to vegetationsanalysekort, hvor henholdsvis de planlagte og de gennemførte projekter er indplaceret.
For beskrivelse af videnindsamling og diskussion af projekterne på tværs af områder og projekttyper samt for konklusioner og anbefalinger henvises til ovennævnte hovedrapport Byens Frirum - et fælles anliggende (2005).
Tilbage til Friarealprojekter i kvarterløft