Konklusioner og anbefalinger

Kvarterløftet har med sit udgangspunkt i et samlet bykvarter og dets beboeres viden om og ønsker til kvarteret givet muligheder i byfornyelsen for at satse på de problemer og forhold, der af den samlede aktørgruppe anses at kunne bidrage optimalt til at vende, styrke eller skabe en udvikling. Kvarterløftet rummer i sammenligning med den helhedsorienterede byfornyelse muligheden for at inddrage byens friarealer i bred forstand og ikke blot den istandsættelse af offentlige gader og pladser, der kan gennemføres under den helhedsorienterede byfornyelse. Det er bemærkelsesværdigt, at denne mulighed er blevet udnyttet i så stort omfang, som tilfældet er, til at inddrage hele spektret af både urbane og grønne frirum i byen. Det er generelt imponerende, hvad der er opnået af opgradering af byens frirum i de enkelte kvarterløft – både set i forhold til de oprindelige planer og til de midler, der var til rådighed. En væsentlig årsag hertil har vist sig at være, at kvarterløftsekretariaterne og andre tovholdere har løftet – også – friarealopgaven med en stor og engageret arbejdsindsats.

I alle syv kvarterer har friarealindsatsen, som naturlig er, taget farve af de fysiske forhold såvel som af personressourcerne. Dette fremgår af den sammenfattende evaluering af hver af de syv kvarterer i de efterfølgende afsnit. Her skal til gengæld opridses de mest fremtrædende, generelle fordele samt de – færre – problemer i kvarterløftkonceptet i forhold til den opgradering af byens udemiljø, som undersøgelsen har afdækket, elementer, som er væsentlige at bibeholde eller ændre ved videreudvikling af kvarterløftkonceptet som byfornyelsesværktøj.

Kvarterløftkonceptet er bedre til friarealer end andre typer byfornyelse

Der er ud fra undersøgelsen ingen tvivl om, at kvarterløftkonceptet i friarealsammenhæng er overlegent bedre end andre former for byfornyelse: Kombinationen af beboernes og de kommunale aktørers viden i projektformuleringen er en positiv fornyelse af tilgangen til byens udemiljø med indbygget synergieffekt. Resultatet har i de bedste tilfælde givet en optimal balance mellem mindre, lokalt problemløsende projekter og professionelt prægede byplanprojekter. Knyttet til den overordnede grønne struktur og politik for hele byen giver denne strategi mulighed for en optimal opgradering af byens udemiljø, hvor afledte effekter rækker fra lokalt "ejerskab" til det nære miljø til konkrete, mere eller mindre private følgeinvesteringer, f.eks. bevillinger til supplering af kvarterløfttilskud eller til bygningsrenovering samt til den fremtidige driftsindsats.

Synlighed er vigtigt

Kvarterløftenes synlighed, som ses at være vigtig for effekten af den samlede fysiske indsats, ses af afhænge af især projekternes geografiske placering og af den økonomiske ramme. Det trådte tydelig frem, at punktindsatser fordelt jævnt over hele kvarteret var den mest fremkommelige model i ældre, tætte bykvarterer, mens koncentration af projekter omkring et centralt stiforløb var hensigtsmæssigt i mere åbne bykvarterer. Selvom projekterne afhænger af beboerinteressen, bør fordelingsaspektet indgå som en parameter ved prioritering af projekter undervejs i processen. Den økonomiske ramme, der er nødvendig for en synlig og varig opgradering af det fysiske udemiljø vurderes på det foreliggende grundlag bedst at kunne bedømmes i forhold til kvarterets tæthed. 4500 – 6500 kr. pr. indbygger viste sig som en passende ramme i de første syv kvarterløft.

Største samlede indsats over for friarealer nogen sidne

Set i et parkpolitisk perspektiv har de syv første kvarterløft noget overraskende bidraget med den største, samlede renovering og fornyelse af byens friarealer, der hidtil er set. At kvarterløftene både har omfattet projekter, der almindeligvis hører under kommunens grønne forvaltninger, og projekter, der hører under andre kommunale forvaltninger, boligselskaber og private grundejere, er en positiv, men ikke ny tilgang. Kvarterløftkonceptet er i den sammenhæng helt i tråd med de tanker, der blev formuleret i 1984 i skriftet Parkpolitik med tanke på at gøre friarealopgave til et samfundsmæssigt anliggende (Andersson, Bramsnæs & Olsen 1984). Som anført i anden sammenhæng er det oplagt at udnytte erfaringerne fra kvarterløftenes friarealindsats til også at sætte skub en parkpolitik, der kan medvirke til at kvalificere byens urbane og grønne frirum i en tid, hvor byfortætningen presser sig på (Attwell & Sonne Olesen 2003).

Grønne 'steder' understøtter kvarterets identitet

Det er helt gennemgående, at der er gjort en stor indsats for at sikre både den tekniske og den kunstneriske kvalitet i gennemførelsen af de mange friarealprojekter. Hvor det er lykkedes allerbedst, er projekterne blevet til "steder" i byen, der understøtter kvarterets identitet i en grad, der langt overstiger stedernes faktiske størrelse. Stedet kommer således populært sagt til at fylde mere i bevidstheden end virkeligheden berettiger. Det skal her tilføjes, at kvalitet ikke altid er ensbetydende med dyre projekter. Kvarterløftene vise klart, at når pris og forventet levetid inddrages i kvalitetsbedømmelsen, kan også beskedne, men meget synlige indsatser være værdifulde.

Borgerinddragelse er en væsetlig del af kvarterløft

Borgerinddragelsen, som hovedsageligt har omfattet beboere, men også andre lokale aktører fra institutioner, organisationer, erhvervsliv m.fl. har som nævnt ovenfor betydet inddragelse af lokal viden i formulering og prioritering af de opgaver, som er væsentlige at løse i byfornyelsessammenhæng. Lige så vigtigt er det imidlertid, at processen synes at have givet beboerne en viden og et handlerum, der også fremover gør dem istand at agere i forhold til det kommunale system som medansvarlige for det fysiske miljø. Den bevilgede kommunale støtte til opretholdelse af beboergrupper, der er opstået i kvarterløftet, ses i den sammenhæng at være af stor værdi som sikring af de etablerede privat-offentlige samarbejdsrelationer. Det skal tilføjes, at gennemførelse af et fysisk projekt tidligt i kvarterløftet synes at kunne støtte beboerinteressen. Det bærer løfte om konkrete resultater af indsatsen. Endelig skal det nævnes, at for specielt de store friarealprojekter vurderes involvering af en neutral proceskonsulent til at sikre, at alle bliver hørt, at være et godt eksempel til efterfølgelse.

Svaghed i processen og planlagt projekter

Allerede midtvejs i gennemførelsen af disse førstegenerations kvarterløft blev der påpeget tegn på enkelte svagheder i såvel processen som i de planlagte projekter (Attwell et al. 2001). Afslutningsvis må det konkluderes, at flere af disse svagheder ikke blev rettet op undervejs. De gennemgås her med en generel anbefaling om, at en afhjælpning bør søges ved fremtidige områdebaserede byfornyelser.

Urealistisk vurdering af projekternes pris

Sammenhængen mellem de foreslåede friarealprojekters indhold og den afsatte økonomiske ramme har i mange tilfælde ikke været optimal. Det gælder især projekter i det urbane miljø med dyre belægningsarbejder og træplantninger. Der er gode eksempler på, at der er fundet supplerende støtte, når midlerne ikke slog til, men generelt vurderes det fortsat afgørende for indfrielsen af de forventninger, der ligger i den enkelte indsats, at realismen indledningsvis søges sikret gennem en teknisk/økonomisk konsekvensvurdering, før projektet besluttes gennemført. Endnu bedre ville det være, hvis denne vurdering blev foretaget for alle fysiske projekter som grundlag for den overordnede udvælgelse af ansøgte kvarterløft, således at muligheden for at "sælge" projektet på en urealistisk idé kunne elimineres. Kommunernes tekniske afdelinger vil relativt enkelt kunne foretage denne vurdering på idéniveau ud fra anlægsteknisk viden og erfaringsbaserede omkostningsvurderinger. Samtidig ville det give kommunen et medansvar for, at kvarterløftidéerne samordnes med de kommunale planer.

Bedre samordning mellem kommunernes praksis og kvarterløftprojekterne

En manglende samordning med kommunens praksis og politik for indsatser i det offentlige gaderum var tydelig i nogle af kvarterløftene. Det har skabt frustrationer hos både sekretariater og borgere, at fremsatte ønsker blev afvist i kommunen. Modsat bygger kommunernes almindelige praksis positivt på erfaringer omkring funktionalitet og minimering af driftsudgifter. Et godt eksempel på løsning af problemet vurderes at være, at kommunen udarbejder en manual over bl.a. materialer og inventar, der kan danne grundlag for arbejdet i fremtidige kvarterløft og andre byfornyelsesindsatser. I det givne eksempel bliver der fremover ligeledes udarbejdet grundmateriale for eksisterende naturkvaliteter og rekreative tilbud i tråd med forundersøgelsens kortlægning af kvarterløftenes friarealindsats (Ibid.). Et sådant overblik over kvarterets eksisterende friarealforsyning kan positivt indgå i prioriteringen af fremtidige indsatser med henblik på en optimal placering af investeringerne, selvom der i nogle områder mangler ressourcestærke beboere til at deltage i processen.

Succeskriterier som styringsredskab

Succeskriterierne var tænkt som et styringsredskab i forløbet af de enkelte projekter. Der blev i segmentet af friarealprojekter afdækket stor usikkerhed om kriteriernes indhold og anvendelse, og de er derfor i de fleste tilfælde blevet håndteret som et nødvendigt onde. De ses endda at have medført uhensigtsmæssige forløb i sekretariaternes forsøg på at efterleve urealistiske eller ligegyldige mål for deres projekters succes. Enkelte gode eksempler viser dog, at succeskriterierne bør opstrammes og bibeholdes som realistiske og operationelle kvantitative mål, der kan kvalificere resultatet af friarealindsatsernes kvalitative hensigtserklæringer.

Der bør være driftplaner for den fortsatte pleje og vedligeholdelse af det grønne

Forankringen af den omfattende opgradering af byens frirum er afgørende for de enkelte kvarterløftprojekters varighed over tid, specielt for de projekter, hvor beplantningen spiller en væsentlig arkitektonisk eller funktionel rolle. Den fremtidige vedligeholdelse og pleje af de beplantinger, der først skal vokse sig til fuld virkning, er således afgørende for, om projektet får den tiltænkte effekt. Det ses derfor som et stort problem, at kommunernes driftsbudgetterne ikke er forhøjet i takt med tilgangen af nye anlæg og faciliteter. De nyrenoverede anlæg forventes altså plejet og vedligeholdt med den samme økonomiske indsats som hidtil, selvom en utilstrækkelig indsats sandsynligvis har været hovedårsagen til det behov for renoveringer, som kvarterløftene nu har imødekommet. Det kan ikke kaldes en troværdig sikring af indsatsen. I et enkelt kvarterløft er anlæg, som ligger i regi af boligselskaber, sikret med særskildte driftsplaner og -budgetter. Det bør blive et krav til alle friarealprojekter som forudsætning for offentlige tilskud.

Tilbage til Byens Frirum - et fælles anliggende