Fællesskaber i boligområder er et urealistisk ideal

Blandt byplanlæggere har det i årtier været en udbredt forestilling at det lokale fællesskab i det nære miljø er grundlaget for et godt og velfungerende boligområde. Denne forestilling trives fortsat i bedste velgående, selvom flere undersøgelser de senere år har vist at beboerne faktisk ikke i særlig høj grad er interesseret i nært samvær med hinanden. Senest har By og Bygs undersøgelse af den almene bebyggelse Utterslevhuse i Københavns Kommune atter engang vist at ønsket om sociale relationer beboerne imellem ikke rækker sig længere end til et godt naboskab.
Når beboere i almene boligområder får mulighed for at danne netværk og etablere et mere formelt samvær med de omkringboende, så griber de ikke chancen. Deres sociale kontakter begrænser sig til at passe hinandens husdyr og blomster i ferier, låne lidt mel og sukker i ny og næ, og få sig en sludder i opgangen eller i vaskekælderen.
Den enkelte beboer vil selv bestemme hvor meget det lokale fællesskab skal fylde i hverdagen, og med hvem man vil dyrke fællesskabet. Kun de færreste beboere vil føle sig forpligtet over for lokale arrangementer og foreningsarbejde.

Fællesskabet praktiseres ikke
»Idealet om de tætte netværksrelationer og tilhørsforhold i boligområder har kendetegnet by- og boligplanlægningen de sidste mange årtier og gør det endnu«, siger forskningschef Hans Kristensen fra By og Byg.
Tankegangen er at når beboerne gennem fællesskaber udvikler ansvar for de omkringboende og for stedet, så bliver den sociale orden sikret i hele bebyggelsen. Herved undgår man uro, kriminalitet og hærværk.
Men samfundet har udviklet sig, og fællesskaber er ikke i samme grad som tidligere fysisk og lokalt forankret i bomiljøerne. De fleste mennesker lever et liv hvor de engagerer sig, men ikke nødvendigvis i det lokale nærmiljø med delagtiggørelse i hinandens liv og historie og med fælles gøremål.
Ifølge flere undersøgelser som By og Byg har gennemført, er fællesskaber i dag karakteriseret ved mere individuelle og mere midlertidige netværk på tværs af tid og sted. Vi søger i højere grad et anonymt fællesskab, hvor der er enighed om normer og værdier, frem for fællesskaber hvor man nødvendigvis skal lave noget sammen. Vi engagerer os i vennekredsen, sportsklubben, arbejdspladsen, i større byers kulturliv, eller i bestyrelsesarbejde i børnenes institutioner.

Fællesskabets betydning er overvurderet
»Herved er planlæggernes ideal ude af i trit med virkeligheden. De binder hele grundlaget for et velfungerende boligområde op på at der udvikles en lokal identitet gennem netværk og stærke sociale bånd. De planlægger for en homogen gruppe af 'normale' mennesker og forudsætter at alle beboere har de fornødne sociale, økonomiske og tidsmæssige færdigheder og lyst og overskud til at engagere sig i deres naboer og indgå et forpligtende socialt samvær«, siger Hans Kristensen.
Disse forestillinger går igen i vurderingen af de såkaldte problemramte boligbebyggelser: Jo mere fravær af fællesskab og sociale relationer, jo dårligere er bebyggelsen, lyder dommen. Og heraf slutter myndigheder og bypolitikere – godt hjulpet af medierne – at i en dårlig bebyggelse lever beboerne et dårligt liv.
Men sådan forholder det sig ikke altid. Et eksempel er Avedøre Stationsby. Her har geograf, ph.d Birgitte Mazanti i en ph.d.-afhandling fra By og Byg blandt andet set på beboernes forståelse af deres boligområde, som omgivelserne har sat et negativt prædikat på. Hendes konklusion er at folk er glade for at bo i Avedøre Stationsby, også selvom der forekommer svage sociale bånd mellem beboerne.
»Lokale netværk er gode at have, men praktiseres ikke i særlig stort omfang ret mange steder, heller ikke i velfungerende parcelhusområder i Nordsjælland. Beboerne i Avedøre Stationsby bruger deres bosted på samme måde som man gør i resten af landet. Nogle få har et omfattende lokalt netværk i området, mens andre har både et lokalt engagement og engagementer uden for området, f.eks. i nabobyen og via arbejde. Atter andre har hele deres netværk placeret andre steder end i lokalområdet«, siger Birgitte Mazanti.

Fællesskabstanken blokerer for udviklingen
»Fremtidens by- og boligplanlægning bør i højere grad tage hensyn til forskelligheden i den måde folk bruger byen og boligområdet på«, siger seniorforsker John Pløger fra By og Byg.
Efter hans mening bør man derfor gå ud og spørge hvad det er for en slags by folk ønsker at leve i, inden man går i gang med planlægningen og udformningen af en bydel. Så vil planlæggerne se at meget forholder sig anderledes end i det herskende fællesskabsideal.
pkd

• By og Byg Resultater 024: På udkig efter et lokalt fællesskab
• Fortællinger fra et sted
• Den fragmentariske by og det gode byliv

»Mine naboer er nogle rare mennesker, men vi har ikke et socialt samvær med hinanden«, siger en beboer i Utterslevhuse. (Foto: Jørgen True).

»Planlæggernes fællesskabsideal er ude af trit med virkeligheden«, siger forskningschef Hans Kristensen. (Foto: Jørgen True).

Mere om publikationen 'Den fragmentariske by og det gode byliv'