Artikel i Forsk24: Byens succes giver konflikter
Bymidten bliver brugt til at shoppe i, gå på cafe og restaurant, besøge kultursteder, ‘gå i byen’ om aftenen, og den bliver brugt til at bo og arbejde i. En palet af aktiviteter der tilsammen udgør et farverigt og mangfoldigt bybillede hvor det summer af liv de fleste af døgnets timer. Et byliv præget af at man kan få opfyldt mange forskellige behov og ønsker samtidig med at man har følelsen af tryghed.
”Men når man placerer boliger side om side med spillesteder, diskoteker og barer der lægger op til fest og ballade til den lyse morgen, så opstår der et dilemma. For beboerne i området sætter pris på at få deres nattesøvn”, siger seniorforsker Helle Nørgaard fra SBi.
Hun har sammen med forsker Sølvi Børresen undersøgt otte byrum i fire danske byer for at kortlægge problemer og udfordringer i forhold til byomdannelse og de mange forskellige brugere af byerne.
”Målet med byudviklingen i mange kommuner er et multifunktionelt, fleksibelt byrum for alle borgere og besøgende. Men det er meget ambitiøst, for det er svært at skabe et ‘fælles rum’, hvor alle kan få deres individuelle ønsker og behov opfyldt på samme tid. Man bør nok mere sige, at nogle dele af byrummet har ‘nattelivet’ som det primære, og i andre dele er det boliger der er det fremtrædende. Det betyder ikke at man skal tilbage til tidligere tiders meget funktionsopdelte byer, hvor f.eks. byens handelsgade, der er attraktiv at færdes på i dagtimerne, forvandler sig til et øde og utrygt sted efter forretningernes lukketid”, siger Helle Nørgaard.
Også når det gælder byens grønne områder, kan der være flere modstridende behov hos brugerne. Åbne byrum uden høje hække og hegn øger oversigten og trygheden. På den anden side har de mere lukkede rum, f.eks. i parker, også deres kvaliteter, især i dagtimerne.
Undersøgelsen er finansieret af Det Kriminalpræventive Råd.
pkd
► sbi.dk/byudvikling/bypolitik
Hvis man vælger at tynde ud i beplantningen for at skabe åbenhed og synlighed og dermed tryghed for nogle, er det muligt at man fjerner andres ‘åndehul’ i byen. Her Enghaven i København. (Foto: Pernille Arborg)