Moderne byliv og bypolitik
Center for bypolitik, byudvikling og velfærd er aktuel med en ny publikation, SBI-rapport 312: "Bypolitik, kvarterløft og velfærd. En antologi". Her præsenteres hovedlinierne i centrets forskning om aktuelle tendenser vedrørende byudvikling, segregation, byarkitektur, byforvaltning og velfærd.
Rapporten indeholder en række artikler skrevet af forskere, der er tilknyttet centret. Artiklerne omfatter forskningsmæssige bidrag til udformningen af bypolitikken, som udvikles både på det statslige og det kommunale niveau. Herudover bidrager artiklerne også til den mere teoretiske byforskning, der foregår ved de højere læreanstalter.
Det forskningsmæssige grundlag
Centrets forskningsprogram blev udformet i 1996-97 ud fra en vurdering af, hvilke beskæftigelsesmæssige, boligsociale, arkitektoniske og organisatoriske problemer, der i det kommende årti ville være mest presserende for de danske byer.
Centret er forankret på Statens Byggeforskningsinstitut (SBI) og finansieret af Forskningsrådene.
Globalisering og segregation
Antologien indledes med diskussion af de helt overordnede, aktuelle udviklingsbetingelser for byerne og dermed for bypolitikken.
Dernæst ses på segregationen - ikke mindst den etniske segregation - der er et af de tunge problemer, som bypolitikken må tage fat på.
I en af artiklerne rejses spørgsmålet, om den hidtidige voldsomme satsning på naboskabernes sociale fællesskaber hviler på en grundlæggende forkert opfattelse af de former, det moderne byliv har antaget. Måske er det ønsket om uforpligtende oplevelser, mangfoldigheden i kulturlivet, anonymitet, mødet med det ukendte, overraskende og det fremmede, der er de stærkeste drivkrafter i det moderne byliv?
Kvarterløftprojekter fra mange lande
I den efterfølgende gennemgang af kvarterløftprojekter fra hele Europa er det slående, at langt de fleste projekter bygger på forestillingerne om økonomisk og beskæftigelsesmæssigt mere selvbærende og socialt nære naboskaber. I artiklen rejses der tvivl om disse forestillingers holdbarhed.
Byledelse gennem netværksorganisering
Antologien afsluttes med diskussion af en planlægningsmodel, der er opstået i flere kommuner, og som afviger fra de former, der har domineret byplanlægningen inden for rammerne af kommuneplanloven.
Den ny model betegnes kommunikativ planlægning og indeholder en lang forhandlings- og samordningsproces mellem alle de parter, der har interesse i byens eller boligområdets udvikling.
Den kommunikative planlægning har yderligere vægten lagt på implementeringsprocessen snarere end på program- eller plandelen, og den afspejler en model for organisering af kommunernes styre, som har fået betegnelsen byledelse gennem netværksorganisering.
Bypolitik, kvarterløft og velfærd. En antologi. Red. Hans Kristensen. SBI-rapport 312. Statens Byggeforskningsinstitut (SBI). 1999. Kr. 250.00 inkl. moms.
Til redaktionen: Yderligere oplysning kan fås ved henvendelse til forskningschef, vicedirektør Hans Kristensen, Center for bypolitik, byudvikling og velfærd. Afdelingen for Byer og Boliger. Statens Byggeforskningsinstitut (SBI).
I SBI-rapport 312: 'Bypolitik, kvarterløft og velfærd. En antologi' præsenteres hovedlinierne i den nyeste forskning inden for byudvikling, segregation, byarkitektur, byforvaltning og velfærd.
I antologiens artikel 'Byarkitektur, æstetik og velfærd' ses der nærmere på det funktionalistiske arkitekturkonceps oprindelse og dets efterfølgende konsekvenser for byggeriet helt frem til vor tid. Et eksempel er renoveringen af Rønnebærparken i Roskilde, hvor der i en uheldig reaktion mod det funktionalistiske formsprog indføres en mangfoldighed af virkemidler på en enkelt facade.
Læs mere om 'Bypolitik, kvarterløft og velfærd'