Produktivitetsudvikling i renoveringssektoren
88 byfornyelsessager, der er afsluttet inden for de sidste ni år, er efterfølgende blevet analyseret med henblik på at få indsigt i produktivitetsudviklingen i renoveringssektoren.
Statens Byggeforskningsinstitut (SBI) har i samarbejde med Byfornyelsesselskabet København dykket ned i byfornyelsessagerne og analyseret fysisk omfang, renoveringsgrad, bygningsdele, rum og priser.
Undersøgelsen danner samtidig grundlag for en metode til systematisk at kunne dokumentere produktiviteten.
Resultaterne er offentliggjort i SBI-rapport 307: "Kortlægning af 88 byfornyelsessager. En analyse af slutregnskaber og renoveringsomfang". På en formidlingsdag den 26. maj 1999 præsenteres og perspektiveres analysens resultater.
Hvad er produktivitet?
Der er talt meget - uden at være særlig konkret - om den lave produktivitetsudvikling i renoveringsprocessen. Renoveringssagernes forskellighed har gjort det svært at overskue problemerne og sammenligne sagerne.
Blot det at forstå og forklare hvad man lægger i ordet produktivitet er et problem. Er det for eksempel udtryk for højere produktivitet, når kvadratmeterprisen er reduceret fra 18.000 kr/m2 til 14.000 kr/m2 som følge af, at lejlighederne er blevet lagt sammen?
Underbyggede analyser
Undersøgelsen tager blandt andet fat på følgende væsentlige, centrale og tidligere uudforskede spørgsmål om produktivitet:
- Hvordan defineres produktivitet i renoveringen, og hvordan kan man i praksis måle og fastlægge dens størrelse, så man kan sammenligne aktiviteter og sager indbyrdes?
- Hvordan udvælges de aktiviteter, bygningsdele og sager, som er velegnede for sammenligning over en given periode?
- Hvordan afgøres det, om produktiviteten er faldende, konstant eller stigende over den undersøgte periode?
Det endelige mål: Forbedret produktivitet
Det endelige mål er, at projektet skal understøtte de forandringer, der er nødvendige for at fremme produktiviteten - uden at forringe kvaliteten. Dette kræver en synliggørelse af produktiviteten, der er baseret på dokumenterede eksempler - og forandringen skal understøttes af udvikling og træning i praktisk anvendelse.
På dette grundlag præsenteres i rapporten en række forslag for fremtidige forbedringer i administration af byfornyelsessager og større renoveringssager:
- Produktivitetsdokumentation bør indføres på alle byfornyelsessager med baggrund i en fælles vejledning.
- Der foretages en revision af den såkaldte "20-punktsliste", så den bliver operationel i forhold til den foreslåede produktivitetsdokumentation.
- Der etableres et system og nøgletal for produktivitet på hovedbygningsdele og fællesudgiftsposter.
- De væsentligste data og informationer i renoveringssager digitaliseres, og der etableres en systematisk kvalitetsstyring og opfølgning på alle sager.
- Der foretages en tættere styring af udgifter og leverede ydelser på følgende særlige indsatsområder: byggepladsen, diverse håndværkerudgifter, programmering, projektering, byggepladsledelse, sagsadministration og sagsfinansiering.
Kortlægning af 88 byfornyelsessager. En analyse af slutregnskaber og renoveringsomfang. Niels Haldor Bertelsen. SBI-rapport 307. Statens Byggeforskningsinstitut. 1999. Kr. 275,00. (Bogen kan bestilles i boghandelen eller købes i Byggecentrum Boghandel, tlf. 70 12 06 00 eller fax 70 12 08 00.)
