Dobbelt planlægning gør byfornyelsen langtrukken

Byfornyelsen bliver ofte unødvendig langtrukken, fordi planlægningen af renoveringen af den enkelte ejendom skal indgå i planlægningen af fornyelsen af hele det område, som ejendommen indgår i.
Når denne planlægning er foretaget, skal der foretages endnu en planlægning, hvor man en gang til fastlægger, hvad der skal laves i den enkelte ejendom. Sådan er byfornyelsesloven indrettet.
Denne uhensigtsmæssige procedure peges der blandt andet på i en ny undersøgelse af kommunernes formål med og organisering af byfornyelsen. Undersøgelsen er offentliggjort i SBI-rapport 266: 'Kommunernes organisering af byfornyelsen'.

Den dobbelte planlægning er et levn fra fortiden
- Proceduren er i høj grad et levn fra den tidligere saneringslov, hvor man ofte rev store dele af karréerne ned. Der var da brug for at sammenkæde indgrebet i de enkelte ejendomme med indgrebet i den samlede karré. Det er der sjældent brug for i dag, hvor langt de fleste forhuse bevares. Her kan man godt adskille planlægningen af gårdanlægget fra planlægningen af renoveringen af de enkelte ejendomme - siger seniorforsker Knud Erik Hansen, én af de to forfattere til SBI-undersøgelsen.

Der er behov for større fleksibilitet i de økonomiske støtteordninger
Undersøgelsen viser, at nogle kommuner finder byfornyelseslovens økonomiske regler for stive. Man ønsker ikke at give den fulde økonomiske støtte og laver i stedet for aftaler med ejerne, som indebærer et mindre offentligt tilskud, end det ejerne normalt har krav på.
Lovens regler for støtte medfører, at kommunerne ikke tager visse ejendomme med i byfornyelsen. Det er ofte ejerlejlighedsejendomme, der tilsidesættes. Kommunerne vil ikke give de kontante tilskud, som byfornyelsesloven foreskriver.
- Disse eksempler viser, at der er behov for en større fleksibilitet i de økonomiske støtteordninger, og det vil måske være hensigtsmæssigt at give kommunerne mulighed for at forhandle støttens omfang med ejerne i hver enkelt ejendom - som man i øvrigt gør i den tyske byfornyelse - fortsætter Knud Erik Hansen.

Byfornyelsesloven dækker vidt forskellige bykulturer, boligmasser, traditioner og befolkningsgrupper
- Trods denne kritik, så rummer byfornyelsesloven dog også positive træk - siger SBI-undersøgelsens anden forfatter cand.geom. Thorkild Ærø.
- Undersøgelsen viser, at loven på anden vis er fleksibel og rummelig, så selv vidt forskellige kommuner kan skabe resultater og løse opgaver ved hjælp af den samme lov. Loven bruges i mange forskellige boliger og områder - lige fra middelalderbydele over etageboliger fra sidste århundrede til efterkrigstidens almennyttige stokbebyggelser - og fra store byer til arbejderboliger ved godser og herregårde. Flere kommuner mangler dog mulighed for i større omfang at kunne gøre noget ved erhvervsejendomme, der er blevet overflødige.

Fra udryddelse af usunde boliger til krav om økologiske elementer
Kommunernes formål med byfornyelsen har med tiden ændret karakter. Det begyndte med et ønske om at reducere antallet af usunde og utidssvarende boliger. Senere sættes der fokus på bygningernes ydre udtryk og indpasning i gadebilledet. Og det sidste nye er at bringe byøkologiske elementer ind i byfornyelsen.

Rationel sagsgang kræver koordinering og samarbejde mellem forvaltninger, byfornyelsesselskaber og politikere
Med byfornyelseslovens vedtagelse for 13 år siden, fik kommunerne en langt større del af sagsbehandlingen, end tidligere. Det er især kommunernes tekniske og økonomiske forvaltninger, der har hovedansvaret for sagsbehandlingen.
- Koordineringen mellem de implicerede forvaltninger, byfornyelsesselskaber og politikere er meget vigtig for at få en rationel sagsgang. Det er helt nødvendig for kontinuiteten og kort sagsgang - siger Thorkild Ærø.
- Denne koordinering har kommunerne udført på forskellig måde. Nogle steder har man oprettet en særlig byfornyelsesafdeling. I andre kommuner har man tilført fagforvaltningerne en økonomisk sektion. Men i de fleste kommuner mangler der stadig særlige organer for byfornyelse, for at få koordineringen til at fungere.
- Undersøgelsen viser også eksempler på lang og tung sagsgang. Det gælder de tilfælde, hvor den samme sag bliver behandlet i flere forskellige politiske udvalg. Tiden for sagsbehandlingen kunne forkortes betydeligt, hvis politikerne overlod ansvaret for godkendelser til den kommunale administration.
- Herudover er der eksempler på unødvendigt dobbeltarbejde, fordi den kommunale administration og selskaber konkurrerer om sagsbehandlingen - tilføjer Thorkild Ærø.

Kommunerne får resultater der opvejer udgifterne til byfornyelsen
Mange kommuner opfatter udgifterne til byfornyelsen som en god - omend nødvendig investering - der generelt giver kommunen et løft.
- Men kommunerne har ingen udpræget fornemmelse for hvad fornyelserne reelt koster, fordi den økonomiske belastning fordeler sig på op til 50 år. Den store offentlige økonomiske støtte kræver en omfattende administrativ indsat af kommunerne - som kontrolinstans for renoveringsudgifterne. Ifølge kommunerne vanskeliggøres denne kontrolinstans, fordi det kun er dem, der har et entydigt incitament til at holde udgifterne nede - slutter Knud Erik Hansen.

Kommunernes organisering af byfornyelsen
Thorkild Ærø og Knud Erik Hansen. SBI-rapport 266. 1996. 96 sider. Kr. 240,00 inkl. moms.
Bogen kan bestilles i boghandelen eller købes direkte hos Byggecentrum Boghandel. tlf. 70 12 06 00 eller fax 70 12 08 00.

TIL REDAKTIONEN:
Hvis du ønsker yderligere oplysninger, er du velkommen til at henvende dig til cand. geom. Thorkild Ærø eller civilingeniør cand.art. seniorforsker Knud Erik Hansen, Statens Byggeforskningsinstitut (SBI), Afdelingen for Byer og Boliger.

Ældre byfornyede huse.
Illustration fra SBI-rapport 266. 'Kommunernes organisering af byfornyelsen'.