Fagfolk og beboere i tæt dialog om byarkitekturen
I den ny byfornyelseslov fra 1998 er det bestemt, at beboere i byfornyelsesområderne skal inddrages aktivt i fornyelsen. Myndigheder, fagfolk og beboere skal således samarbejde tæt i alle faser af byfornyelsen og om alle dens emner - også om arkitekturen i byerne.
Byarkitekturen, og dialogen herom, er derfor emnet i en ny vejledning, "Byarkitektur i byfornyelsen". Vejledningen præsenterer en række metoder, der kan bringe fagfolk og beboere i dialog med hinanden.
De indre forstæder
Byfornyelsen i de historiske og mere harmoniske dele af byerne har haft som mål at bevare de åbenlyse byarkitektoniske kvaliteter her. Nu er turen for fornyelse kommet til de såkaldte "grå områder" i byerne. Det er de mere ubestemmelige byområder - en slags indre forstæder - der ligger mellem de historiske bymidter og de nye forstæder. De grå byområder er hverken historiske eller harmoniske, men de har nogle særlige kvaliteter i deres mangfoldighed af bygninger og aktiviteter. Disse kvaliteter er komplekse og svære at kortlægge, men de er centrale i oplevelsen af bydelens særpræg.
Målet med den nye vejledning er derfor at give metoder til at udpege dette særpræg, som beboere og brugere oplever det, så det kan varetages i byfornyelsen.
Metoder til at komme i dialog
På baggrund af teoretiske studier og praktiske forsøg i et gråt byområde – Holmbladsgadeområdet på Amager – er udviklet og afprøvet nogle såkaldte dialogiske metoder. Metoderne omfatter aktiviteter og samtaler mellem fagfolk og grupper af beboere - fx ældre, forretningsdrivende, nøglepersoner, indvandrere og børn. Som hjælpemidler i dialogen anvendes tredimensionale kort, fotos og tegninger - der er lettere for lægfolk at aflæse end almindelige plantegninger. Metoderne giver et mere nuanceret billede af områdets særpræg, end det fagfolk kan give.
Resultaterne af aktiviteterne giver derfor fagmanden et bedre grundlag for udarbejdelsen af planforslag, og beboerne får en bedre forståelse af deres bydel. Begge parter har således fordele af dialogen.
Børn er gode til at udpege bydelens særpræg
Én af de dialogiske metoder er "Fotosafari for børn". Metoden er afprøvet med lærere og mange børn fra Sundpark Skole i Holmbladsgadeområdet.
Efter en introduktion af fagfolk fik børnene udleveret éngangskameraer og gik i grupper ud i deres bydel. Her fotograferede og kommenterede de, hvad de syntes var "de grimmeste" og "de smukkeste" steder og bebyggelser. Siden lavede de en flot udstilling af resultaterne og præsenterede dem for forældre og andre ved en fernisering på skolen.
Børnene var meget dygtige til at udpege, hvad de mener, er bydelens særpræg, og resultaterne er lærerige. Børns mening om byarkitektur er forskellig fra voksnes – og specielt fra fagfolks. Det kan skyldes, at børn færdes meget i bydelen, og at de ser på deres omgivelser med friske øjne. Det er gode grunde til også at spørge børn om deres mening om byarkitekturen – en yderligere grund er, at børn er fremtidens voksne byboere.
Vejledningen er udarbejdet af Statens Byggeforskningsinstitut (SBI) i samarbejde med Kunstakademiets Arkitektskole og Håndværkets Byfornyelsesselskab - og støttet af By- og Boligministeriet.
Byarkitektur i byfornyelsen i dialog mellem fagfolk og beboere. Steen Holmgren, Jan Kaadekilde Hansen og Ole Svensson. Statens Byggeforskningsinstitut, 1999. Kr. 200,00 inkl. moms.
Bogen kan bestilles i boghandelen eller købes direkte hos Byggecentrum Boghandel, tlf. 70 12 06 00 eller fax 70 12 08 00.
Til redaktionen:
For yderligere information kontakt:
Arkitekt, M.A.A., seniorforsker Ole Svensson, Statens Byggeforskningsinstitut (SBI).
Et eksempel på "et smukt sted" i Holmbladsgadekvarteret taget i forbindelse med "Fotosafari for børn": Børnenes kommentarer: "Sødt, flot, hyggeligt, farverigt". (Gitte, Thi og Nurcan, 7. klasse). Et eksempel på "et grimt sted" i Holmbladsgadekvarteret taget i forbindelse med "Fotosafari for børn": Barnets kommentar: "Grimt, sølle, passer ikke ind i helheden. Bør rives ned. Frastødende". (Thomas, 5. klasse). |
Læs mere om 'Byarkitektur i byfornyelsen'