Byfornyelse er både for beboere og erhverv

I de sidste årtier har det været boligen og gårdens rekreative rum, man fokuserede på i byfornyelsen. Nu er gadens erhvervsmæssige rum kommet højt på dagsordenen.

Det tidligere lidt slidte byområde omkring Sankt Hans Torv på Nørrebro i København er et eksempel på, at byfornyelsen af boliger og gårde har medvirket til, at et nyt lag af erhverv er groet frem med cafeer, specialbutikker og nye baggårdserhverv med IT, reklame, medier, foto, kultur og design. Området har udviklet sig til et trendy sted til glæde for beboere og besøgende.

»Byfornyelsen er et særdeles effektivt redskab til både at få et samspil med byens aktører og til at præge erhvervsudviklingen i bestemte bydele og kvarterer«, siger seniorforsker Kresten Storgaard, der er projektleder på en omfattende, nyligt afsluttet undersøgelse af, hvordan byfornyelse, erhvervsudvikling og bypolitik spiller sammen.

Kommunerne er ved at omstille sig fra en tidligere praksis, hvor byfornyelsen blev brugt snævert til at forbedre de fysiske rammer for enkelte beboergrupper, til en ny praksis hvor større forbedringer sættes i gang i hele bykvarterer. Så selvom udgangspunktet er at forbedre boliger, så har byfornyelsen i flere af landets større byer formået at bringe byens andre funktioner ind i en egentlig proces med en positiv byomdannelse.

Det attraktive gadebillede
Det er i høj grad de ydre rammer, byens synlige udtryk, der skaber grobund for en positiv byudvikling.

»Facadernes udseende og gadens inventar er med til et give et kvarter dets identitet og signalværdi - både negativt og positivt. Hvis gadebilledet er præget af nedslidte bygninger, graffiti, affald, snuskede værtshuse og grillbarer, grimme skilte og plakater, så holder de nye, meget publikumsorienterede, åbne og livsstilsorienterede byerhverv sig væk«, siger Kresten Storgaard.

Trumfkortet for de nye bykvarterer, det der gør dem konkurrencedygtige i forhold til de store indkøbscentre, er områdets historiske dimension, oprindelige facader og - ikke mindst - blandingen af boliger, forretninger og producerende erhverv, krydret med diverse kulturelle indslag.

Til pressen: Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til mag.scient.soc., seniorforsker Kresten Storgaard, By og Byg.

Det tidligere lidt slidte byområde omkring Sankt Hans Torv på Nørrebro i København er et eksempel på, at byfornyelsen af boliger og gårde har medvirket til, at et nyt lag af erhverv er groet frem med cafeer, specialbutikker og nye baggårdserhverv.

Klik på foto for at downloade i høj opløsning (ligger i en selvudpakkende fil, 3,15 MB).

Tekst til illustration:
Det tidligere lidt slidte byområde omkring Sankt Hans Torv på Nørrebro i København er et eksempel på, at byfornyelsen af boliger og gårde har medvirket til, at et nyt lag af erhverv er groet frem med cafeer, specialbutikker og nye baggårdserhverv.

Sidst opdateret 21. september 2012