Forskningsudgivelse
Fugtforhold i træbeklædninger
Laboratorieforsøg med accelereret ældning
De to træarter lærk og tuja har gennem laboratorieundersøgelse vist
sig at være velegnet til facadebeklædning. Uden kemisk imprægnering og
med de rigtige konstruktive forhold kan de to træarter modstå fugt og
har dermed et holdbarhedsniveau, der gør det muligt at bruge dem som
facadebeklædning.
Træarterne gran, douglas, eg og kerneved fra fyr er nogenlunde egnet
til facadebeklædning, mens splintved fra fyr ikke er egnet.
Skudsøm giver færre revner end håndsøm, når facadebeklædningen skal
fastgøres, og en sporing på bagsiden modvirker, at træet krummer for
meget, når det bliver fugtigt.
Vandnæser med hældning på 1:5 og 1:4 giver den bedste beskyttelse af
træfacaden, og vandnæser med not beskytter bedre end vandnæser uden
not.
Resultaterne i denne rapport er SBI's bidrag til et internationalt
projekt, der sigter mod at reducere miljøbelastningen gennem
konstruktiv træbeskyttelse.
