Nyhed 19/03 2009

Skøjtehal var som en tikkende bombe

Billeder
Rødovre Skøjtehal efter kollapset. Foto: Jørgen Nielsen.
Rødovre Skøjtehal efter kollapset. Foto: Jørgen Nielsen.

Statens Byggeforskningsinstitut (SBi) ved Aalborg Universitet har undersøgt hvorfor en skøjtehal på Rødovre Parkvej kollapsede 14. januar 2009 mens bygningsarbejderne var i gang med at opføre den.

Det er ikke nok at en bygning er sikker når den står færdig, den skal selvfølgelig også være stabil mens man opfører den. Og byggeforskernes dom er klar: Det var skøjtehallen i Rødovre ikke. De gitterdragere der skulle bære taget over skøjtehallen, manglede tilstrækkelig afstivning under opførelsen.

"Skøjtehallen i Rødovre var at sammenligne med en tikkende bombe", siger seniorforsker Jørgen Nielsen fra SBi.

På baggrund af besøg på byggepladsen og dokumenter om byggesagen har Jørgen Nielsen sammen med seniorrådgiver Erik Steen Pedersen og forskningschef Niels-Jørgen Aagaard udarbejdet et notat om skøjtehallens stabilitet op til tidspunktet for ulykken 14. januar.

Ulykken skete da man fjernede en del af afstivningen mellem gitterdragerne, som derefter væltede og rev en stribe betonelementer med sig. Men allerede før dette tidspunkt var afstivningen af gitterdragerne helt utilstrækkelig.

"Det at man fjernede en del af afstivningen, var kun den udløsende faktor, og det må tilskrives tilfældigheder at gitterdragerne ikke faldt ned inden da", siger Erik Steen Pedersen.

To bygningsarbejdere kom til skade under ulykken.

Læs forskernes notat om kollaps af skøjtehal i Rødovre

Redigeret af Jesper Kirkeskov