Tillæg til småhusanvisning
By og Byg (Statens Byggeforskningsinstitut) har udgivet et tillæg til SBI-anvisning 189 om småhuse. Tillægget til småhusanvisningen angiver bl.a. værdier for linietab. Dette sker i forlængelse af bestemmelserne i Tillæg 1 til Bygningsreglement for småhuse, som stiller krav om at der tages hensyn til linietab, dvs. ekstra varmetab langs fundamenter og ved samlinger omkring vinduer og døre.
Hensyntagen til linietab har medført at energirammen er øget. Ud over at angive værdier for linietab rummer tillægget til småhusanvisningen således en redegørelse for de ændringer der er sket i beregningen af varmebehovet ved brug af energirammen.
På baggrund af ny viden anviser tillægget desuden nogle bedre løsninger vedrørende indbygning af yderdøre, udførelse af vådrum og fastholdelse af murede gavltrekanter.
Småhusanvisningen er siden 1977 udgivet i et samlet oplag på over 70.000 eksemplarer og er dermed den mest udbredte af Statens Byggeforskningsinstituts anvisninger. Anvisningen anvendes i alle dele af byggebranchen, både blandt projekterende og udførende.
'Tillæg 1 til SBI-anvisning 189, 2. udgave: Småhuse' kan købes hos Byggecentrum Boghandel. Indholdet af tillægget er nærmere beskrevet på www.by-og-byg.dk
Til redaktionen: Yderligere oplysninger kan fås hos seniorforsker, civilingeniør, ph.d. Jørgen Munch-Andersen, By og Byg, telefon 45 86 55 33.
Den viste illustration kan til fri afbenyttelse hentes i høj opløsning (ligger i en selvudpakkende fil, 2,5 MB) ved at klikke på billedet.
Læs mere om 'Anvisning: Tillæg 1 til Småhuse'