Byggeforskning udpeger konstruktioner med øget risiko for fugt og skimmel
Erfaringerne fra en lang række bygningsundersøgelser kan hjælpe byggeriet til at vælge bygningskonstruktioner med mindre risiko for fugtskader.
Forskere fra By og Byg har indsamlet erfaringer fra 81 ingeniør- og arkitektfirmaers bygningsundersøgelser af mere end 16.000 småhuse, etageejendomme, kontorbygninger og skoler. Det er sket for at undersøge, om bestemte bygningskonstruktioner har særlig stor risiko for at få længerevarende fugtskader og dermed øget risiko for vækst af skimmelsvampe.
Firmaernes erfaringer viser, at huse med flade tage og tage med kviste og skotrender har størst risiko for at få fugtskader. Det samme gælder vådrum (badeværelser og køkkener) med lette væg- og gulvkonstruktioner samt gulvbelægninger af fx linoleum eller pvc, hvor samlingerne ikke er svejset sammen.
Den væsentligste årsag til fugtskader i tage er utætheder, som særligt opstår hvor taget gennembrydes fx ved kviste, skotrender, ovenlys og ventilationsudluftninger. Problemerne med flade tage gælder særligt de tage, der er udført i 1970'erne. Mange fagfolk anser nye flade tage, der er opført gennem de seneste 10 år, for at være bedre, fordi de nye materialer er mere holdbare og derfor mindre afhængige af hyppig vedligeholdelse. Det er dog fortsat vigtigt at holde øje med flade tage og de såkaldte trækasettekonstruktioner, der anvendes i både tage og ydervægge.
Hovedårsagen til at gulve med usvejste samlinger har særlig stor risiko for fugtskader, er formentlig, at vand ved gulvvask kan trænge ind i mellemrummene mellem banerne. Mens den øgede risiko for fugtskader i vådrum med lette gulv- og vægkonstruktioner sandsynligvis skyldes, at de lette materialer er mere følsomme overfor fugt ved gulvafløb, fuger, rørgennemføringer og lignende, der er utætte pga. mangelfuld udførelse eller dårlig vedligeholdelse.
Resultaterne af By og Bygs undersøgelse er udgivet i rapporten: 'By og Byg Resultater 012: Bygningskonstruktioners risiko for fugtskader'.
Faktaboks:
Bygningskonstruktioner med størst risiko for fugtskader:
– Flade tage og tage med kviste og skotrender
– Gulve med usvejste samlinger af fx linoleum eller pvc
– Vådrum med lette væg- og gulvkonstruktioner
Bygningskonstruktioner med mindst risiko for fugtskader:
– Tage med rejsning og uden kviste og skotrender
– Gulve med klinker
– Vådrum med tunge væg- og gulvkonstruktioner
Den viste illustration kan til fri afbenyttelse hentes som EPS-fil (ligger i en selvudpakkende fil) ved at klikke på billedet.
Figuren viser den gennemsnitlige vurdering af risikoen for fugtskader i nogle bygningsdele og konstruktioner. Risikovurderingen baserer sig på en spørgeskemaundersøgelse, som 81 arkitekt- og ingeniørvirksomheder har besvaret ud fra deres erfaringer fra i alt ca. 16.000 bygningsundersøgelser.
Læs mere om 'Bygningskonstruktioners risiko for fugtskader'