Artikel i FORSK02: Nybyggeri er bedst for miljøet
Energiforbrug og emission af CO2 er væsentlig mindre for et standard nybyggeri end for et typisk renoveringsprojekt I byfornyelsen er det ofte relevant at tage stilling til om det er bedst at renovere eller at rive ned og bygge nyt. I den vurdering må man naturligvis tage hensyn til både økonomi, funktion, æstetik og byggeteknik. Men det er også væsentligt at inddrage en miljøvurdering, viser en ny undersøgelse af energi- og miljøforhold ved renovering og nybyggeri som seniorforsker Klaus Hansen fra By og Byg har stået for.
Klaus Hansen har sammenlignet energiforbrug og CO2-emission for to typiske byggerier i København: Et nybyggeri og et renoveringsprojekt. Der var i begge tilfælde tale om femetages boligejendomme som lignede hinanden så meget, at nybyggeriet kunne have erstattet den renoverede bygning.
Driftsfasen er vigtigst
Sammenligningen viser at selv om nybyggeriet i udførelsesfasen koster mere i CO2-emission end renoveringen, så vil nybyggeriet allerede efter 25 til 30 år have tjent sig selv ind på den konto. Den nye bygning er nemlig normalt væsentligt mere energiøkonomisk i driftsfasen. Og da bygningen må forventes at have en levetid på væsentligt over 30 år, vil nybyggeriet altså komme bedst ud af sammenligningen når man ser på energiforbrug og CO2-emission gennem bygningens samlede levetid. Til gengæld må resurseforbruget til fremstilling af byggematerialer og affaldsmængden ved nedrivning forventes at være større for nybyggeriet end for renoveringsprojektet. Dog ikke så meget at det afgørende ændrer regnestykket.
Det forventes at kravet til nye bygningers energiforbrug vil blive skærpet væsentligt i det nye bygningsreglement for 2005.
gsc
Mere om Renovering eller nybyggeri