Artikel i Forsk26: Efterisolering af etageboliger
SBi-anvisning 221 om efterisolering af etageboliger er en praktisk håndbog for både bygningsejere, rådgivere og entreprenører.
Anvisningen viser, hvordan man opfylder kravene i Bygningsreglement 2008 (BR08) om forbedret varmeisolering, når man renoverer tag, facade og vinduer på eksisterende bygninger: Skal isoleringen placeres indvendigt eller udvendigt? Hvordan påvirkes fugtforholdene i vægkonstruktionen? Eller hvad betyder efterisoleringen for vinduernes placering i murhullet?
”Anvisningen fokuserer på etageboliger fra perioden 1850 til slutningen af 1970'erne, fordi det er her, potentialet for energibesparelser er størst, da kravene til isolering dengang var meget lempelige sammenlignet med i dag”, forklarer forskningschef Niels-Jørgen Aagaard fra SBi.
Anvisningen indeholder detaljerede beskrivelser med tegninger af de byggetekniske løsninger til efterisolering af de typiske etageboligkonstruktioner i perioden, med fokus på ældre etagehuse med murede ydervægge og træbjælkelag, nyere, murede etageejendomme med betondæk, samt 1960'erne og -70'ernes industrielle betonelementbyggeri.
Beregn energibesparelsen
Sidste halvdel af anvisningen byder på et grundigt afsnit med tabeller og beregninger af varmetabet gennem de forskellige konstruktioner før og efter, der er gennemført en efterisolering. På den måde kan potentialet for energibesparelser ved de forskellige løsninger beregnes. Beregningerne kan samtidig bruges til at vurdere, om man i forbindelse med en større ombygning af en etageejendom skal gennemføre en generel energimæssig opdatering af ejendommen. Ifølge Bygningsreglementet er man nemlig forpligtet til dette, hvis det er økonomisk rentabelt.
Anvisningen kan købes både som e-bog og i trykt form.
nsn
Efterisolering af facade på etageboligejendom opført med betonelementer. Foto: Niels Samsø Nielsen.
Udvendig efterisolering med fremrykket vindue, hvor pilene angiver varmestrømmens retning og størrelse. Tegning fra SBi-anvisning 221.
Indvendig efterisolering, hvor pilene angiver varmestrømmens retning og størrelse. Tegning fra SBi-anvisning 221.