Kuldebroer gav varmetab i Rockwools lavenergi-kontorhus
Rockwools nye forskningscenter i Hedehusene er isoleret efter alle kunstens regler. Alligevel er varmeforbruget højere end forventet. Årsagen er kuldebroer langs vinduesrammer og ved fundamenter.
Da Rockwools forskningscenter i Hedehusene blev projekteret var målsætningen at skabe et kontorbyggeri med et minimalt varmeforbrug. Derfor fik bygningen et tykt lag isolering i alle vægge (450 mm), lofter (500 mm) og gulve (250 mm), og der blev valgt trelags energiruder til de store vinduespartier. Målet var at minimere varmeforbruget til 15 kWh/m2 år, svarende til en tredjedel af energirammen i Bygningsreglementet (BR 95).
På Rockwool blev man derfor noget forbløffede, da det viste sig, at byggeriets faktiske varmeforbrug var væsentligt højere end forventet, ca. 50 kWh/m2 år. By og Byg og DTU-BYG har derfor som led i den planlagte evaluering af byggeriet søgt at finde en forklaring på, hvor varmen blev af.
Lille varmetab gennem højisolerede konstruktioner
Målinger af varmestrømmen i facade, tag og terrændæk viser, at isoleringsmaterialerne i hovedkonstruktionerne fungerer, som de skal. Der er et meget lille varmetab gennem de højisolerede konstruktioner.
Problemet ligger altså et andet sted. Analysen viser nemlig også, at der er væsentlige kuldebroer ved vinduesrammer, fundamenter og ved varmeapparater (konvektorgrave). Alene kuldebroen ved vinduesrammerne giver en 50 pct. forøgelse af energiforbruget fra 15 kWh/m²/år til 23 kWh/m²/år.
Analysen viser således, at det er overordentligt vigtigt at foretage detaljerede beregninger og dokumentation af kuldebroernes varmetab ved projektering af højisoleret byggeri.
Gode råd ved projektering af lavenergi-byggeri
På baggrund af erfaringerne fra projektet kan der opstilles en række gode råd ved projektering af lavenergi-kontorhuse. Det er vigtigt at:
- Sikre en velisoleret, lufttæt konstruktion med ordentlig ventilation
- Optimere orienteringen af bygningen i forhold til verdenshjørnerne
- Vurdere glasarealernes størrelse nøje, da de forøger energitabet
- Sætte fokus på varmetabet under projekteringen bl.a. ved at gennemføre detaljerede beregninger og dokumentation af kuldebroer fx ved vinduer og fundamenter
- Tage højde for, at komforttemperaturen i storrumskontorer er et par grader højere end den normalt dimensionerende indetemperatur på 20 °C
- Vurdere udnyttelsen af gratisvarmen i storrumskontorer nøje
By og Byg har udgivet rapporten 'By og Byg Resultater 025: Højisoleret kontorbyggeri med glasfacader'.
Til redaktionen: Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til seniorforsker Søren Aggerholm, By og Byg, telefon 4574 2392 eller projektleder Arne Damsgaard Olsen, Rockwool International A/S, telefon 4656 4211 * 3477.
Den viste illustration kan hentes i høj opløsning (ligger i selvudpakkende filer 1 MB) ved at klikke på billedet
Læs mere om 'Kontorbyggeri med glasfacader'